Annonce
Fredericia

Politiker forstår ikke kritik fra Kære Pleje: - Vi sparer ikke, vi følger loven

Kommunen vil ikke spare på plejeområdet, understreger Enhedslistens Cecilie Roed Schultz. Arkivfoto
- De demonstrerer på et forkert grundlag, siger Enhedslistens Cecilie Roed Schultz om torsdagens aktion fra ansatte i det private firma Kære Pleje. Der er "på ingen måde" tale om besparelser på plejen, siger byrådsmedlemmet.

Fredericia: Når en gruppe ansatte fra Kære Pleje torsdag demonstrerer på Rådhuspladsen, sker det på et forkert grundlag.

Sådan lyder det fra Enhedslistens Cecilie Roed Schultz efter de seneste dages debat om plejeområdet. En nyt firma, Sundplejen ApS, har vundet udbuddet fra 1. februar. To andre private aktører, Kære Pleje og Svane Pleje, har sagt nej til at løse opgaven til en ny og lavere pris.

Derfor har Kære Pleje-ansatte torsdag indkaldt til demonstration "mod besparelser i Fredericia Kommune". Men er det egentlig besparelser?

- På ingen måde, lyder svaret fra byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz, som også er næstformand i senior- og handicapudvalget.

Annonce

Kommunen er nødt til at følge loven

Cecilie Roed Schultz forklarer, at Fredericia Kommune ifølge loven er forpligtet til at have en privat udbyder af hjemmehjælp ved siden af den kommunale hjemmepleje.

- Vi skal sende det i udbud med jævne mellemrum. I 00'erne havde vi en borgerlig regering, som bestemte, at man skal kunne vælge en privat leverandør til hjemmepleje. Så det skal vi. Men vi har ingen intentioner om at spare på området, siger Cecilie Roed Schultz.

Personligt ville hun hellere have, at hjemmepleje lå hos kommunen. Men Fredericia Kommune følger loven loven om, at der også skal være tilbud om en privat leverandør til borgerne.

- Det, der vækker så meget røre hos så mange mennesker, er, at man stadig kan huske den konkurs, der var for fire-fem år siden i Fredericia. Efter det var jeg med til at skrive de nye rammer for udbud. Vi havde 14-15 private leverandører på frit-valg området. Det er for det første uoverskueligt for borgerne, og for det andet havde mange af dem ret få borgere. Så er det svært at sikre en høj kvalitet med de sygeplejefaglige ting, siger Cecilie Roed Schultz.

Høje krav i Fredericia

Ifølge Cecilie Roed Schultz har Fredericia sat en høj standard for udbydere af privat hjemmepleje. En forudsætning for at byde på opgaven er, at man lever op til kvalitetskravene. Det handler blandt andet om personalets faglighed, og der er "meget høje krav til økonomisk stabilitet og omsætning". Og at de ansatte skal have en løn, der svarer til overenskomsten på området.

- Vi har meget høje krav i Fredericia, og derfor var der kun tre virksomheder, som bød, siger Cecilie Roed Schultz.

Hun ærgrer sig over, at Kære Pleje og Svane Pleje har takket nej til at levere under de nye vilkår fra 1. februar. Men omvendt bakker hun beslutningen op, hvis virksomhederne ikke vurderer, de kan få det til at løbe rundt.

Pleje-direktør uenig

Nu er der demonstration på vej "mod besparelser" i Fredericia Kommune. Men demonstranterne har opfattet det forkert, mener Cecilie Roed Schultz. Tværtimod forhandler politikerne lige nu om at finde flere penge til området i forbindelse med budgettet for 2020.

- Jeg synes ikke helt, det er ordentlig over for de ansatte i Kære Pleje, at ledelsen ikke er tydelig om, hvad det handler om. De kommer til at demonstrere på uoplyst grundlag. Det handler på ingen måde om, at vi er i gang med at lave nedskæringer. Tværtimod sidder vi nu og forhandler om, hvordan vi finder flere penge til området, siger Cecilie Roed Schultz.

Om udbuddet af den private hjemmepleje siger politikeren:

- Prisen er bestemt af dem, der vandt udbuddet og ikke af Fredericia Kommune. Og sådan er loven, siger Cecilie Roed Schultz.

Kære Plejes administrerende direktør Mirela Tanovic afviser, at medarbejderne ikke er informeret ordentligt. Og hun er sikker på, at udbuddet blev vundet på én afgørende faktor: Prisen.

- Der står i udbudsmaterialet, at valget bliver truffet ud af prisen. Hvis man siger noget andet, har man ikke læst udbudsmaterialet. Jeg ville ikke sige ja til den pris, for jeg vil ikke udsætte medarbejderne og borgerne for noget, der ikke kan lade sig gøre, siger hun.

Men ifølge Cecilie Roed Schulz er kvaliteten en forudsætning. Hun understreger desuden, at Sundplejen ApS er undersøgt grundigt i forbindelse med udbuddet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Østerstrand skal udvikles endnu mere: En vision i sand og vand som kan bruges af alle

112 For abonnenter

Pistol blev brugt ved drabet i Korskærparken: To mænd idømt flere års fængsel for våbenbesiddelse

112

Efter sammenstød - passager måtte tjekkes

Annonce