Annonce
Fredericia

Politikere om to nye direktører til millionlønninger: - Vi har lyttet til ansattes kritik

For under et år siden besluttede et enigt byråd en lynhurtig ændring af den kommunale organisation. Medarbejderne blev hørt, men fristen var urimelig kort, genlød det fra alle medarbejdergrupperne. Nu står det klart for politikerne, at der sker alt for meget i en kommune som Fredericia til kun at have en direktør i spidsen. Kommunaldirektøren får nu to direktører at samarbejde med. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Massiv kritik fra medarbejderne under de seneste budgetforhandlinger viste behov for mere strategisk ledelse, mener byrådets partier. Blot et år efter kommunen gik fra tre til en direktør, skal der igen ansættes to direktører. Det var et forsøg værd, men Fredericia har alt for mange store opgaver foran sig til blot en direktør, vurderer politikerne.

Fredericia: 17. december 2018 udsendte byrådet en pressemeddelelse om, at man havde vedtaget en ny koncernmodel for Fredericia Kommune.

Det indebar blandt andet, at kommunaldirektøren skulle stå alene i spidsen for den 4000 mand store organisation i samarbejde med en række koncernchefer. For en uge siden dumpede samme partier til dels modellen og besluttede at ansætte to koncerndirektører. Det udløser en lønudgift på over to millioner kroner.

I dag erkender flere politikere, at beslutningen sidste år blev truffet lidt vel hurtigt.

- Det gjorde vi måske, men omvendt synes jeg, at det er godt, at vi nu reagerer hurtigt. Vi har ikke mindst lyttet til medarbejderne, som pegede på kritik af ledelsen under budgetforhandlingerne. Det var en kritik, der var hårdere, end jeg har set i de 10 år, jeg har været i byrådet. Det skulle vi reagere på, og det betød, at vi allerede i budgettet afsatte 1,5 mio. kroner til mere ledelse, siger Susanne Eilersen (DF).

Peder Tind (V) er enig. Kritikken fra de ansatte var markant og krævede handling.

- Samtidig har vi vedtaget et ambitiøst budget med masser af store opgaver. Vi kræver, at budgetterne SKAL holde. Vi vil ikke overraskes en gang til af, at vi skal ud at finde 55 mio. kroner for at få budgettet til at hænge sammen. Det kalder på ekstra strategisk ledelse, mener Peder Tind (V).

Cecilie Roed Schultz (EL) ærgrer sig over, at modellen ikke viste sig at holde.

- Jeg er selvfølgelig rigtig træt af, at vi har brugt penge på at få hjælp til at lave den struktur, som vi nu ændrer, fordi den ikke fungerer i praksis i vores kommune. Jeg synes, at det er godt, at vi forsøgte, men kun én direktør kræver en kommune, hvor der ikke sker de store forandringer. Sådan en kommune er Fredericia bare ikke, siger hun.

Annonce

Uro blandt de ansatte

Da politikerne for et år siden traf beslutning om at omorganisere kommunen, vakte det uro og kritiske høringssvar fra medarbejderne. Man følte, at modellen blev sat i spil alt for hurtigt og med meget kort høringsfrist for de ansatte.

- Skulle I have lyttet mere til medarbejderne?

- Jeg synes ikke, at det handler om, hvad vi skulle have gjort, men om at se frem. Vi har handlet nu og styrker ledelsen, og det har medarbejderne reageret positivt på. Det, synes jeg, er det vigtigste, siger Peder Tind.

Susanne Eilersen havde håbet, at modellen kunne have fungeret. Den betød en besparelse på lønkontoen for den øverste ledelse.

- Jeg var glad for, at vi kunne spare på det øverste ledelseslag, for jeg mener, at lønningerne er stukket af. Vi har intet at skulle sige til lønningerne på direktionsniveau, fordi det er lagt fast i overenskomst mellem KL og juristforbundet DJØF, siger hun.

Den kommende lønsum til direktørerne bliver på over to millioner kroner.

Da den nye model blev meldt ud, stod det klart, at det ville medføre en besparelse på otte mio. kroner. Nu er der afsat ekstra 1,5 mio. kroner til ledelse. Det skal dække udgiften sammen med en besparelse på en stilling som børne- og ungechef. Den stilling er vakant, fordi Anders Axø er gået på pension.

Konsulentråd holdt ikke

Byrådet havde engageret konsulentfirmaet Muusman til at rådgive i forbindelse med den nye organisationsmodel. Muusman pegede på en koncernmodel med kun en direktør i spidsen.

- I har brugt penge på konsulentydelsen, er det spildt?

- Det mener jeg ikke. Vi havde en god proces, hvor vi fik drøftet, hvordan vi sikrer, at der samarbejdes på tværs i kommunen. Den kurs holder vi fast i med koncernmodellen, men har nu blot måttet sande, at den skal justeres, for at vi kan løse alle de store opgaver, som vi står foran, siger Susanne Eilersen.

Cecilie Roed Schultz er enig:

- Hvis vi skal lykkes med alt det, vi har besluttet, så er der nødt til at være en, der har det som sin opgave at have overblik og følge disse tiltag. Kommunaldirektøren har det sidste år haft det ansvar helt alene. Men i en kommune som Fredericia, hvor der ændres og investeres på rigtig mange fronter, så er det umuligt at være lige opmærksom på alt, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Meningerne er delte: Diskussion om ny bro over Lillebælt optager læserne

Annonce