Annonce
Fredericia

Politiet lukkede spejdermøde i MesseC: - Jeg er mest bare lidt forundret

Grete Højgaard er chef for Messe C i Fredericia, hvor et landsmøde lørdag blev lukket. Foto: Peter Leth-Larsen
MesseC-direktør Grete Højgaard forstår stadig ikke politiets begrundelse for at lukke lørdagens landsmøde for KFUM-spejderne i MesseC. Hun tager nu sagen videre til Dansk Industri.
Annonce

Fredericia: Lørdag lukkede politiet et stort landsmøde for KFUM-spejderne i MesseC.

Men MesseC's direktør Grete Højgaard forstår ikke ordensmagtens begrundelse for at sende de cirka 300 spejdere hjem midt under arrangementet. De overholdt ikke de gældende corona-restriktioner, lød forklaringen.

- Jeg er mest bare lidt forundret endnu, siger Grete Højgaard, som brugte det meste af mandagen på at få afklaring på spørgsmålet.

Annonce

Åbent for alle konferencer

Til Fredericia Dagblad forklarede politiets vagtchef Torben Wind lukningen med, at arrangementet ikke var omfattet af en demonstration eller meningsdannende forsamling. Sådan lød vurderingen fra politiets jurister.

- Jeg har ingen holdning til, om det var meningsdannende eller ej. Jeg forholder mig til, at det var en konference, hvor vi havde gjort klar til, at det foregik efter reglerne. Vi har åbent for alle slags konferencer, om det er meningsdannende eller ej, siger Grete Højgaard.

Annonce

Restriktioner med i fredagspakke

Fredag ved 17-tiden kom regeringen med nye restriktioner, som blandt andet betød, at private fester nu også er omfattet af forsamlingsloftet på 50 personer. Med i pakken var også ændringer for konferencer, sportsbegivenheder og musikarrangementer med op til 500 tilskuere. Det fandt Grete Højgaard senere ud af.


Selve det at holde en konference for 500 personer er stadig tilladt. Hvis der er noget forkert i det, kan man bede os om at rette ind, og det gør vi øjeblikkeligt

Grete Højgaard


Ved konferencer med op til 500 mennesker må deltagere ikke længere spise i et tilstødende lokale. Som noget nyt er der også tilføjet, at man kun må forlade sin plads, hvis man skal på toilettet, eller hvis man skal hente noget at drikke eller spise.

De regler kunne MesseC let have overholdt, hvis centret havde været oplyst om dem, lyder det fra Grete Højgaard.

At regler ændrer sig løbende, er MesseC-direktøren vant til. Selvom det gør det sværere at drive forretning, accepterer hun præmissen.

- Tingene ændrer sig, efterhånden som vi bliver klogere, eller smittetrykket ændrer sig. Det kan jeg ikke gøre noget ved, siger Grete Højgaard.

Annonce

Sagen sendt til DI

Messedirektøren understreger, at MesseC på forhånd havde tjekket med politiet, om det var ok at være vært for spejderlandsmødet. Hun ærgrer sig meget over, at politiet senere endte med at lukke landsmødet.

- Jeg er da ked af at få det lukket midt i et arrangement. Jeg er ked af, at spejderne ikke fik lov til at fuldføre og ked af det på mine medarbejderes vegne. De var forundrede og frustrerede, for de havde gjort sig umage med at sætte sig ind i reglerne, siger Grete Højgaard.

Direktøren oplyser, at ingen arrangementer foreløbig er blevet aflyst som følge af de nye retningslinjer.

- Selve det at holde en konference for 500 personer er stadig tilladt. Hvis der er noget forkert i det, kan man bede os om at rette ind, og det gør vi øjeblikkeligt, siger Grete Højgaard.

For at få en afklaring har hun bedt brancheorganisationen Dansk Industri kigge nærmere på sagen.

Fredericia Dagblad har bedt Sydøstjyllands Politi om en kommentar på kritikken.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Fynsk teater lægger billet ind på Fredericia Teaters million-tilskud fra staten: - Vi skal rykke hurtigt nu

Annonce