Aabenraa: På Rigshospitalet i København elsker læger og sygeplejersker hende for hendes gode humør og positive sind.
Selvom hun bliver stukket i armen hele tiden, så lægerne kan få en blodprøve, så siger hun ikke av, og selvom hun er meget syg af leukæmi, så tager hun sig sammen, når lægerne kommer ind på stuen for at gøre deres arbejde nemmere.
- Hun er meget kendt på Rigshospitalet, og de synes, hun er fantastisk, fortæller far Mark Mortensen om sin 17-årige datter, som er født med Downs Syndrom.
Kognitivt er hun derfor kun som en pige på seks til syv år, men alderen på papiret siger noget andet, og det får i de næste to år store økonomiske konsekvenser for familien på fire i Aabenraa.
Mark Mortensen og hans kone Sisse skal nemlig hver tage et års orlov for at tage sig af Freja, som i to år skal i behandling på Rigshospitalet for sin leukæmi. Det betyder en nedgang i løn, som familien godt ville kunne klare, men når Freja i november fylder 18 år, bliver hun defineret som voksen, og så er der kun meget lille økonomisk hjælp at få for familien. Deres opsparing til nyt tag og to efterskoleophold til Freja og lillesøsteren Sif var i fare, indtil en ven i sidste uge smed et opslag op på Facebook.
Overvældede og rørt
Vennen Dan Colmorn opfordrede til at støtte familien med et beløb, og den opfordring gik lige i hjertet på mange, for på et par timer var der samlet over 30.000 kroner, og på en uge er indsamlingen tæt på at runde de 80.000 kroner.
- Når vi ser den her opbakning, så kan vi se, hvor har hun rørt mange hjerter. Vi kan se på navnene, at det er Frejas venner fra børnehavetiden, det er Sifs klassekammerater, gymnaster fra mit hold, mange vi ikke har ikke set i lang tid, og så er der nogen, vi slet ikke kender. Vi er meget overvældede og rørt. Nu behøver vi ikke bruge kræfter på store økonomiske spekulationer midt alle de andre spekulationer, der er, når man står i en familiekrise med ens barn, der er blevet syg, siger Mark Mortensen.
Han kalder sig selv og sin kone for ressourcestærke forældre, da de har gjort hinanden stærke gennem de situationer, de har stået i gennem årene. Freja er nemlig også født med en hjerteproblematik og måtte igennem en stor hjerteoperation som lille. Det og hendes handicap har betydet, at forældrene har skullet lære nye ting hele tiden, træne meget med hende, lære hende tegn til tale og lege sygehus, så hun var forberedt på, hvad der skulle ske.
En øjenåbner
Derfor kom løvemoren op i mor Sisse, da Freja i efteråret igen blev syg. Hun mente, at denne her udfordring kunne familien også godt klare uden hjælp, mens Mark godt kunne se idéen i en indsamling. Oplevelsen har derfor også været en øjenåbner for familien om at bede om hjælp, når livet byder på svære udfordringer.
- Min kone er så stærk og synes, at en indsamling var tiggeri. Vi kunne jo godt komme igennem det her ved at spare i hverdagen og låne i banken til at have en normal hverdag og give pigerne det efterskoleophold. Så der har været mange ambivalente følelser i det her for os. Men da vi blev enige om, at pengene fra indsamlingen skulle gå til efterskoleopholdene, var hun også med på idéen, fortæller Mark Mortensen.
Hjælpen er nemlig allerede strømmet til familien i en sådan grad, at der ikke var flere praktiske ting, hvor familien havde brug for ekstra hænder. Derfor syntes Mark, at en indsamling var en måde, hvorpå alle dem, der gerne ville hjælpe, kunne gøre det ved at få pigerne på efterskole.
- Vi har de første 100, som har tilbudt deres hjælp. Venner har slået græs, lavet mad, kørt os til København med en sløj feber- og kvalmeramt Freja, så vi kunne koncentrere os om hende på turen, og de har også kørt Sif derover på weekendtur, så hun kunne være sammen med os, mens vi var indlagt på Rigshospitalet. Vi er beærede over al den hjælp, vi er blevet tilbudt, og det er fantastisk at opleve, hvordan folk har prøvet på at hjælpe os, siger Mark Mortensen.
Pengene er øremærkede til pigerne
Allerede i begyndelsen af ugen tog familien kontakt til efterskolen for at tilmelde Sif. Det store spørgsmål er nu, om Freja kan komme afsted, da hun først er færdig med sin behandling som 19-årig. Plan B er at bruge pengene på et højskoleophold i stedet for.
- I respekt for dem, der har givet penge, er de øremærkede til, at pigerne kan komme på efterskole. Det koster jo mellem 70.000 og 80.000 kroner for et år, og det var der, vi ville have sparet. Giverne ved derfor, hvad deres penge går til, og at de gør en forskel, for det ophold er det, vi gerne vil give dem, og det kan vi nu, siger en glad Mark Mortensen.
Mark MortensenVi er beærede over al den hjælp, vi er blevet tilbudt, og det er fantastisk at opleve, hvordan folk har prøvet på at hjælpe os.