Kolding: Flere gange natten til lørdag måtte Sydøstjyllands Politi rykke ud og bede musikglade mennesker skrue ned for charme og for musik.
Således også i Kolding, hvor to anmeldelser om musik til gene kom til politiet fredag aften. Først klokken 21 på Domhusgade.
Her spillede en beboer drønhøj musik for åbne døre og vinduer, og det generede altså i sådan et omfang, at politiet måtte rykke ud. Det lykkedes ifølge vagtchef Hans Hoffensetz at få beboeren til at skrue ned.
Siden fulgte endnu en anmeldelse fra Blæsbjerggade. Her havde naboer i en opgang forgæves forsøgt at banke en beboer i en lejlighed op på grund af meget højlydt musik.
Politiet blev derfor tilkaldt klokken 22.20, og det lykkedes så med politiets hjælp at få vedkommende til at skrue ned for musikken.
- Jeg ved ikke, om det er på grund af foråret, men der har været rigtig mange af den slags anmeldelser, siger vagtchefen om hele politikredsen.