Annonce
Sport

Rasmus Guldhammer: Ryggen afgør min fremtid

Rasmus Guldhammer satser på kongeetapen til Vejle på fredag. Foto: Scanpix/Henning Bagger.
Vejle-rytteren har stadig smerter i ryggen, og en specialist i København afgør, om han kører videre som cykelrytter.

Vejle: Rasmus Guldhammer skal til undersøgelse hos en specialist i København for at få en klar melding om sin ryg.

Han brækkede ryggen for knap to år siden som afslutning på sæsonen, og selv om han har gjort alt for at blive helt klar, har han stadig store smerter, når han sidder på cyklen.

- Det er ikke lysten til at køre cykelløb, der mangler, men det påvirker mig, at jeg ikke er der, hvor jeg gerne vil være, siger Rasmus Guldhammer.

Han er mærket af skaden, og det er især slemt på enkeltstarten, fordi det gør ondt, når han kører på sin enkeltstartscykel. Det kommer han til at opleve på torsdag i Grindsted under Danmark Rundt.

Rasmus Guldhammer var i udbrud over 150 kilometer i Fyen Rundt i søndags og markerede sig fornemt i den fynske klassiker.

- Jeg havde sat næsen op efter et stort resultat. Først fik Michael Carbel det dårligt, så han faldt fra 50 kilometer før mål, dernæst punkterede jeg 10 kiometer før mål, og hjælpen var frygtelig lang tid om at nå frem, så min rolle i udbruddet var udspillet, siger Rasmus Guldhammer, der fik voldsomme smerter, da man havde kørt 160 af de 202 km i Fyen Rundt.

Han glæder sig til Danmark og især kongeetapen i Vejle på fredag. Her har han ofte markeret sig, men den bedste placering har været en andenplads. Det er stadig hans drøm at vinde på Koldingvej.

- Vi kører for Jesper Schultz i klassementet, og så må vi bare håbe, at vi ikke taber for meget på torsdagens enkeltstart i Grindsted, siger han.

- Vi satser allerede på onsdag på etapen i Silkeborg, hvor Michael Carbel har fine chancer, siger han.

30-årige Rasmus Guldhammers bedste placering i Danmark Rundt er en fjerdeplads.

- Det er ikke lysten til at køre på cykel, der mangler, men jeg har stadig smerter i ryggen.

Rasmus Guldhammer

Annonce
Forsiden netop nu
FC Fredericia

Minut for minut: FC Fredericia havde masser af chancer - men tabte alligevel til gæsterne fra Amager

Annonce