Annonce
Vejle

Positiv status efter knap en måned: Plejehjem satte coronavirussen skakmat

Efter udbruddet af coronavirus på Plejecenter Holmegården blev etagen, hvor de smittede bor, isoleret med alle beboeree. Arkivfoto: Mette Mørk
Tre beboere på Plejecenter Holmegården blev i slutningen af marts testet positive for coronavirus. Siden er det lykkedes at inddæmme smitten, så ikke flere er blevet syge.
Annonce

Vejle: Flere plejehjem rundt i landet er hårdt ramt af coronavirus. Mange beboere er smittede, og enkelte steder er op til flere håndfulde døde.

Så slemt er det heldigvis ikke gået på Plejecenter Holmegården ved havnen i Vejle, der for knap en måned siden kunne konstatere, at tre af de ældre var smittede med sygdommen.

Ingen er siden testet positive med Covid-19. Det fortæller velfærdsdirektør Anne Mette Lund, Vejle Kommune.

Ifølge hende er cirka 10 medarbejdere blevet undersøgt sammen med i alt fem beboere.

- Jeg ved, at de mange andre steder er hårdt ramt, og det er klart, at man frygter sådan en situation. Det lader imidlertid til, at det er lykkes for os at inddæmme smitten. Det er meget positivt, siger Anne Mette Lund.

Jeg glæder mig over, at vi ikke har mange smittede. Jeg kender for eksempel slet ikke til tilfælde inden for handicap- og psykiatriområdet.

Anne Mette Lund, velfærdsdirektør

Annonce

Ukendt smittekilde

Efter udbruddet af coronavirus på Plejecenter Holmegården blev etagen, hvor smitten var konstanteret, isoleret med alle sine beboere.

Samtidig kom personalet på afdelingen ikke andre steder i huset, og alt blev gjort ekstra rent.

Smittekilden er fortsat ukendt trods flere forsøg på at finde den. Blandt andet med hjælp fra ledende overlæge på afdeling for infektionssygdomme på Vejle Sygehus Thomas Sydenham Vognbjerg.

På nuværende tidspunkt er en af beboerne på Holmen 18 stadig smittet.

- En er fortsat smittet og er isoleret på plejecentret, oplyser velfærdsdirektøren.

Annonce

Få syge borgere

Kort efter de tre beboere testede positivt for coronavirus, døde den første borger i Vejle Kommune med sygdommen. Det er uoplyst, om der var tale om en af tre plejehjemsbeboere.

Ganske få er syge blandt de borgere, der modtager hjælp fra Vejle Kommune eller bor på et af de kommunale bosteder. Ifølge Anne Mette Lund er der tale om de tre beboere på Holmegården plus fire i eget hjem, der får hjemmehjælp af en privat leverandør.

- Jeg kender ikke deres helbredsmæssige status, men jeg glæder mig over, at vi ikke har mange smittede. Jeg kender for eksempel slet ikke til tilfælde inden for handicap- og psykiatriområdet, siger Anne Mette Lund.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce