Annonce
112

Politiet efterforsker ny voldsom brand i gamle tog: Tale om ny brandstiftelse?

Ny stor brand i de gamle, udrangede tog på arealet i bunden af Norgesgade og langs Holstensvej i Fredericia. Den opstod meget tidligt om morgenen store bededag. Foto: Presse-fotos.dk
Tre togstammer og yderligere fem vogne udbrændte mere eller mindre fredag morgen. Heldigvis nemmere at slukke end flammehav 17. december 2018. Ingen er kommet noget til.

Fredericia: Kort før middag fredag kunne Trekantområdets Brandvæsen meddele, at efterslukningen af den anden store brand i de gamle tog i Norgesgade og langs Holstensvej var ved at være tilendebragt.

Klokken 04.55 tidligt om morgenen store bededag opdagede en forbipasserende røg og flammer fra de udrangerede MR-tog, som lige nu skrottes og køres væk fra det store rangerareal.

- Vi fik meldingen klokken 04.55, oplyser vagtchef, John Skjødt, Sydøstjyllands Politi, til Fredericia Dagblad.

Tre togstammer og yderligere fem vogne er brændt.

Annonce

God hjælp fra droner

Brandvæsenet sendte hurtigt to droner op, så der kunne dannes et overblik.

Det ene fartøj har termisk kamera, som måler varme og viser, hvor den er værst. Dronen kan også opdage varme fra levende væsener, men ingen har befundet sig i togene, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Slukningshjælp udefra

I timerne efter kæmpede brandfolk fra Fredericia, Middelfart og Børkop med branden og efterslukningen af vognene.

Mindst tre sprøjter og to tankvogne blev indsat.

- Når stedet og togene er tilpas afkølede, skal vi ind og i gang med efterforskningen, fortæller vagtchef John Skjødt.

Den forrige brand var påsat. Unge antændte bål i en vogn, filmede det og lagde billederne op på sociale medier. Politiet kunne derfor hurtigt finde frem til dem. Om der også denne gang er tale om forsætlig brandstiftelse, er for tidligt at konkludere.

Vinden hjalp

Selve branden med voldsomme flammer og fed røg var slået ned omkring 07.00, oplyser indsatsleder, Ulrik Strehle, Trekantområdets Brandvæsen.

Selvom røgfanen var tyk, drev den ikke i kritisk retning. Der var ikke tale om at sirenevarsle byen denne gang.

Arbejdet blev - modsat sidste gang - gjort lettere af vindretningen. Den 17. december kunne ilden løbe ned langs togstammerne og fortære alt. Bededag var blæsten på tværs. Så selvom der er ødelagt en del vogne, var det alt andet lige svært for flammerne at springe fra togstamme til togstamme, fordi der er nogle meter mellem sporene. Men stadig krævede det kræfter at få slukningsmandskab og slanger op og røgdykkere ind. Der er 80 cm fra den stenede grund med sveller, skinner og krat op til dørene. Nogle af vognene stod også så tæt på Ungdommens Hus ved siden af rangerområdet, at et hegn indtil naboen brændte.

Tre togstammer og yderligere fem vogne udbrændte. Politiet undesøger, om branden er påsat. Der var en lignende storbrand i togene kort før jul. Op ad formiddagen fredag var ilden slukket og efterslukningen tilendebragt. Foto: Presse-fotos.dk
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

'Dybt bekymrende': Øget arveafgift er gift for små og mellemstore virksomheder

Læserbrev: Tirsdag 22. oktober forhandlede vi i Folketinget det finanslovsforslag, som regeringen har fremsat for 2020. Et af de emner, der blev grundigt debatteret, var det forfærdelige forslag fra de røde partier om at tredoble generationsskiftebeskatningen af danske familieejede virksomheder. Det er godt for Danmark, at vi har mange veldrevne familieejede virksomheder. Det er faktisk ikke en dårlig ting, sådan som venstrefløjen ellers gerne vil have det til at lyde, når de gang på gang påstår, at "det drejer sig om rige godsejere". Fakta er nemlig, at det overvejende drejer sig om små og mellemstore virksomheder - iværksættere, servicevirksomheder, blikkenslagere, tømrermestre, snedkere osv. Produktion, service og erhverv, altså en helt central del af dansk erhvervslivs dna. Således er det ikke grever, baroner og milliardærer, som vil nyde glæde af succesfuld generationsskifte. 23.000 virksomheder med 300.000 ansatte står foran et generationsskifte inden for de næste 10 år. Det er kun godt, at en lav arveafgift har øget sandsynligheden for, at disse virksomheder kan bevares på den enkelte families hænder i forbindelse med generationsskifte. Selvfølgelig har vi også Lego og Danfoss og et par håndfulde godsejere, som nyder godt af afgiftsnedsættelsen på lige fod med alle andre. Men det er faktisk heller ikke nogen dårlig ting. Danmark ville være et fattigere sted uden Lego og Danfoss - også i kroner og ører! Derfor er det dybt bekymrende, at regeringen nu lægger op til at øge skatten med over en mia. kr. Det er dårligt nyt for dansk erhvervsliv og ikke mindst de 800.000, som er ansat i de familieejede virksomheder. Det er en kortsigtet beslutning, som måske nok på kort bane kan skaffe finansiering til alle de milde gaver, som regeringen og deres røde støttepartier ønsker at tilgodese udvalgte grupper, eksempelvis 300 mio. kr. til overvejende herboende udenlandske børnefamilier på passiv forsørgelse. Naturligvis skal der finde en rimelig beskatning sted, når virksomhedsejere udlodder dele af virksomhedens værdier via aktieudbytte eller alt muligt andet til virksomhedens ejere. Det er kun ret og rimeligt. Men det svarer til at save i den gren, man selv sidder på, når man vil gøre generationsskifte så meget dyrere for familieejede virksomheder.

Annonce