Annonce
Vejle

Politiker tager bladet fra munden: Vi sparer på mennesker - det er ikke noget at prale af

I efteråret 2017 kæmpede Henning Dam (S) hårdt for at sikre sig en af de 31 pladser i Vejle Byråd - men det har været en brat opvågning for den nybagte lokalpolitiker. Arkivfoto: Jim Hoff
"Mit første år i byrådspolitik blev en brat opvågning med en del skræmmende oplevelser," siger socialdemokraten Henning Dam. Når rammen næsten ikke øges, og antallet af borgere under området øges, bliver der konstant mindre til den enkelte borger.

Det er to år siden, at jeg definitivt traf beslutningen om at forsøge at blive byrådspolitiker i Vejle Kommune. Jeg havde været medlem af Socialdemokratiet i et par år, men jeg var lidt usikker på, om jeg kunne forene erhvervsambitionerne med at være aktiv socialdemokrat.

Det er unaturligt for mange at være erhvervsleder og socialdemokrat - for mig er det helt naturligt. I virksomheden er alle jobs vigtige, og det gælder om at få hele holdet til at spille sammen på en god måde. Vejle Kommune er en stærk kommune med masser af muligheder, men velfærden nåede ikke godt nok ud til kommunes mest udsatte borgere. Jeg ville derfor ind i politik - troede, at jeg kunne være med til at gøre en forskel.

Jeg har personligt nydt stor gavn af det danske velfærdssamfund, gratis uddannelse og sundhedssektor. Jeg trak i mine unge år hårdt på systemet, og jeg lovede mig selv, at jeg ville betale min skat med glæde. I mange år koncentrerede jeg mig om erhvervskarrieren, men kvaliteten af den kommunale velfærd kommer tæt på, når man er far til en udviklingshæmmet datter.

Vi har som familie oplevet de negative konsekvenser ved, at handicapområdet overgik fra amterne til kommunerne i forbindelse med kommunalreformen i 2007. Herved blev mange af de dygtige specialiserede tilbud kommunale, og gradvist blev de forringet og udhulet. Kommunerne tænker meget i økonomi og de handicappedes tilbud, bliver konstant justeret - borgerne oplever det som forringelser, mens kommunen betragter det som effektiviseringer.

I en del år fulgte jeg min kones store engagement i LEV (tidligere: Landsforeningen Evnesvages Vel, red.) på sidelinjen, jeg havde travlt med mit arbejde. Gradvist blev jeg tættere knyttet til handicaporganisationerne, og jeg oplevede på nærmeste hold de uretfærdigheder, som nogle af vores allersvageste borger bliver udsat for.

Jeg oplevede blandt andet følgende forringelser af tilbuddene i Vejle Kommune:

1) Fælleslejligheden i bofællesskabet Frøhaven blev lukket – den fungerede som socialt samlingspunkt for en række udviklingshæmmede borgere, og den var base for den kommunale støtte til de udviklingshæmmede.

2) Tusindfryd blev omdannet til Papirfabrikken, og den fælles og meningsfulde madlavningsaktivitet blev lukket, hvorved omkring 25-30 udviklingshæmmede mistede deres ”arbejde” og dagsindhold.

3) Et utal af ”smarte” projekter som eksempelvis ”Mester i eget liv” blev iværksat. Det overordnede mål var at opnå effektiviseringer, borgerne blev trænet til en mestring, hvorefter visiteringerne (hjælpen) til den enkelte borger blev reduceret. Mestringen er ofte begrænset til træningsperioden, så borgeren bliver ofte dårligere stillet end før projektet blev igangsat.

Jeg havde to år som menigt medlem af socialdemokratiet i Vejle. Når jeg mødte partikollegaerne fra byrådet og/eller voksenudvalget og konfronterede dem med besparelserne var tilbagemeldingen altid: Vi har ikke gennemført besparelser eller reduktioner på området.

Jeg var lidt idealistisk og valgte at stille op til byrådsvalget i 2017 med en ambition om at gøre en forskel. Det kunne ikke være rigtigt, at en stærk kommune som Vejle behandlede de svageste medborgere sådan. Jeg brugte en del tid på valgkampen 2017, den skulle have fuld skrue.

Det lykkedes at få stemmer nok til en plads i Vejle Byråd. Partiledelsen var så flinke, at de belønnede mig med to udvalgspladser i velfærdsudvalgene voksenudvalget (handicap/udsatte) samt sundhed og forebyggelse. Jeg kunne ikke få det bedre. Det var super fedt, nu ville jeg forsøge at sætte mit præg på tingene.

Det første år i byrådspolitik blev en brat opvågning med en del skræmmende oplevelser. For det første har Vejle Kommune en meget stram budgetstyringsmodel, hvor udvalgene er pålagt at løse opgaverne inden for rammen. Når rammen næsten ikke øges og antallet af borgere under området øges, bliver der konstant mindre til den enkelte borger.

For det andet har håndhævningen af budgetstyringsmodellen betydet, at Vejle Kommune gradvist har brugt færre og færre midler pr. borger, så borgerne oplever dårligere service, mens kommunen oplever stigende effektivitet. De officielle tal nettoudgiften pr. indbygger til foranstaltninger for voksne handicappede anskuer udviklingen.

a. 2014 - Vejle brugte 18. færrest kroner pr. indbygger til voksne handicappede.

b. 2015 - Vejle brugte 11. færrest kroner.

c. 2016 - Vejle brugte 7. færrest kroner.

d. 2017 - Vejle brugte 5. færrest kroner.

e. 2018 – tallene foreligger endnu ikke, men uofficielt er vi blevet mere ”effektive”.

For det tredje fokuserer vi mere og mere på skal-opgaver fremfor kan-opgaver over for borgerne. Midlerne skal konstant strækkes, da der bliver flere og flere borgere, som skal håndteres. De handicappede og udsatte bliver ældre og tilgangen fra børneområdet og normalområdet stiger.

For det fjerde opleves det, som okay, at kommunen går til grænsen: Tabte sager i Den Sociale Ankestyrelse er ”bare” udtryk for at man er på grænsen. Jeg har det rigtig dårligt med at afsøge denne grænse, udviklingshæmmede og svage borgere klager sjældent, så der er et stort ”mørketal”.

Det nyvalgte voksenudvalg kunne i 2018 se, at merforbruget steg indenfor området (Myndighed), og vi bevægede os frem mod en uholdbar situation. I forbindelse med efterårets budgetforhandlinger, vidste vi alle, at der skulle tilføres mindst 15-18 millioner for at holde uændret serviceniveau. Resultatet blev som bekendt et såkaldt historisk løft på 9 millioner kroner, som var blot var halvdelen af det kendte behov.

I efteråret var det almindelig kendt, at der eksempelvis var alt for mange afvisninger i Akutteamet på Sukkertoppen (Året sluttede med 177 afvisninger). Voksenudvalget fik en redegørelse i december, og forleden fik vi en såkaldt "redegørelse for håndtering af afviste henvendelser". Desværre er der ikke råd til at øge antallet af pladser på Akutteamet på Sukkertoppen.

Udvalget fik også fremlagt de indledende betragtninger omkring Budget 2020. Udgangspunktet var, at 2018-regnskabet for Myndighed, der på trods af allerede igangværende initiativer, der skulle være med til at sikre balance, udviste et merforbrug på 23,8 millioner kroner. Det skyldes flere borgere i midlertidige botilbud, større opdrift fra børneområdet samt mindre afgang af borgere end forventet (de lever heldigvis også længere).

Voksenområdet har en enorm stor udfordring. Jeg oplever gennem min kontakt til diverse handicaporganisationer, at serviceniveauet er under fornyet pres, visiteringer bliver forringet. Blandt andet har 15-20 borgere med §85-støtte, fået fjernet deres let pakke i februar/marts.

Nu sidder jeg som politikeren i Voksenudvalget, som ikke har været med til at foretage besparelser. Det opleves naturligvis sådan for borgerne, når midlerne skal fordeles med færre og færre til den enkelte. På samme møde forleden fik vi også fremlagt status på de flotte politiske innovationsmål i Velfærdsforvaltningen, blandt andet at ensomheden skal reduceres med 25 procent blandt områdets borgere frem mod år 2021. Målet er i tråd med ambitionen om, at Vejle skal have en national førerposition - det hænger bare ikke sammen.

Hvordan kan man have et sådant mål, og samtidig være blandt de fem kommuner, som bruger mindst pr. borger på området?

Jeg vil gerne appellere til, at et samlet byråd finder midlerne til voksenområdet. Vi kan ikke være bekendt at blive ved med at beskære området og reducere servicen overfor vores svageste medborgere.

Mottoet ”Vejle med Vilje” må også gælde de handicappede og udsatte i en kommune med 1,5 til 2 milliarder på kontoen.

Annonce
På et udvalgsmøde oplevede jeg, at det blev fremlagt som positivt, at der kun var fem kommuner, der brugte færre penge end os per borger. Den slags hører efter min mening ikke hjemme, når man taler om mennesker. Det kan gå i min erhvervskarriere, når vi taler om produktivitet i firmaet.

Henning Dam i debatten om budget 2019

Virksomhedsejer og socialdemokrat

56-årige Henning Dam (S) har siden 1. januar 2018 været byrådsmedlem i Vejle Kommune for Socialdemokratiet.

Med 423 personlige stemmer sikrede han sig en af sit partis 10 pladser i det nye byråd.

I byrådet repræsenterer han sit parti i voksenudvalget samt sundheds- og forebyggelsesudvalget.

Henning Dam er uddannet civilingeniør, og har taget en bacheloruddannelse i HD Logistik. Efter en årrække som direktør for Hedensted-virksomheden Flextek investerede han sidste år i virksomheden MJC Metal, hvor han er medejer og direktør.

Henning Dam er gift, og har tre døtre, hvoraf den mellemste er psykisk udviklingshæmmet. Familien bor nær Give.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce