Annonce
Fredericia

Rådhus-stillinger nedlægges: 11 medarbejdere er direkte berørt

På Fredericia Rådhus har der været samtale med ansatte, hvis stillinger nedlægges. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
En række stillinger nedlægges på rådhuset, efter at byrådet vedtog budgettet for 2020. 11 medarbejdere er direkte berørt, men det er ikke sikkert, de mister jobbet. I løbet af den kommende måned forsøger kommunen at finde nye funktioner til dem.

Fredericia: 11 medarbejdere på rådhuset og jobcentret er direkte berørt, når der nedlægges stillinger efter byrådets vedtagelse af budgettet for 2020.

Her vedtog politikerne at omprioritere i kommunens budget, så der bliver færre administrative stillinger. Til gengæld sendte politikerne flere penge til blandt andet ældre, børn og udsatte.

- Samlet drejer det sig om 11 medarbejdere alt i alt, som vi enten skal sige farvel til eller forhåbentlig får mulighed for at omplacere, siger Rikke Lykke Ravn, som er HR-chef i Fredericia Kommune.

Medarbejderne, hvis stillinger nedlægges, bliver opsagt ved udgangen af november, oplyser HR-chefen. Men inden en opsigelse leder man efter andre muligheder for medarbejderne. De får en samtale med en leder og en personalekonsulent. De første samtaler foregik torsdag 31. oktober, og mandag 4. november følger de sidste.

- Når vi har haft samtalerne, kigger vi på, hvilke vakante stillinger vi har i Fredericia Kommune. Og så kigger vi på medarbejdernes profiler og prøver at finde nogle andre stillinger til dem i løbet af november. Hvis vi gør det, vil vi ikke opsige dem. Så omplacerer vi dem i stedet, siger Rikke Lykke Ravn.

I processen deltager tillidsrepræsentanter fra medarbejdernes faglige organisationer også, og der er tale om HK, Akademikerne (AC), Socialrådgiverforeningen og fysioterapeutforeningen.

Annonce

Hvordan løses opgaverne nu?

En række af de nedlagte stillinger er direkte nævnt i budgettet. De berørte medarbejdere er de første, som har været til samtaler. Senere følger også samtaler med afdelinger, som bliver berørt på andre måder.

- Når vi nedlægger vakante stillinger, er der afdelinger, som bliver berørt. Så skal man finde ud af, hvordan man løser opgaverne ud fra de mennesker, der er tilbage på afdelingen. Så de medarbejdere bliver indirekte berørt, siger Rikke Lykke Ravn.

Som tidligere nævnt nedlægges der stillinger inden for ledelse, sekretariat, kommunikation, HR, økonomi, Borgerservice, IT, digitalisering og øvrig administration.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Dodo & The Dodos i Eksercerhuset i 2020

Annonce