Annonce
FERIE I DANMARK

Populær forfatter til vandrebøger: - På vandreturen er der plads til bare at være

- Der er et udtryk på engelsk, der hedder the trail provides. Jeg syntes, at det var latterligt i begyndelsen af turen. At det var sådan en hippieagtig indstilling. Men henadvejen fandt jeg ud af, at der kommer det, som du har brug for. At ting løser sig, siger GItte Holtze. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Ting løser sig altid. Efter fem måneder og over 4000 kilometers vandring på The Pacific Crest Trail gennem skove, floder og ørken rejste Gitte Holtze hjem med ydmyghed, tillid og plads til tankerne. Hun er ikke længere helt så hellig som dengang, men hun ved stadig, hvad der gør hende glad. Sådan helt rigtig glad indeni.
Annonce

En dag regnede det, så Gitte Holtze var helt mudret og gennemblødt. Og i det dårlige vejr ønskede hun, at solen brød frem og tørrede den evindelige regn. Men det skete ikke, så hun slog lejr for natten, hvor hun var. Også selv om det var ved siden af en amerikaner, der var i vildmarken for at skyde kronvildt.

- Det var ikke lige det fedeste sted at slå lejr, men jeg var nødt til det. Og da jeg sidder der helt våd og mudret, kigger amerikaneren ud på mig fra sit telt og spørger, om jeg ikke vil varme mig ved hans varmeovn og få tørret tøjet. Tænk, at der findes mennesker, der er så venlige. Det var ikke sådan, jeg havde regnet med, at møgdagens problemer skulle løse sig, men det var sådan det blev. Og det var fantastisk, siger Gitte Holtze og fortæller om vendingen, der oversat til dansk betyder: At stien giver.

- Der er et udtryk på engelsk, der hedder the trail provides. Jeg syntes, det var latterligt i begyndelsen af turen. At det var sådan en hippieagtig indstilling. Men hen ad vejen fandt jeg ud af, at der kommer det, som du har brug for. At ting løser sig. Men ikke altid, som man forestillede sig. Det giver vildt meget ro at tænke sådan. Da jeg kom hjem fra vandringen, var min far stadig død. Jeg havde stadig ikke et fast job eller en kæreste, men min indstilling var helt anderledes til mit liv, siger hun.

I forbindelse med sin nye bog, “Gå langt”, der er en guide til forberedelse af vandreture, beskæftiger hun sig også med det åndelige og filosofiske aspekt af vandringer, både de lange og de korte, daglige gåture i skoven. For naturen indgyder ydmyghed og tillid, og bevægelsen af benene giver plads til tankerne. Det oplevede Gitte Holtze på sin fem måneder lange vandring alene i USA.

Man behøver ikke gå flere tusind kilometer for at få noget ud af naturen, mener Gitte Holtze. De daglige gåture kan også klare hovedet. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Annonce

Naturens storhed

- I begyndelsen var der meget praktisk, der fyldte. Hvad gør jeg med vand og mad? Hvordan klarer jeg ørkenen og klapperslangerne? Hvornår holder min ankel op med at gøre ondt? Men da jeg fandt rytmen i vandringen blev der plads til bare at være. Der var tid til tankerne og til at lade det, der kommer, komme frem. Men det behøver man ikke vandre i fem måneder for at opnå. En tur i skoven kan også gøre, at man slipper to-do-lister, støj og alt det, man skal huske. Jeg gik meget alene, og det havde stor betydning, at jeg kunne være alene med mine tanker.

- Det kan være skræmmende, for jeg tror, at mange mennesker ikke mærker i hverdagen, hvad der gør dem glade. Hvad de vil. For hvad nu, hvis man ikke gør det rigtige? Så er det nemmere at bedøve sig med noget Netflix om aftenen. Men sker der noget vildt, som sygdom eller død, tager man livet op til refleksion. Og det var der plads til, når jeg ikke skulle andet end at gå mod nord, siger hun.

Undervejs fik hun også oplevelser af naturens storhed. Af at være en lille prik på Jordens uendelige historie. Og det gjorde hende ydmyg at møde klipper, der var formet gennem millioner af år. Barsk ørken, rivende floder, tusind kilometer af skov.

- Man mærker, at man er meget lille i den kæmpestore natur. Den følelse kunne jeg godt lide. At hele verden ikke drejer sig om mig. Det er et ret sundt perspektiv at få ind. Hvad betyder 80 år på Jorden i forhold til millioner af år? Måske skulle jeg nå at få noget ud af den korte tid, jeg er her. Så det forsøger jeg at gøre. Jeg er ikke så hellig og irriterende mere. Men jeg ved, at det ikke er nye sko til 3000 kroner, der gør mig lykkelig. Jeg ved, hvad det reelt er, der gør mig glad, siger Gitte Holtze.

Annonce

I filosoffernes fodspor

Når man vandrer, bevæger man sig langsomt gennem landskabet. Så der er tid til at lugte, høre og føle omgivelserne. Men der sker også ting i hjernen. Glædeshormoner bliver udløst, og det mærkede Gitte Holtze især, da hun kom hjem fra vandringen.

- Da jeg ikke længere bevægede mig 12 timer om dagen, blev jeg nærmest deprimeret. For man får en endorfinfølelse af at gå så langt, siger hun.

Men der sker også noget andet og mere uforklarligt.

- Vi kender jo alle sammen det med, at vi ikke kan styre vores tanker. Men når man går, så sker der noget med tankerne. Du får ikke kontrol over dem, men der kommer det frem, der skal. Ting falder på plads. Jeg bruger det også nu, hvis jeg er gået i stå med mit arbejde. Ting, som jeg også kunne tænke over ved arbejdsbordet, falder bedre på plads, hvis jeg går. Jeg kan ikke forklare hvorfor. Men der er mange filosoffer, der beskriver, at de bruger det at gå, siger Gitte Holtze og henviser blandt andet til Søren Kierkegaard, der engang skrev:

“Jeg har gået mig mine bedste tanker til. Og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den.”

Gitte Holtze har skrevet bogen "Gå langt", der er en guide til forberedelse til vandreturene. Foto: Forlaget Momenta
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Messerschmidts kristendom

Fredericia

Lille teater foreslår bofællesskab: Nyt Fredericia Teater bør være to scener

Fredericia For abonnenter

Derfor bliver Fredericia Teater et spillested: En sikker trumf i en usikker tid

Annonce