Annonce
Fredericia

Poser med fordærvet kød og børnetøj efterladt i vejkant: - Det er noget frygteligt svineri

Sådan så skraldet, som Rickey Johnsen samlede sammen, ud. I poserne var der blandt andet madrester, tøj og cigaretter. Foto: Rickey Johnsen
Flere gange har Rickey Johnsen fundet henkastet affald i store plastiksække i naturen ved Herslev. Seneste gang var i lørdags, hvor syv poser med tøj, mad og emballage var efterladt på Højrupvej.

Herslev: Flere store plastiksække fyldt med tøj, mademballage og fordærvet kød, der var efterladt på begge sider af vejen på Højrupvej syd for Herslev.

Det var det syn, der mødte Rickey Johnsen, da han lørdag morgen kørte sin hustru på arbejde.

Da han kom hjem, spændte han derfor en trailer bag på bilen og kørte ud for at hente det henkastede affald, der talte i alt syv sorte og gennemsigtige sække. Derefter besluttede han sig for at rode skraldet igennem for at se, om skraldet kunne afsløre, hvem der havde efterladt det i naturen.

- Jeg synes simpelthen, det er noget forfærdeligt svineri. Det sker ugentligt, at der er nogle, der har smidt noget. To dage senere var der nogle, der havde smidt en fryser, men når der heller ikke står nogen adresse på den, er det svært at komme efter folk, siger Rickey Johnsen.

Annonce
Der var i alt syv affaldssække, der var efterladt i vejkanten på Højrupvej. Foto: Rickey Johnsen

- Det skal bare stoppes

I løbet af den seneste måned er der efterladt møbler og flere hvidevareprodukter på parkeringspladsen ved hundeskoven i Randal.

Det er også langtfra første gang, Ricky Johnsen finder efterladt affald i det fri omkring Herslev. Selvom han denne gang ikke fandt noget bevis for, hvem der havde efterladt affaldssække, mener han at vide, hvem der har smidt det ved vejen.

Han har to gange tidligere fundet tilsvarende indhold i henkastet affald, og dengang fandt han papirer med navn og adresse, der afslørede ejeren. Han tog derfor kontakt til vedkommende, og politiet blev ifølge Rickey Johnsen også involveret. Denne gang var det samme type affald, som han fandt de første gange, men da der ikke blev fundet noget navn blandt skraldet, gik han ikke videre med sagen.

- Jeg bliver nogle gange kaldt en politimand, men det tager jeg gerne på mig. Når noget er forkert og går ud over andre på grund af ligegyldighed, kan jeg ikke have det, siger han.

Efter at have sorteret i affaldet blev en del af det brændt, mens metal, glas og plastik blev sorteret, fortæller Rickey Johnsen. Han håber, folk vil tænke sig mere om og i stedet aflevere deres affald på en genbrugsplads.

- Vi har et udmærket affaldssystem i kommunen og i Danmark, hvor man har mulighed for at komme af med stort set alt. At man er er så doven og ligeglad, at man ikke gider bruge det, har jeg ikke noget til overs for.

- Det skal bare stoppes, slutter han.

Sådan så det ud på Højrupvej mellem Højrup og Herslev lørdag morgen, inden Rickey Johnsen hentede en trailer og fjernede sækkene fra vejkanten. Foto: Rickey Johnsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce