Kolding: Så gik den ikke længere.
To en halv uge henne i 2021 kom de første coronatilfælde i Koldings daginstitutioner, der medfører hjemsendelse af såvel børn som medarbejdere.
I daginstitutionen Løvetand i Seest er der konstateret smitte på tre forskellige stuer. Smittetilfældene, som har ramt to medarbejdere og et barn, ser ikke ud til at have nogen sammenhæng.
Børn og medarbejdere på de tre stuer vurderes til at være nære kontakter og er i løbet af weekenden blevet kontaktet, så de ikke møder op i institutionen men i stedet isolerer sig og bliver testet.
Også daginstitutionen Kloden på Dyrehavevej er i løbet af weekenden blevet ramt af et tilfælde af corona. Et barn er blevet testet positiv, og 32 børn og otte medarbejdere er vurderet som nære kontakter og blevet bedt om at holde sig hjemme, ligesom de skal testes.
Det er alle institutionens børnehavebørn, der er sendt hjem, mens vuggestueafdelingen ikke er berørt.
Udover at bruge masser af sæbe og håndsprit forsøger man i daginstitutionerne i Kolding at mindske smitterisikoen ved blandt andet at holde børn og ansatte stuevis, så man ikke er i kontakt på kryds og tværs af stuer og afdelinger.