Annonce
Middelfart

Fynsk restaurant blev kimet ned af københavnere efter nedlukning: - Jeg føler ikke jeg kan sige nej til bookinger

Iben Bjørnholm føler ikke, hun kan sige nej til bookinger, selvom kunderne kommer fra København. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Flere danskere lader til at trodse opfordring om ikke at krydse kommunegrænser for at gå ud at spise.

Mandag præsenterede regeringen skærpede restriktioner, der blandt andet betyder, at caféer og restauranter må lukke ned i 38 kommuner. En lang række restauranter i resten af landet må dog fortsat holde åbent.

Det har fået nogle danskere til at søge ud af de restriktionsramte kommuner og ind i nabokommunerne, når de skal ud at spise. Det skriver TV2.

Holms Restaurant i Middelfart Kommune, der ikke er omfattet af strammere restriktioner, blev kimet ned mandag særligt af personer fra hovedstadsområdet.

Det fortæller ejer Iben Bjørnholm til TV2.

Restauranten modtog 52 bookinger mandag. På en almindelig mandag modtager de omkring fem bookinger.

- Jeg føler ikke, jeg kan (sige nej til bookinger, red.). Hvis de ikke er smittede, er de alle sammen velkomne, siger Iben Bjørnholm til tv-stationen.

Restauranten fik 52 henvendelser umiddelbart efter pressemødet mandag. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen

På mandagens pressemøde, hvor nedlukningen af de 38 kommuner blev annonceret, opfordrede Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, ellers kraftigt til, at man ikke krydsede kommunegrænserne.

- Bor man i en af de 38 kommuner, bør man tage sine restriktioner med sig, hvis man krydser til en af de 60 kommuner, som ikke er omfattet, sagde han på pressemødet og kom med et eksempel:

- Hvis man bor i Aarhus og er træt af, at Moesgaard Museum er lukket, så tager man altså ikke til Randers og går i Randers Regnskov.

Nedlukningen gælder særligt kommuner omkring København, Odense og Aarhus.

Mandag sagde rigspolitichef Thorkild Fogde, at det blot er en anbefaling at følge restriktioner i egen kommune. Det er dermed ikke strafsanktioneret.

De nye restriktioner gælder indtil videre fra 9. december til og med 3. januar.

Hvis ikke kunderne er smittede, så er de velkomne i restauranten i Middelfart - også selvom de kommer fra København. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Middelfart For abonnenter

Mandesex i skoven kan handle om uforløste fantasier i parforholdet: - Det kan være svært at tale med sin partner om, hvad man har lyst til

Annonce