Annonce
Trekantområdet

Provsten i Vejle: Umuligt at nå andet end aflysning

Provst Dorte Volck Paulsen fik travlt på den forkerte måde med juleforberedelserne, da aflysningerne af gudstjenester begyndte at tikke ind onsdag aften. Arkivfoto: Mette Mørk
Provst Dorte Volck Paulsen mener stadig, at det var forsvarligt at gennemføre julens gudstjenester. Men hun synes også, der var behov for klare meldinger, og nu blev varslet så kort, at det kun kunne blive aflysninger.

Vejle: Noget af en nedtur.

Sådan beskriver provst i Vejle Provsti, Dorte Volck Paulsen beslutningen om at aflyse juleaftens gudstjenester.

- Det er svært at være kirke under disse vilkår. Jeg håber, det her bliver en enestående jul, siger hun med ønsket om, at det aldrig sker igen.

Alle kirker i Vejle Kommune, inklusive dem på Giveegnen, der ligger i Grene Provsti, har aflyst julegudstjenesterne den 24. december. Det er nok også den, der vil blande flest folk fra forskellige egne af landet.

De planlagte gudstjenester frem til og med 3. januar er også aflyst de fleste steder. Nørremarkskirken i Vejle og Nørup Kirke holder andagter, og flere steder arbejder man på digitale tilbud. Nogle steder kan man komme i kontakt med en præst, eksempelvis i Hvejsel, kan præsten nås via telefonen, Mølholm og Engum. Andre steder er kirken åben for en andagtsstund. Det gælder Jelling og provstens egen kirke i Vejle, Sct. Johannes.

Annonce

Er tilstede i sin kirke

- Jeg holder kirken åben og vil være tilstede i præstekjole i den tid, hvor der var planlagt gudstjeneste, siger Dorte Volck Paulsen.

Hun mener fortsat, at det med de seneste stramninger fra i mandags var forsvarligt at gennemføre gudstjenesterne.

- Det kunne sagtens fungere på de tidligere betingelser. Men når vi klokken 20-21-stykker om aftenen før modtager nye restriktioner, så bliver fristen så kort, at vi ikke kan nå at tilrettelægge noget ordentligt, når gudstjenesten pludselig kun må vare 30 minutter i stedet for 50 og skal være uden sang, siger provsten.

Hun mener ikke, at indsamlingen af underskrifter om aflysning af gudstjenester har haft indflydelse på sundhedsmyndigheder og biskoppers linje. Det har mere været en generel utryghed og fornemmelse af, at der måske var noget nyt på vej efter opdagelsen af endnu en ny corona-version i England. Hun er glad for, at biskopperne sammen med foreningerne for præster, provster og menighedsråd er gået sammen om en fælles udtalelse.

Annonce

Dobbeltbudskab fra biskopper

- Den er ganske vist lidt dobbelt i sit indhold. Man siger på den ene side, at det på visse betingelser er muligt at holde gudstjenesterne, og på den anden side lader man det være en lokal beslutning. Jeg tror, at biskopperne har villet sige noget forskellige afhængigt af smittetrykket i deres område. Men jeg er glad for, at det er endt med en fælles udtalelse.


Det kunne sagtens fungere på de tidligere betingelser. Men når vi klokken 20-21-stykker om aftenen før modtager nye restriktioner, så bliver fristen så kort, at vi ikke kan nå at tilrettelægge noget ordentligt, når gudstjenesten pludselig kun må vare 30 minutter i stedet for 50 og skal være uden sang.

Dorte Volck Paulsen, provst over Vejle Provsti


Dorte Volck Paulsen minder om, at vi nu har "tyske tilstande". Tyskerne har længe levet med lukkede kirker. Men situationen er i høj grad ufestlig for de, der har forberedt prædikener eller musik til julehøjtiden, der jo er kirkens "højsæson".

- Men selvfølgelig er der også nogle, der er lettede. Der har været en bekymring hos kirkens personale. Det har jeg forståelse for, og jeg har derfor onsdag aften skrevet ud, at beslutningen var op til de enkelte menighedsråd og præster. Der var ikke noget, der var rigtigere end andet. Alt ville blive accepteret, siger provsten undervejs i nogle travle timer.

Annonce

Jellingpræst: Det blev for dystert

Sognepræst i Jelling Kristian Bøcker er en af de præster, der tydeligt har talt for, at kirkerne skulle lukkes. Han og menighedsrådsformand Jens Maibom udsendte da også allerede onsdag aften meddelelse om, at Jelling følger den nye kurs fra biskopperne.

- Når der overhovedet ikke må synges ved julens gudstjenester, er det rigtigt at aflyse dem. Det ville næsten blive lidt dystre gudstjenester – og stå i modsætning til julens glædelige budskab. Så kan vi have forskelligt syn på, om og hvornår julens gudstjenester skulle være aflyst, men jeg synes, at biskopperne – under stærkt pres – har vurderet helt rigtigt og kommunikeret det godt og hurtigt ud, siger Kristian Bøcker.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Formand for landets intensivlæger: - Børn med corona kan blive efterårets store udfordring

Annonce