Annonce
Erhverv

Rejsebureauer frygter massekonkurs: Det er helt gak i låget

Nye ændringer i hjælpepakke til rejsebureauer kan betyde massekonkurser. Arkivfoto: Nicholas Pitt
Brancheekspert og foreningsformand frygter, at flere rejsebureauer må dreje nøglen om, hvis støttepakke til bureauerne ikke ændres.
Annonce

Rejsebranchen: Nye ændringer i hjælpepakke til rejsebureauer kan betyde massekonkurser.

Sådan lyder meldingen fra brancheekspert og direktør i konsulentvirksomheden Travel Biz René Andersen og formand i Danmarks Rejsebureauforening Lars Thykier.

Erhvervsministeriet bevilgede i slutningen af marts et lån på 1,5 milliarder kroner til rejsebureauerne. Det skulle dække det fulde beløb for aflyste rejser i perioden 13. marts til 13. april. Tirsdag aften blev der dog lavet ændringer i hjælpepakken, og det betyder, at rejsebureauerne ikke længere kan få dækket alle omkostninger.

- Ændringen kommer til at betyde massive konkurser. Der er ikke så meget at diskutere, det behøver vi ikke engang gætte på. Den nye ændring er ødelæggende for branchen, siger Lars Thykier.

Brancheeksperten René Andersen stemmer i.

- Det beløb, som selskaberne nu kan låne, bliver reduceret voldsomt. De mister deres indtjeningsgrundlag, siger René Andersen.

Ifølge brancheformand Lars Thykier har Danmarks Rejsebureauforening lavet en undersøgelse blandt foreningens 110 medlemmer. For at finde ud af, hvor slemt det står til. 65 har svaret, og 54 rejsebureauer svarer, at de vil have store problemer med at kunne betale lånet tilbage.

Tre grunde til at rejsebureauer frygter konkurs

1 Tirsdag 21. april ændrede Erhvervsministeren i bekendtgørelsen for hjælpepakken til rejsebureauer. Det betyder, at bureauerne ikke længere kan få dækket samtlige rejseomkostninger fra aflyste rejser.

2 Erhvervsministeriet har bevilget 1,5 milliarder kroner, som rejsebureauer kan låne af, men de hæfter samlet for tilbagebetalingen. Hvis en af virksomhederne går konkurs, går lånet over til de andre bureauer. Branchen er bange for, at det betyder konkurser.

3 Låneordningen gælder kun for aflyste rejser fra 13. marts til 13. april. Alle ferier uden for det tidsrum hæfter rejsebureauerne selv for.

Annonce

Ikke så meget som før

Den nye ordning betyder, at rejsebureauerne ikke kan få lige så meget ud af ordningen som før.

Hvis et rejsebureau eksempelvis skulle tilbagebetale 10.000 kroner til en kunde, hvis rejse var blevet aflyst igennem rejsebureauet, kunne bureauet låne penge til at dække samtlige af de 10.000 kroner. Men med ændringen vurderer Lars Thykier, at lånet nu kun kan dække 30-50 procent af omkostningerne.

- Rigtig mange havde regnet med at bruge den likviditet, de fik ind, uanset om de fik penge tilbage fra deres leverandører eller ej, til at støtte sig igennem det næste stykke tid, siger han.

Bureauernes omkostninger til leverandører går blandt andet til fly, hoteller og transportselskaber i udlandet.

Annonce

Tilbagebetaling

Låneordningen, som rejsebureauerne er en del af, er en kollektiv låneordning for hele branchen. Det betyder, at alle rejsebureauer skal tilbagebetale lånet samlet til den danske stat. Men ifølge René Andersen ved bureauerne ikke, hvor meget de skal betale tilbage, når dagen kommer.

- Ingen ansvarlig virksomhed, leder eller privatperson ville tage imod en låneforpligtelse, som man ikke kender tilbagebetalingsvilkårene på, siger han.

Ifølge Lars Thykier er det slet ikke værd at diskutere den kollektive tilbagebetaling.

- Det er et spørgsmål om, hvad der findes af rejsebureauer om tre-fire uger. Det bliver en mindre og mindre diskussion, siger han.

Annonce

Gak i låget

Både Lars Thykier og René Andersen ser gerne andre løsninger på rejsebureauernes situation. Lars Thykier mener, at man i første omgang skulle trække ændringerne tilbage.

- Selv om pakken kun dækker den første måned, kunne man lave samme ordning som før, der dækkede en ny periode. Det ville muligvis redde nogle af rejsebureauerne, siger han.

Ifølge René Andersen vil det give mening at kigge mod andre europæiske lande. I Sverige har de også en ordning, hvor staten bevilger lån til rejsebureauerne, men med en tilbagebetalingstid på 20 år.

- Den model er ret fornuftig, den danske model er helt gak i låget, siger han.

Både Lars Thykier og René Andersen mener også, at man bør kigge på en individuel låneordning.

- Så kunne de endda lægge en lille rente på 0,5 procent på, det ville være rimelige vilkår. Så er man heller ikke tvunget til at skulle betale samlet, siger René Andersen.

René Andersen mener også, man kunne lave en gavekortsordning, hvor kunder, der har købt en rejse, men har fået den aflyst på grund af corona, ville kunne tage ud at rejse på et senere tidspunkt i stedet for at få penge tilbage.

- Det vil sikre, at der ikke kommer en bølge af konkurser, siger René Andersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Ældre Sagen udskyder årsmøde i idrætscenteret: - Vi finder det rigtigst

Danmark

Arbejde længe, men i eget tempo

Fredericia For abonnenter

Få overblikket: Coronasmitten er spredt over alt i Fredericia

Annonce