Annonce
Kolding

Politikere pumper 82 millioner i nye investeringer: Især Koldings midtby får et kæmpe løft

Koldings midtby står overfor et kæmpemæssigt løft takket være coronakrisen. Nu er de første 25 ekstraordinære millioner kroner på vej ud at arbejde for en smukkere og hyggeligere bymidte. Arkivfoto: Jacob Schultz
Især Koldings midtby får et kæmpemæssigt løft, og også Christiansfeld, Lunderskov og Vamdrup kan glæde sig til nye tiltag og forbedringer. 15,6 millioner til ny Borchs Gård.
Annonce

Kolding: Midtbyen i Kolding, Vamdrup, Lunderskov, Christiansfeld og et par landsbyer får nu en kæmpemæssig saltvandsinsprøjtning i form af ekstraordinære investeringer for i hvert fald 82 millioner kroner.

Alle byrådets partier indgik nemlig i fuld enighed fredag formiddag en aftale om at pumpe de mange millioner ud i renoveringer, bygningsvedligehold og nye anlæg, der ellers ikke var sat penge af til på budgettet i år. Investeringerne kan kun lade sig gøre, fordi Folketinget har ophævet kommunernes anlægslofter for at beskytte arbejdspladser i coronakrisen.

Alene til Koldings midtby er der 25 millioner kroner på vej til nye grønne oaser, tre legestationer på blandt andet Vestertorv, nye bænke, friske træer - alt sammen i overensstemmelse med bydesignmanualen - og tre millioner kroner skal bruges til at gøre Søndergade Syd grøn og indbydende.

Og så går årtiers drøm om at få en ny Borchs Gård endelig i opfyldelse. Alene til det projekt har politikerne sat 15,6 millioner kroner af.

De mange forskellige arbejder går i gang snarest og de største fortsætter ind i 2021.

Pengene

  • Byrådets partier har indgået aftale om ekstraordinære investeringer for i første omgang 73,8 millioner kroner.
  • Pengene kan lånefinansieres, og det gør Kolding Kommune.
  • De cirka fem millioner kroner, som skal afdrages årligt, hentes i en rådighedspulje på 44 millioner kroner, som ikke er øremærket til andre ting.
  • Investeringerne for 73,8 millioner kroner medfører afledte årlige driftsudgifter for kommunen for cirka en halv million kroner.
Annonce

Kino i Vamdrup

Med de nye muligheder for at investere sætter politikerne to millioner kroner af til Kino- og biblioteksprojektet i Vamdrup, og samme beløb er der til Lunderskov, så arbejdet med at renovere Storegade og Torvet kan fortsætte. I Christiansfeld rykker den forfaldne bro over omfartsvejen nærmere på en renovering.

Og så er der ellers sat penge af at forbedre indeklima og udearealer på både børne- og seniorområdet, blandt andet får Dalby skole 750.000 kroner til sine udearealer.

På fritidsområdet er der mere end seks millioner kroner til næste etape af facaderenoveringen af idrætsbygningen i Brostræde, og der gennemføres en række småprojekter - blandt andet i hallerne i Sdr. Bjert, Lunderskov og Hejls.

Desuden kan beboerne i Hyttebyen se frem til at få renoveret og fornyet deres små hjem for 2,8 millioner kroner, og så skal der bygges en bro hen over åen, som forbinder SDU og IBA. Det er der sat tre millioner kroner af til, og dertil kan bilisterne i Kolding glæde sig til grøn bølge .

Derudover skruer politikerne op for vedligehold af de kommunale bygninger for små 10 millioner kroner.

Annonce

Optimisme

Borgmester Jørn Pedersen (V) siger, at politikerne med deres aftale både ønsker at understøtte beskæftigelsen, men også og ikke mindst at skabe optimisme og tro på bymidten.

- Vi tror på, at det vi gør nu, skaber rammerne, der kan være med til at vende udviklingen i midtbyen. Vi har jo allerede lavet et kæmpe forarbejde for at finde ud af, hvad der skal ske. Og de beslutninger, vi har truffet nu, afspejler de anbefalinger, vi har fået. Vi er Vestdanmarks næststørste detailhandelskommune, og det sender vi et klart signal om her, siger Jørn Pedersen.

Borgmesteren oplyser, at politikerne nu fortsætteser deres drøftelser om endnu flere nye investeringer - blandt andet området omkring Kolding Stadion, infrastruktur og parkering i campusområdet og rundt om havnen - herunder nyt p-hus ved SDU. Et servicehus i midtbyen med offentlige toiletter og andre funktioner er også med i overvejelserne.

Byrådet skal godkende den store anlægsaftale på sit møde i næste uge, og så sættes projekterne i gang.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce