Fredericia: I 2022 står tre nye garager klar på Ryes Kaserne, hvilket er en investering på 110 millioner kroner.
Byggeriet er ifølge Forsvarets Ejendomsstyrelse en del af et projekt, der har til formål at modernisere Hærens materiel- og mandskabsfaciliteter. Det samlede projekt består af 32 byggeanlægsprojekter fordelt på ni tjenestesteder i hele landet, som opføres i de kommende år.
- Det er en del af forsvarsforliget 2018-2023. Vi skal modtage meget nyt materiel og 150 flere soldater frem mod udgangen af forliget, og til det er det besluttet for længe siden, at der skal være nye garagebygninger, og tiden er nu kommet til, at byggeriet går gang her i Fredericia, og det er jeg enormt glad for, siger oberst Henrik Graven Nielsen, der er regimentschef på Ryes Kaserne.
I oktober vandt K.G. Hansen & Sønner A/S hovedentreprisen for byggeriet af de tre garager på Ryes Kaserne. De to garager er med mandskabsfaciliteter, hvilket vil sige, at der blandt andet er bade- og omklædningsrum, undervisningslokaler og depoter.
- Ryes Kaserne er en moden kaserne, der trænger til en opgradering, og det er disse garager et tegn på. Det er det, vi kalder for moderne opbevaringsforhold for de køretøjer og det materiel, som vores personel har, siger Henrik Graven Nielsen.
Byggeriet på Ryes Kaserne
På Ryes Kaserne bygges tre standardgarager.
De to af bygningerne indeholder en standardgarage i én etage. I tilknytning hertil etableres tre etager med briefingrum, pudsestue, omklædning, badefaciliteter, depot- og rengøringsrum, toiletter samt teknikrum. Hver bygning er på 3400 kvadratmeter.
Den tredje bygning indeholder en standardgarage i én etage. I tilknytning hertil etableres to etager med kontorarbejdspladser, depot- og rengøringsrum, toiletter samt teknikrum. Den er på 2000 kvadratmeter.
Projektet indeholder også etablering af indsigtsvold, befæstede arealer og afvanding omkring bygninger samt udvidelse af perimeterhegn, en ny intern fjernvarmeledning til forsyning af ny bebyggelse samt miljøsanering og nedbrydning af to eksisterende bygninger.
Han forklarer, at byggepladsen er ved at blive forberedt, en bygning er blevet revet ned, og gravearbejde er i gået gang.
- Vi forventer, at den første de tre garagebygninger kan overdrages til brug i marts 2022, og så kommer de to sidste i løbet af 2022, hvilket stemmer godt overens med, at vi modtager meget nyt materiel, som skal opbevares et sted. Vi modtager mere end 30 pansrede køretøjer hen over de næste år, siger obersten, som ikke håber, at byggeprocessen vil komme til at larme for meget.
Henrik Graven Nielsen, regimentschef på Ryes KaserneRyes Kaserne er en moden kaserne, der trænger til en opgradering, og det er disse garager et tegn på. Det er det, vi kalder for moderne opbevaringsforhold for de køretøjer og det materiel, som vores personel har.
- Vi har nogle naboer, som vi ikke ønsker at genere, men der skal piloteres i en fase, og jeg håber, det kommer til at foregå smertefrit, siger chefen for Føringsstøtteregimentet.