Annonce
Alarm 112

Politiet melder om alt fra ild i legetårn og stjålet Pepsi Max til beruset mand, der væltede på sin tunede knallert

Arkivfoto: Yilmaz Polat

Vejle Kommune: Der har været tyve på spil i både Børkop, Give og Ødsted inden for de seneste dage, oplyser vicepolitiinspektør Mikkel Ross fra Patruljecenter Midt.

Døgnrapporten beretter om et indbrud i et hjem på Olafsvej i Børkop mellem tirsdag klokken 12 og torsdag klokken 08.

Her havde tyven opbrudt et vindue med et koben.

Annonce

- Der sås i hvert fald trykmærker, som kunne passe med det, fortæller vicepolitiinspektøren.

I huset var der åbnet skabe og skuffer og rykket et klædeskab ud fra væggen. Med sig fra huset havde gerningsmanden blandt andet taget nogle blodstenshalskæder.

Mellem onsdag klokken 21 og torsdag klokken 06.30 var der indbrud i et skur i Mølleparken i Ødsted. Her havde gerningsmanden klippet en hængelås op for at komme ind, og med sig fra skuret tog vedkommende fire vinterdæk på fælge, en boremaskine og én Pepsi Max.

Endelig kom der også en anmeldelse om tyveri fra en villa på Hyldevang i Give torsdag formiddag. Husets beboer var i haven og havde ladet bryggersdøren stå ulåst.

Det udnyttede gerningsmanden, som gik ind i huset og stjal en telefon, et hævekort, en guldring og nogle kontanter.

- Der blev forsøgt hævet på kortet klokken 10.51, men maskinen slugte det, så de har nok ikke haft den rigtige kode, konstaterer Mikkel Ross.

12-årig dreng slukkede ilden

Fra hans kontor på politistationen i Skolegade kan han se over på en legeplads med et legetårn.

Torsdag eftermiddag klokken 17.53 indløb der en anmeldelse via 112 om, at der var ild i dette legetårn.

En patrulje kom til stedet, og her mødte de anmelderen - en 12-årig dreng, som fortalte, at det var lykkedes ham at slukke ilden i tårnet. Ilden var opstået i noget gaffatape, som nogen havde viklet rundt om en stolpe i legetårnet og forsøgt at sætte ild til.

- Der var ingen af børnene på legepladsen, som havde set, hvem der havde gjort det. Men det var fint, at den 12-årige fik slukket ilden, så tårnet står der endnu, siger vicepolitiinspektøren.

Han fortæller videre om et uheld i forbindelse med spirituspåvirkning på Ribevej ved Ødsted torsdag aften klokken 21.32.

En 62-årig mand fra Tudvad kørte på knallert i østlig retning, da han kom ud i grøften og væltede.

Ud over, at han viste sig at være alkoholpåvirket, var knallerten tilsyneladende også konstruktivt ændret, så den kunne køre hurtigere end tilladt.

- Så den blev beslaglagt, så vi kan undersøge den yderligere, mens manden blev taget med på skadestuen i Kolding til en blodprøve, fortæller Mikkel Ross.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Helena blev kun 20 år: 'Mor, jeg har glemt mit træningstøj, jeg vender lige om nu og henter det', og så blev der helt stille

Annonce