Annonce
Fredericia

Rådhusansatte er frustrerede over budgetproces: - Vi har reelt været sat uden for indflydelse

Årets budgetproces har givet frustrationer for flere medarbejdere på Fredericia Rådhus, hvilket de giver udtryk for i et høringssvar til politikerne. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Medarbejderne i Fredericia Kommunes afdeling for Politik og Kommunikation kalder årets budgetproces for kritisabelt på flere punkter.

Fredericia: Det er ikke kun borgere, organisationer og de ansatte på velfærdsområdet, der er bekymrede, efter Fredericia Kommune har offentliggjort det såkaldte mulighedskatalog med besparelser, der skal bruges til omprioritering af kommunens budget for de kommende år.

Også de ansatte i kommunens afdeling for Politik og Kommunikation udtrykker i et høringssvar stor frustration over både processen og de nedskæringer, der er lagt op til på deres område.

De kalder forløbet op til offentliggørelsen af de bebudede omprioriteringer for "kritisabelt på flere punkter", og at processen har været opslidende for medarbejderne, hvilket har påvirket projekter og arbejdsopgaver negativt.

De havde håbet, at de kunne være med til at præge udfaldet, men konstaterer, at det ser ud til, at samtlige spareforslag skal gennemføres for at opnå de nødvendige besparelser.

- Virkeligheden er derfor, at vi står tilbage med en følelse af, at der ikke er blevet spillet med åbne kort hele vejen igennem. Vi er frustrerede over processens uigennemskuelighed og oplever, at vi reelt har været sat uden for indflydelse. Vi frygter derfor også, at høringsprocessen ikke vil få betydning for udfaldet, skriver de ansatte i Politik og Kommunikation, der består af Uddannelsescentret i Erritsø plus Kommunikation og Web samt VisitFredericia på rådhuset og Bosætning.

Annonce

Når materialet samtidig bliver behandlet og konkretiseret offentligt i pressen, risikerer konkrete og identificerbare medarbejderes skæbne at blive genstand for offentlig debat. Ud fra et medarbejderperspektiv er det dybt problematisk.

Høringssvar fra Politik og Kommunikation

- Dybt problematisk

I høringssvaret kritiserer de også, at mulighedskataloget er formuleret så konkret, at man ikke er i tvivl om, hvilke medarbejdere der skal spares væk.

- Når materialet samtidig bliver behandlet og konkretiseret offentligt i pressen, risikerer konkrete og identificerbare medarbejderes skæbne at blive genstand for offentlig debat. Ud fra et medarbejderperspektiv er det dybt problematisk, mener Politik og Kommunikation.

Pressechef kan ikke undværes

Det gælder blandt andet stillingen som pressechef, som Pia Becker besidder. Den er foreslået som en besparelse i mulighedskataloget, og det forstår medarbejderne i Kommunikation og Web ikke, hvilket de redegør for i høringssvaret.

De mener ikke, at der i kataloget er der nogen saglig begrundelse for at nedlægge stillingen og gør opmærksom på, at pressechefen i dag er tilgængelig døgnet rundt for at kunne assistere kolleger og politikere.

- Pressechefen løfter tunge kommunikationsopgaver og indgår i teamets øvrige opgaveløsning. Derudover har hun et stort netværk til national presse, som er kommet hele organisationen til gavn, skriver afdelingen, som samtidig spørger, om det er forventningen, at de to tilbageværende kommunikationsrådgivere skal løse pressechefens opgaver ved siden af deres egne opgaver.

Det er nemlig lagt op til, at Kommunikation og Web skal reduceres fra syv til fire medarbejdere. Ud over pressechefens stilling er det planen, at det vakante job som leder af afdelingen nedlægges. Det samme gør sig gældende for stillingen som marketingkoordinator og den ene af de to webmedarbejdere.

Kommunikation og Web er enig i, at lederstillingen kan skæres væk, men foreslår, at de to webmedarbejdere beholdes, men som 30 timers stillinger.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Hvorfor blander DF sig egentligt i regionernes og kommunernes anliggender?

Læserbrev: Dansk Folkeparti mener, at muligheden for betalt orlov til byråds- og regionsrådsmedlemmer skal forbydes. Det er en dobbelt standard, som DF spiller ud med. Det er det, fordi at en DF'er, der er medlem af Folketinget og samtidig er byrådsmedlem, modtager 24 månedslønninger på et år. Komisk. Hvorfor blander DF sig egentligt i regionernes og kommunernes anliggender? Kompetente formænd for regionsrådene og ansvarsbevidste borgmestre må være de bedste til at stramme tøjlerne, hvis orlov er et problem. Sagen er i virkeligheden den, at DF burde kigge på sig selv. Det er udpræget, at DF's folketingsmedlemmer også er valgt til et byråd - også kaldet et dobbeltmandat. For et folketingsmedlem er arbejdspresset på tinge noget, der let sniger sig op på en arbejdsuge med 60 timers arbejde. De betales godt for ulejligheden og trækker samtidig en række frynsegoder. Men når DF-folketingsmedlemmet også er byrådsmedlem, opstår den komiske situation. Der trækkes med store smil løn fra Folketinget samtidig med, at folketingsmedlemmet trækker løn og vederlag fra den kommune, hvor vedkommende sidder i byrådet. At være medlem af et byråd betyder tilstedeværelse i lokalsamfundet ugen igennem, hvad enten det er udvalgsmøder, invitation fra borgere eller interesseorganisationer m.v. Der kræves en arbejdsindsats fra et byrådsmedlem. Når folketingsmedlemmet så samtidig er f.eks. formand for et kommunalt udvalg, viceborgmester m.m., ringer kasseapparatet, og der aflønnes med flere hundredetusinde om året. Det er komisk, at medlemmer af Folketinget normalt kun er til rådighed i kommunen på mandage. Det skal ses i sammenhæng med, at de betales for hele ugen, men maksimalt er tilstede 20 pct. af tiden.

Annonce