Annonce
Udland

Politi undersøger kobling mellem to eksplosioner i Linköping

71500 Jeppe Gustafsson/Tt/Ritzau Scanpix
En stor eksplosion rystede fredag svenske Linköping. 20 mennesker blev lettere kvæstet.

Svensk politi har afhørt mere end 300 personer, efter at den sydsvenske by Linköping fredag 7. juni blev ramt af en voldsom eksplosion, der af politiet mistænkes for at være en bombe.

Det oplyser politiet på et pressemøde tirsdag eftermiddag.

Her kom det også frem, at politiet undersøger en mulig sammenhæng mellem eksplosionen fredag og en anden eksplosion to dage forinden.

Den skal være sket ved Braskens Bro i Linköping i nærheden af Ådalgatan, hvor en eksplosion 7. juni beskadigede 109 lejligheder.

- Vi er interesserede i alle iagttagelser i det her område af en eksplosion den 5. juni ved 18-tiden. Vi undersøger, om der er en sammenhæng mellem eksplosionen 5. juni og 7. juni, siger efterforskningsleder John Skoog.

Det er ellers ikke meget nyt, det svenske politi tirsdag kan fortælle om eksplosionen fredag. Her blev omkring 20 mennesker lettere kvæstet.

- Vi har fået en del interessante oplysninger, som vi arbejder videre med, men vi har ikke mulighed for at gå ud med, hvad de her oplysninger handler om, siger efterforskningsleder John Skoog.

Politiet vil ikke uddybe, hvor stor eksplosionen den 5. juni var.

Det kan heller ikke oplyse om, hvad der kan ligge bag eksplosionen den 7. juni uden at henvise til de pågående undersøgelser, lyder det.

- Vi venter på svar fra den nationale kriminaltekniske afdeling, og vi har fået en del foreløbige resultater, som kan give en vis indikation, lyder det.

Fredag meddelte politiet, at man formodede, at der var blevet placeret sprængstoffer i bygningen, der eksploderede.

Lederen af politiets efterforskning, Magnus Skoglund, sagde til den svenske avis Aftonbladet, at man arbejder ud fra en arbejdshypotese om, hvem den formodede bombe var rettet imod.

Der har været adskillige sager i de seneste år i svenske byer med sprængstoffer anvendt i bandeopgør.

En talskvinde for politiet sagde fredag, at politiet er ved at undersøge, hvorvidt eksplosionen kan knyttes til kriminelle grupper.

/ritzau/TT

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

112 For abonnenter

Lå på sofaen da det bankede hårdt på døren: Beboer advarede Anne om brand i nabolejlighed

Annonce