Annonce
Vejle

Regionens sundhedsaftale: Vejle vil have fokus på unges mentale trivsel

Regionsrådet skal den 26. juni vedtage sundhedsaftalen gældende frem til 2023. Arkivfoto
De kommende fire år skal antallet af unge med dårlig mental trivsel reduceres i Syddanmark. Det vil Vejle Kommune have med i den nye sundhedsaftale for hele regionen.

Vejle: Et røgfrit Syddanmark, færre overvægtige og bedre mental trivsel blandt børn og unge.

Det er de tre hovedemner for det forebyggende arbejde, som Vejle Kommunes sundhedskoordineringsudvalgt har haft med til møderne med Regions Syddanmark.

Her har man siden sidste år har arbejdet på den kommende Sundhedsaftale med regionens 22 kommuner.

Aftalen skal træde i kraft 1. juli og gælde frem til 2023.

Og Peder Hummelmose (V), der er formand for sundheds- og forebyggelsesudvalget i Vejle Kommune har med glæde kunnet konstatere, at alle de punkter, han har haft med til møderne på regionen, er blevet medtaget i udkastet til planen, som skal endelig godkendes i regionen i denne uge.

Det gælder også Vejles ønske for, at der skal skabes bedre overgange mellem egen læge, sygehus og hjemmepleje for mennesker med psykiske lidelser, ældre borgere og mennesker med kronisk sygdom.

Annonce

Skræmmende læsning

Et punkt, som har lagt byrådsmedlem Henning Dam (S) og hans partifælles særligt på sinde, og som han glæder sig over skal i fokus, er de unges mentale trivsel.

Han er nemlig rystet over en opgørelse, der viser, at 11,4 procent af de unge mænd i Regions Syddanmark mellem 16 og 24 år i dag har en mental dårlig trivsel, mens tallet for kvinder i samme alder er helt oppe på 23,1 procent.

- Disse tal er skræmmende læsning, og vi må erkende, at vores tilbud ikke er gode nok, da antallet af unge med psykiske udfordringer er kraftigt stigende, siger Henning Dam.

Han håber, at målsætningen i planen kan nås. Her vil man arbejde på, at andelen af unge med mental dårlig trivsel skal reduceres til maksimalt 8 procent for mænd og 16 procent for kvinder.

Samtidig fremhæver Henning Dam de socialdemokratiske forslag til, hvordan man skal komme problemet til livs.

- Det vil kræve en bred vifte af tilbud omkring psykolog-assistance, opsøgende kontakt på skolerne, rollemodeller og et ungehus, hvor man kan komme anonymt. Det skal alt sammen kombineres med en hurtig og tidlig opsporing, og så skal det gøres let, udramatisk og ikke-stigmatiserende at komme i kontakt med vores tilbud, påpeger Henning Dam og håber, at forvaltningen vil arbejde videre med de socialdemokratiske ideer.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Løsgænger: Byrådet skal have tal på bordet fra teatret - hvor meget skal det koste?

Annonce