Annonce
Vejle

Sådan åbner kirkerne i dit område

Inge Pilegaard Thomsen fra Engum Kirke glæder sig til fællesskabet med menigheden i morgen. Foto: Michael Svenningsen
Alle de præster, som Vejle Amts Folkeblad har talt med, glæder sig til atter at kunne byde sognebørnene ind i kirken igen. Samtidig er salmerne så central en del af gudstjenesten, at de ikke kan undværes. Det betyder flere steder, at antallet af kirkegængere må reduceres.

Engum Kirke

I Engum Kirke er der gudstjeneste klokken 10 på Kristi himmelfartsdag. I henhold til retninglinjerne må der være 47 i kirken, hvis der skal synges salmer, og det skal der!

- For mig er salmesang en vigtig del af gudstjenesten, siger sognepræst Inge Pilegaard Thomsen og tilføjer, at salmebogen er spækket med smukke forårssalmer, som hun nødig vil gå glip af at synge.

Der er taget højde for, hvis der skulle dukke for mange op til gudstjenesten. De overskydende kirkegængere bliver henvist til konfirmandstuen, hvor der serveres kaffe efter alle sterilitetspåskrifterne, mens de venter. Derefter er præsten klar til at invitere dem ind til endnu en gudstjeneste.

- For når man efter så lang tid kommer til gudstjeneste, så vil vi ikke sende nogen væk, understreger Inge Pilegaard Thomsen.

Hun glæder sig til at gennemføre en rigtig fysisk gudstjeneste.

- For mig er gudstjeneste og at sidde ved skærmen for sig selv næsten modsætninger. Jeg glæder mig til suset fra orglet, når vi starter med at synge sammen.

Bredballe Kirke

I Bredballe Kirke har der været forskellige planer for åbningen torsdag, fortæller sognepræst Henrik Johannesen. Foto: Michael Svenningsen

Oprindeligt var planen i Bredballe Kirke, at der torsdag skulle holdes en kort gudstjeneste i kirken uden sang og nadver, hvorefter der skulle være fælles salmesang på forpladsen.

Men den plan er droppet igen, fortæller sognepræst Henrik Johannesen, som skal forrette gudstjenesten.

- I sidste uge troede vi, at hvis vi lod være med at synge, måtte vi være flere i kirken, end hvis der var sang. Men vi må kun være 40, uanset om vi synger eller ej, siger han og tilføjer, at der til gengæld ikke må være flere end 10 forsamlet på kirkens forplads.

Derfor giver den udendørs fællessangen ingen mening, så nu bliver der "bare" gudstjeneste i kirken.

- Vi har inviteret en trompetist, men ellers bliver det en almindelig gudstjeneste uden nadver men med normal salmesang, fortæller Henrik Johannesen.

Han forudser, at nogle kirkegængere vil gå forgæves til Bredballe Kirke i morgen.

- Det bliver utrolig akavet at sige, at der ikke må komme flere ind. Det er ikke den måde, vi gerne vil agere på, men det vilkårene nu, og så må vi blive klogere hen ad vejen.

Hornstrup Kirke

Hornstrup Kirke har kun plads til 17 kirkegængere, hvis der skal synges salmer, og det skal der på Kristi Himmelfart. Arkivfoto

Sognepræst Anne Mette Ramsgaard Johansen skal stå for gudstjenesten i Hornstrup Kirke torsdag klokken 10.30.

Der vil kun være plads til 17 kirkegængere, men resten kan senere på dagen se gudstjenesten, som bliver optaget og lagt på kirkens hjemmeside.

Gudstjenesten bliver med både salmesang og nadver, og sognepræsten glæder sig til at komme i gang igen.

- Det er helt vildt dejligt. Vi skulle have været i gang for lang tid siden, hvis du spørger mig, siger Anne Mette Ramsgaard Johansen og påpeger, at man blot kunne have gennemført gudstjenesterne få for mennesker af gangen.

Hovedsagen er, at der er en gudstjeneste: - Det er jo kirken, man går hen, hvis det er svært det hele, påpeger præsten.

Alligevel synes hun, at hun også, at corona-tiden har ført noget godt med sig.

- Jeg har været ude med min kaffecykel i sognet for at høre, hvordan folk har det. Så på en eller anden måde har det gjort, at jeg er kommet tættere på folk.

Vinding Kirke

I Vinding Kirke står Maria Gitz Christiansen klar til at tage imod torsdag morgen. Hun forventer ikke, at der bliver kamp om pladserne på kirkebænkene. Arkivfoto: Mette Mørk

I Vinding synes sognepræst Maria Gitz Christiansen, at det har været lidt svært at forberede det praktiske i forhold til torsdagens gudstjeneste.

I kirken må der være 31 personer med mindre flere kirkegængere tilhører samme familie - så kan der måske klemmes flere ind.

- Sådan noget er ikke til at vide på forhånd, så det er svært at sige helt skarpt, hvordan det bliver, synes sognepræsten og tilføjer:

- Men hvis der skal være to meter mellem hver kirkegænger, må vi ikke være 31.

Hun forudser dog, at der bliver plads til alle, som dukker op torsdag klokken 10. Flere har udtrykt bekymring og venter måske lidt endnu med at dukke op i kirken.

- Samtidig er Kristi himmelfart ikke nødvendigvis den største kirkedag, så jeg er ikke så bekymret for, at der den dag ikke er plads nok til alle. Men fremadrettet ved dåb bliver det virkelig et problem. Der bliver jeg nok nødt til at holde to gudstjenester, siger Maria Gitz Christiansen.

Hover Kirke

I Hover Kirke bloiver der torsdag gennemført to gudstjeneste med plads til 25 kirkegængere ved hver tjeneste. Foto: Michael Svenningsen

Normalt kan der være cirka 100 kirkegængere i Hover Kirke, men til Kristi himmelfartsgudstjenesten får kun 25 lov at komme ind.

Det fortæller sognepræst Simon Nørgaard Skaugen, som synes det er vigtigt med salmesangen. Det har derfor påvirket antallet af pladser.

- Vi har valgt, at der hører sang med til gudstjenesten. Det er noget af det, folk glæder sig til, men vi synger fire i stedet for fem eller seks, og nogen af dem er oven i købet korte, siger præsten.

Han forventer også, at gudstjenesten bliver afkortet til for at begrænse eventuel smitterisiko.

- Men vi kommer nok ikke under en halv time. Folk kommer jo også efter roen, så de skal lige nå at lande, sætte sig ned og tage rummet ind. Det skal vi også give plads til.

Der bliver to gudstjenester i Hover torsdag, så Simon Nørgaard Skaugen ikke risikerer at skulle sende nogen hjem.

- Vi sender en føler ud på Facebook inden for at høre, hvem der har tænkt sig at komme. Hvis der er 25, som siger, at de kommer, så ved jeg ikke helt, hvad vi gør. Det er voldsomt at sige, at folk skal blive hjemme.

Sct. Norberts Kirke

Pastor Jan Ophoff fra den katolske kirke fortæller, at man må ændre en del på altergangsritualet ved den næste gudstjeneste i kirken. Arkivfoto: Torben Glyum

Den katolske Sct. Norberts Kirke har en hel hal i reserve til gudstjenesten. Der må være 50 i kirken, og kommer der flere bliver der en selvstændig gudstjeneste i skolens hal.

Altergangen bliver ændret noget, fortæller kirkens præst Jan Ophoff. Katolikker indtager nadvervinen fra en fælleskalk, mens man i folkekirken har hver sit bæger at drikke af, de såkaldte særkalke.

- Der bliver ingen altervin, kun oblater som modtages på hånden og ikke på tungen som normalt. Der vil være mulighed for håndafspritning i våbenhuset, og gæsterne anvises plads på bænkene, hvor det er markeret med krydser, hvor man kan sidde. Der bliver ingen fysisk kontakt. Hilsen er et nik, ikke et håndtryk. Reglerne gælder jo for alle trossamfund, understreger han.

Sådan skal gudstjenesten køres

Haderslev Stift har udsendt følgende punkter, der skal overhoves ved afvikling af gudstjenester:

Der må højst være en person pr. fire kvadratmeter. Der skal være én meters afstand mellem alle tilstedeværende og to meter, hvis der er sang.
Der skal bruges handsker ved uddeling af nadver.

Der skal hænge informationsmaterialer om, at man skal isolere sig i hjemmet, hvis man har symptomer, og om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd.

Der skal være håndsprit eller lignende tilgængeligt.

Desuden anbefales det, at særligt sårbare grupper ikke deltager ved gudstjenester, og overvejer deres deltagelse ved bisættelser og begravelser.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Rickey opdagede brand: Frygtede sovende beboere i tidligere bordel

Annonce