Annonce
Fredericia

Rager op: Kom med op i toppen af Ny Lillebæltsbro

Den Ny Lillebæltsbro fylder 50 år. Hvem har ikke knækket nakken og fra bilen kigget op på de 120 meter høje pyloner? I 2017 tog aivisen turen til toppen. Her ser vi mod Jylland. Den Gamle Lillebæltsbro i baggrunden. Foto: Vibeke Volder
I 2017 møvede tre bropassere og avisen sig sammen i en elevator. Vi steg til vejrs i det ene af de 120 meter høje tårne på den jubilerende faste forbindelse.
Annonce

Lillebælt: De to tårne på Storebæltsbroen er 254 meter høje. Så de tilsvarende såkaldte pyloner på den nu 50 år gamle Ny Lillebæltsbro er jo med deres 120 meter rene undermålere.

Alligevel var det en svimlende oplevelse for avisens opsendte at træde ud på tværribben i toppen af pylonen tættest på Fyn en septemberdag i 2017.

Genlæs historien her:

Det er ikke, at vi sild’er os sammen fire mand i en tønde af en elevator og rasler mod toppen af den 120 meter høje bro. Heller ikke at kvartetten klatrer de sidste 10 meter op inde i betonpylonen.

Nej, det er bevidstheden om, at man stående med et sug i maven ude på den øverste tværribbe på Den Ny Lillebæltsbro stadig kun når den 254 meter høje Storebæltsbro til livet. Den halve himmelfart er dog rigeligt. Fredericia og Middelfart har ingen grund til mindreværdskomplekser.

Den smukke, faste forbindelse mellem byerne og mellem Jylland og Fyn indviet for snart 50 år siden kan stadig ranke ryggen.

Annonce

Lun og hul bro

Broen er et monument over den tids byggekunst og tekniske snilde.

Akkurat som Den Gamle Lillebæltsbro var det i 1935. Den gamle forbindelse øjner man i øvrigt heroppe fra. Selv på en skummetmælksgrå dag, mens fotografen og to ansatte fra Vejdirektoratet og entreprenørfirmaet Arkil - der har opgaven med at passe den 1700 meter lange bro - slentrer lidt rundt heroppe. De tager lige billeder, kigger ned og tjekker bygningsværkets tilstand, nu vi er her.

De gamle, runde nitrogentanke nedenfor på Jyllands-siden ses som et par små kagedåser, og Fredericia skimtes længere væk. Middelfart og Strib er helt tæt på, men i Märklin-størrelse.

Så lille er trådelevatoren fra kørebanerne til toppen af Den Ny Lillebæltsbro. Bygningskonstruktør i Vejdirektoratet, Peter Holt, byder indenfor. Foto: Vibeke Volder

Lige indenfor i den (overraskende lune) hule bropylon, hvor vi er steget ud af elevatoren, ligger det kendte juletræ af stål. Foldet sammen som et vasketøjsstativ. Det kommer op og får lys på et par dage inden 1. søndag i advent, fortæller Tom Hansen.

Sammen med kollegaen, Morten Andersen, står han for det daglige tilsyn med broen:

- Man kan høre, om broen har det godt. Ligesom ens bil. Er der en forkert lyd?

De to garvede driftsassistenter har deres biler og tavlevogne parkeret på Vejdirektoratets materielgård ud til motorvejen i Middelfart. Her findes tillige frokoststue, kontor, værksted og lager med alt lige fra afspærringsudstyr til møtrikker og andre stumper til Den Ny Lillebæltsbro.

- Men broen er godt vedligeholdt, forsikrer Tom Hansen.

Annonce

Altid noget at lave på en bro

Hver morgen foretages en bro-rundering:

Er der gået en pære? Er autoværnet intakt? Er der tabt gods? Fungerer nødstrømsanlægget? Hvor skal der males og bankes, skrues og smøres inde i vejdækket, som er hult og med gennemgående ståhøjde og passage?

Der er altid småreparationer at gå i gang med.

Tom og Morten instruerer desuden eksterne håndværkere såsom elektrikere, fører logbog over opgaver, sikkerhedstjek og broens almene tilstand. De bestiller varer og dele hjem.

Ikke mindst de seks såkaldte dilatationsfuger skal efterses. Det er de riste, man kører over, så det siger drrrrrr! Fugerne er bevægelige og indbygges altid i lange broer, så de kan udvide og sammentrække alt efter vejrlig.

- Hvis man tager samtlige de seks dilatationsfugers små bevægelser frem og tilbage på et helt år og lægger dem sammen i et regnestykke, svarer det faktisk til afstanden fra broen og til Slagelse, fortæller Peter Holt.

Han er bygningskonstruktør i Vejdirektoratet og fagprojektleder med broer som ansvarsområde.

Peter Holt forklarer også, at broen, der blev rejst fra 1965 til 1970, har særlige affugtningsanlæg installeret:

- De sikrer en luftfugtighed, så den ikke ruster inden i, og det var faktisk den første bro i verden, der blev bygget sådan.


Man kan høre, om broen har det godt. Ligesom ens bil. Er der en forkert lyd?

Tom Hansen, Vejdirektoratet, driftsassistent på Den Ny Lillebæltsbro


Tom Hansen beretter, at man fra toppen i godt vejr kan se det paddehatteformede vandtårn nord for Vejle, men dog ikke storebror-broen på Storebælt.

Han holder meget af sit specielle job, og Peter Holt pointerer, at Tom og kollega Mortens kompetencer, erfaringer og opfinderevner er svære at erstatte.

En løsning på problemet med, at elevatorerne i brotårnene kun går fra vejdækket og op - ikke ned - har de dog ikke fundet. Ikke inden for de økonomiske rammer i hvert fald.

- Nej, det er bare på med en rygsæk og ad stigen ned, når der for eksempel skal skiftes en pære, forklarer Tom Hansen:

- Der er fa'me langt ned, og man lærer at huske alt ens værktøj eller bruge noget andet som hammer, hvis den ikke lige kom med.

Den smalle gang inde i den øverste tværribbe på Den Ny Lillebæltsbro. Vi er efter en elevatortur næsten 120 meter oppe, men mangler at klatre nogle meter ad indmurede trin, før en luge til himlen kan åbnes. Der er overraskende lunt og tørt i gangen. Og helt tyst. Foto: Vibeke Volder
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia For abonnenter

Indtørret blod og kødrester på gulvrist: Slagterforretning får to sure smileys i træk og bøder for flere tusinde kroner

Annonce