Annonce
Livsstil

Redaktørens klumme: Tilbageerobringen

De seneste år er der bagerst i køkkenet pågået en stille krig om de 16 felter i den gamle, hvide Billy-reol, der vist er en af Ikeas topsællerter gennem tiden.

Jeg vil egentlig helst fylde den med bøger, men har velvilligt afgivet tre af felterne til at få samlet familiens brætspil og puslespil. Men så er der alle yngste datters kreating, som i mængde er meget større, end de tuscher, farvekridt og hvidt kopipapir, som hendes storesøster var tilfreds med.

Yngste datter fik allernådigt lov til at få et af rummene i reolen, og jeg måtte pænt fjerne bøgerne efter at have lovet at holde rummet ryddeligt. Eller rettere, jeg lagde dem bare om bag ved rækken med bøger i et af de andre rum i bogreolen. Hvad, jeg så ikke lige havde regnet med, var, at så gjorde yngste datter det samme. Nok ikke i nattens mulm og mørke, men i hvert fald, når jeg ikke bemærkede det.


Og når jeg får tid til det, så skal alle bøgerne arrangeres i farveorden. Det bliver en god dag.


Til gengæld har hun været super skarp til at holde det ene rum med sine kreating ordentligt og hele tiden opdateret med de nyeste kreating. Det er hun så lykkedes med ved at losse alt det gamle om bag mine bøger.

Det fandt jeg ud af forleden dag, da jeg tog en af de tykkeste bøger ud af reolen, og det væltede ud med gamle kreating og endda slikpapir.

Sidste weekend fik jeg tilbageerobret min bogreol, mens hun har fået det gamle, røde Ikea-skab i metal, som kan låses af. Vi har endelig fundet nøglen, der lå i bestikskuffen, så jeg straks kunne finde den. Den blev placeret der i efterårsferien.

Jeg glæder mig dagligt over, at bogreolen igen er fyldt med bøger, mens kreatingene nu er bag lås og slå. Og når jeg får tid til det, så skal alle bøgerne arrangeres i farveorden. Det bliver en god dag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce