Annonce
Trekantområdet

Postkort til fremtiden: Det vil 60 børn gerne bevare

Drinor Thagi og Augusta Wagtberg Hansen, begge 11 år, har skrevet på hver deres postkort, at de gerne vil have bevaret henholdsvis Ragnarok Skatepark og solen. Foto: Anders Kynde
Ragnarok Skatepark, Fårup Sø, Kollerup Kirke, Grangaard eller Dinosaurer-kløften i Jelling Skov. 60 skoleelever har givet forskellige bud på, hvad der skal bevares i fremtiden.

Jelling: - Kære Fremtid. I skal arve Ragnarok Skatepark af mig. Det er en sej skaterpark i Jelling med en masse ramper. Jeg har selv kørt der med mine søskende og mine venner.

Ordene kommer 11-årige Drinor Thagi, som har suppleret teksten med et billede af Ragnarok Skatepark. Sammen sine jævnaldrende kammerater på 5. årgang på Bredagerskolen har han skrevet et postkort.

Men det er ikke et hvilket som helst postkort. Det er et postkort til fremtiden. Her beskriver de hver deres ønsker om at bevare alt fra lokale, nære områder til større ønsker om at bevare solen, naturen og jordkloden.

- Jeg synes, Ragnarok skal bevares, så I også i fremtiden kan køre rundt med jeres venner, jeres søskende og jer selv. Man kan altid få noget sjovt ud af at være der både store og små. Man får frisk luft og bevæger sig. Det bliver ved med at være vigtigt, står der desuden i postkortet fra Drinor Thagi.

Annonce

Solen har en rigtig stor betydning for mig, for jeg ved, at den har været der, lige siden jeg blev født og længere endnu, ja, før at Harald Blåtand blev til, og det er altså lang tid.

Augusta Wagtberg Hansen, elev på Bredagerskolen

På linje med Colosseum og Stonehenge

De 60 postkort har hængt på stativer foran Den Jyske Sparekasse de sidste par uger. Her vil de – afhængig af vejr og vind – være frem til udgangen af november.

Men hvorfor skriver et brev til fremtiden? Det spørgsmål stiller vi videre til foreningen Jelling Heritage, som sammen med byens museum og kirke står bag postkort-udstillingen.

- Visionen er at skabe et tilbagevende kunstspor i Jellings byrum, hvor vi tager udgangspunkt i, at Jelling er et Unesco Site. Det vil sige, at vi bor i en fantastisk by med et flot monumentområde, som samtidig er en del vores allesammens verdensarv - på linje med det berømte Colosseum i Rom eller Stonehenge syd for London, forklarer Flemming Midtgaard fra Jelling Heritage.

Det er planen, at byrummet mindst én gang om året er vært for et nyt kunstspor.

- Det gør, at det dejlige og spændende monumentområde bliver levende med lokale indslag, og hvor lokale aktører giver et nyt ekstra lag ovenpå den historiske dimension, som området i forvejen rummer, siger Flemming Midtgaard.

Augusta elsker solens varme

Mens de fleste elever som Drinor Thagi har fokuseret på, at et lokalt sted skal bevares, har enkelte elever valgt at se på opgaven i et lidt større perspektiv.

Det gælder eksempelvis 11-årige Augusta Wagtberg Hansen. Hun har nemlig skrevet om solen.

- Jeg valgte solen, fordi den er ekstrem vigtig for, at vi kan leve. Hvis ikke den var her, ville alt liv uddø, og det vil jeg helst undgå. Jeg elsker, når man kan ligge på sit håndklæde og mærke dens varme sprede sig i hele kroppen, det er bare dejligt, skriver Augusta Wagtberg Hansen i postkortet.

- Solen har en rigtig stor betydning for mig, for jeg ved, at den har været der, lige siden jeg blev født og længere endnu, ja, før at Harald Blåtand blev til, og det er altså lang tid. Husk nu at passe godt på jorden, naturen og solen. De varmeste hilsner fra Augusta, slutter hendes postkort.

Projektet er støttet af lokale erhvervsdrivende. I løbet af november suppleres udstillingen af modelbyggede verdensarvssteder bygget af asylsøgere fra Røde Kors’ asylcenter i Jelling.

Postkortene er udstillet på pladsen foran Den Jyske Sparekasse. Foto: Anders Kynde
Annonce
Annonce
Fredericia

Christian Jørgensen (V) om FN's verdensmål: Det koster noget at gøre noget, men med måde - ellers får vi gule veste på gaden

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Alarmer kan ikke holde tyvene væk alene - men det kan være et fint bidrag

Annonce