Annonce
Trekantområdet

Røgeriet lukker på ubestemt tid for at hindre smittespredning

Ole Bundgaard har lukket butikken på ubestemt tid på grund af smitterisiko i forbindelse med coronavirussen. Nu tilbyder han i stedet onlinesalg. Arkivfoto: Mette Mørk
På ubestemt tid har Røgeriet Egtved lukket ned for salget i butikken. Begrundelsen er smittebegrænsning.

Egtved: Døren til Røgeriet Egtved er låst i øjeblikket. Indehaver Ole Bundgaard har nemlig valgt at lukke butikken på ubestemt tid som følge af coronavirus-situationen lige nu.

- Det er ikke, fordi der ikke kom mange i butikken. For det gjorde der, men jeg har alligevel lukket butikken, for jeg vil ikke være med til, at coronasmitten bliver bragt videre på grund af en leverpostej eller en sandwich, som mange også kom ind for at købe, lyder det fra Ole Bundgaard.

Han fortæller samtidig, at han bestemt er glad for al den opbakning, han har fået fra kunderne, men hele det sundhedsmæssige aspekt vejer tungere end at have mange kunder i butikken. Nu har han sadlet om og har indført onlinesalg.

- Man kan kun bestille via vores hjemmeside, ikke noget med at ringe eller sende sms. Og herefter kan man i bestemte tidsrum komme om til bagdøren og hente varerne, forklarer Ole Bundgaard, der henviser til, at man kan følge med i sortimentet på hjemmesiden, hvor det lige nu er primært tapasplatter, rib eyes, hakket oksekød, frankfurtere, lidt vin, rom og likør man kan bestille.

- Vi er i gang med at udvide sortimentet på hjemmesiden, og jeg regner da med, at vi bliver ved med at have det her onlinesalg, indtil det igen er sikkert at åbne butikken, tilføjer han.

Med lukningen af butikken har Ole Bundgaard taget den beslutning, at sende de fleste af Røgeriet Egtveds ansatte hjem. På den måde bliver de ikke smittet, og så handler det også om at tilpasse sig tiderne.

Derfor er der udover Ole Bundgaard nu kun en af de ansatte på arbejde i denne tid.

Annonce
Jeg vil ikke være med til, at coronasmitten bliver bragt videre på grund af en leverpostej eller en sandwich

Ole Bundgaard, indehaver af Røgeriet Egtved

Nye investorer på banen

I det hele taget er det omskiftelige tider hos Røgeriet Egtved. For udover at navigere i disse her corona-tider, har Ole Bundgaard haft snøren ude, hvor han har fisket efter investorer til firmaet.

- Jeg har søgt efter nye "Løver", der gerne vil lege med mig på Facebook, og det kom der mange henvendelser på, siger Ole Bundgaard.

Lige nu er valget faldet på tre af disse investorer, og de vil i nærmeste fremtid vil blive de nye ejere af Røgeriet Egtved under et nyt setup, hvis altså Ole Bundgaards bank er villig til at acceptere det økonomiske forslag, han har stillet dem.

- Jo, det buldrer faktisk derudaf, og vi er parat til at få det hele bragt i orden. Det eneste, jeg venter på, er svar fra banken, lyder det fra Ole Bundgaard, der både har mange loyale kunder i butikken og en god omsætning, men grundet en ildebrand i 2016 i Bølling Forsamlingshus, hvor han i sin tid holdt til med sit røgeri og en efterfølgende forsikringssag med mange omkostninger, har Røgeriet Egtved hængt med enden i vandskorpen i længere tid. Og derfor har han valgt at søge nye samarbejder og setups, der kan være med til at bevare Røgeriet Egtved.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia For abonnenter

Mystik om søndagens brand i båd - område er lukket af

Annonce