Annonce
Danmark

Redaktøren i den røde stol: Forklædt som dreng

Så har den været i gang et stykke tid. Sommeren, der ud over alle sine herligheder bærer et væsentligt problem med sig; nemlig hvilken slags tøj skal man tage på, når man er mand og gerne vil igennem en dag med temperaturer over 20 grader. Uden at miste sin værdighed.

Det siger sig selv, at habitjakken, de lange bukser og de lukkede sko må give fortabt. Men det kan da ikke passe, at alternativet er en stribet T-shirt, trekking-sandaler og et par cowboybukser, der er klippet af over knæet eller et par færdigkøbte Bermuda-shorts med påsyede kæmpelommer på siderne?

Det er, som om at man fra den ene dag til den anden skifter fra at være en mand i nogenlunde balance med sig selv til at være klædt ud som dreng. Man mangler bare lommekniven og brændglasset og yoyoen - og det er der jo så rigeligt plads til i de store sidelommer, som vi åbenbart kun har brug for om sommeren. Her kunne man også gemme en frø, hvis man skulle være heldig at fange sådan én - eller hvad er det de folk, vi har lagt herremoden i hænderne på, forestiller sig.

Kvinderne har det lettere. De mister ikke værdighed af at tage en let sommerkjole og et par luftige sandaler på. Nærmest tværtimod. De kan oven i købet give den ekstra gas med diva-hatte og Jacqueline Kennedy-solbriller. De kan både gå til fest og på arbejde med samme sikre stil, som de plejer, bare i noget tøj, der er tilpasset sommertemperaturen.

Hvis en mand viser skuldre eller knæ, afleverer han uvægerligt noget af sin autoritet. Man diskuterer bare ikke boliglån eller bilkøb med en spejderdreng i korte bukser, og det ville blive betragtet som en blanding af dårlig smag og ligegyldighed at møde op til bryllupsfest eller begravelse i åbne sandaler og knæbukser.

Ja ja, jeg ved da godt, at der er mulighed for at købe habitjakker med tilhørende shorts. I teorien lyder det da også som den helt rigtige løsning på at holde på værdigheden og samtidig slippe af med varmen. Men i virkeligheden får kombinationen af jakke og shorts de fleste mænd til at ligne en blanding af guitaristen fra ACDC og dr. Livingstone i Congo - uden tropehat.

Personligt har jeg eksperimenteret med et jakkesæt i hør kombineret med en let skjorte i enten hør eller bomuld. Det løser faktisk i nogen grad problemet med varmen. En hørhabit har bare en levetid som et glemt æble i en frugtskål. Efter et par dage krøller den sammen, og på et tidspunkt kan man med rimelighed diskutere, om om ikke den stribede T-shirt og Bermuda-shortsene havde været en bedre løsning.

Men hvad gør man så?

Jeg kender ikke svaret. Og når man kigger ud i sommerlandet, kan man se, at det er der heller ingen andre mænd, der gør. Når alt kommer til at, så står valget stadig mellem at svede eller være klædt ud som dreng.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen. Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op. Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til. Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid? Jeg fortsatte min rundringning. Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling? Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer. Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold. Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt? En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere. Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i? Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen. Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden. Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

112

Brandfolk kører i gamle biler, og nu skal der måske spares endnu mere

Fredericia For abonnenter

Hvad gik galt? Borgmestre bag Trekantbrand deler bekymring over beredskabet og har bestilt analyse

Annonce