Fredericia: Onsdag aften udbrændte en Renault fuldstændig på parkeringspladsen ved roklubben ved Østerstrand. Det skrev Fredericia Dagblad torsdag.
Det stod da klart, at Sydøstjyllands Politi skulle i gang med undersøgelser, og torsdag morgen fortalte Finn Ellesgaard Nielsen, vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi, at undersøgelserne skulle foregå torsdag. Fredag morgen er status, at sagen nu efterforskes som værende en påsat brand.
- Der er fundet tegn på brandbar væske, lyder det fra Finn Ellesgaard Nielsen.
TrekantBrand blev kaldt til bilbrand i det fri klokken 23.23 onsdag aften. Den var overtændt, da mandskabet ankom, og flammerne endte altså med at æde bilen.
Ingen personer kom til skade.