Annonce
Sport

Ronaldo redder et point til Juventus og Pirlo

Tiziana Fabi/Ritzau Scanpix

De forsvarende mestre fra Juventus spillede søndag aften 2-2 på udebane mod AS Roma i den italienske Serie A.

Annonce

Andrea Pirlo fik i sidste uge en god start som ny cheftræner for Juventus med en sejr over Sampdoria i Serie A.

Men søndag aften kom Pirlo og Juventus en smule ned på jorden igen med et uafgjort 2-2-resultat ude mod AS Roma.

Stjerneangriberen Cristiano Ronaldo scorede begge mål for Juventus. Portugiseren satte det andet mål ind, mens Juventus var reduceret til ti spillere.

Dermed blev det til en pointdeling, og Roma-spillerne vil nok være mest ærgerlige over resultatet efter mange brændte chancer og en halv time i overtal.

Efter en halv time ramte bolden Juventus-midtbanespilleren Adrien Rabiot på armen inde i feltet.

Det blev takseret til gult kort til Rabiot og straffespark, som Romas Jordan Veretout udnyttede til en 1-0-scoring.

Efter 44 minutter var det så Romas midtbanespiller Lorenzo Pellegrinis tur til at ramme bolden med hånden inde i feltet.

Ronaldo udlignede til 1-1 for Juventus, som dog ikke var i stand til at lukke af i de sidste minutter af første halvleg.

Roma slog til på et lynhurtigt kontraangreb, hvor midtbanespilleren Veretout var løbet med frem og scorede til 2-1 på et indlæg fra Henrikh Mkhitaryan.

Ti minutter inde i anden halvleg fik Roma-angriberen Edin Dzeko en gigantisk chance tæt foran mål, men bosnieren skød på stolpen.

I anden halvlegs 62. minut begik Rabiot et dumt frispark og fik sit andet gule kort og dermed marchordre.

Kort efter udvisningen kunne Dzeko nærmest have afgjort kampen, men afslutningen sad lige i favnen på Juventus-keeper Wojciech Szczesny.

I stedet slog Ronaldo til i den anden ende.

Juventus-backen Danilo sendte et højt indlæg ind i feltet, og mellem to Roma-stoppere steg Ronaldo højt til vejrs og pandede 2-2-udligningen i nettet.

Tidligere søndag vandt AC Milan og Simon Kjær med 2-0 ude over oprykkerne fra Crotone.

Milan var uden Zlatan Ibrahimovic, som var i karantæne efter at have testet positiv for coronavirus.

Napoli vandt 6-0 hjemme over Genoa, der var uden Lasse Schöne, som også var ramt af coronakarantæne. Lukas Lerager spillede de første 70 minutter for Genoa.

Udinese, der var uden en skadet Jens Stryger Larsen, tabte 0-1 ude til Verona.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Mundbinds-præcisering: Der er stadig besøgsrestriktioner på plejehjemmene

Sport For abonnenter

Karakterbogen: Alt for mange VB'ere leverede under niveau - derfor vandt Randers sikkert

Annonce