Annonce
112

Politiet guider: Sådan undgår du indbrud i julen

Du kan undgå at komme hjem til et syn som dette, hvis du følger politiets opfordring om at sikre dig mod juleindbrud allerede nu. Arkivfoto: Anders Debel Hansen/Ritzau Scanpix
Tilmeld dig nabohjælp, sørg for at der er lys ude foran dit hjem og sæt gode låse på døre og vinduer. Sådan lyder rådene fra Sydøstjyllands Politi, der er ude med en opfordring om, at folk tænker på indbrudssikring i julen, før det er for sent.

Kolding: Juletiden nærmer sig, og mens vi hygger hos i familiens skød, fester til julefrokoster eller pakker kufferten og rejser på juleferie, står vores hjem tilbage og er et oplagt mål for sarte sjæle.

Juletid er i høj grad indbrudstid, og derfor opfordrer Sydøstjyllands Politi borgerne i Kolding til at tænke på at sikre sig selv mod indbrud.

I en pressemeddelelse skriver politiet således, at der er flere måder at sikre sig på. Politiet skriver, at en af de effektive metoder til at nedbringe risikoen for indbrud er nabohjælp. Nabohjælp kan ifølge politiet forhindre op mod 25 procent af alle indbrud, og mere end 25486 husstande er allerede tilmeldt i Sydøstjyllands Politikreds.

- Der er flere måder, du kan sikre dit hjem på, og det behøver ikke at være dyrt eller besværligt, men det vigtigste er, at du får det gjort én gang for alle. Vi kommer altid ud, hvis du har haft indbrud, men vi vil hellere hjælpe med at forebygge end møde jer, når skaden først er sket, siger vicepolitiinspektør Frede Nissen i pressemeddelelsen.

Annonce

Brug gode låse

Ud over at tilmelde sig nabohjælp opfordrer politiet blandt andet til, at man sikrer, at der er god belysning uden for huset. Lys med sensor øger chancen for, at tyven forstyrres i sit arbejde. Politiet skriver desuden, at man bør undgå høje hække og træer, der kan agere mørke gemmesteder omkring hjemmet.

Samtidig råder ordensmagten til, at borgere bruger gode, solide låse på døre og vinduer. Ifølge politiet bliver det mere end dobbelt så besværligt at bryde ind, hvis der er to låse på hoveddøren.

"Sørg for at låse værktøj og haveredskaber inde i skur eller garage, så det ikke kan bruges til at bryde ind i huset med," skriver politiet også i pressemeddelelsen.

Politiet understreger desuden, at telefonen står åben på 114, hvis du ser personer med mistænkelig adfærd i dit nabolag. Alle oplysninger kan gøre en forskel for politiet.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce