Annonce
Alarm 112

Sådan leder politiet efter Jørgen: - Vi kan ikke få for meget information

Der ledes i disse dage intensivt efter den 77-årige Jørgen Nesgaard, der ikke er set siden torsdag. Han gik fra Stævnhøj Plejecenter klokken 11, og vidner har fortalt politiet, at de har set ham torsdag i Erritsø. Politiet leder fortsat efter den demente mand, og eftersøgningen kredser omkring Erritsø. Alle henvendelser om Jørgen Nesgaards færden er dog stadig yderst vigtige. Arkivfoto: Klaus Madsen
Der har både været brugt helikoptere og hunde i forbindelse med eftersøgningen af Jørgen Nesgaard. Politiet leder stadig efter den 77-årige demente mand. Og det gør det, så længe der er spor at gå efter.
Annonce

Opdateret 11. august 08.35: Med fakta om, hvorfor Jørgen Nesgaard først blev efterlyst klokken 17.30 den 6. august.

Fredericia: Det er nu over fem dage siden, at politiet modtog en henvendelse om, at Jørgen Nesgaard var blevet set i Erritsø området. Siden da har politiet ledt intensivt både der og andre steder. Der er ikke planer om at stoppe eftersøgningen.

- Vi søger, så længe der er noget konkret at gå efter. Hvis der bare er den mindste vinkel, vi kan undersøge, så gør vi det, siger Finn Ellesgaard Nielsen, vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi samt leder af Patruljecenter Syd.

Eftersøgningen af 77-årige Jørgen Nesgaard er foregået både til lands og i luften. I sidste uge og i weekenden blev en helikopter sat i luften for at lede de steder, hvor hundene er udfordret på søgningen. Eksempelvis i vand. Ingen af indsatserne har ført til, at Jørgen Nesgaard er blevet fundet.


Vi kan ikke få for meget info, og vi kan ikke lede for meget. Og der skal ikke være nogen tvivl om, at vi håber meget på at få yderligere, som vi kan målrette vores søgning efter. Vi vil gerne høre fra folk, uanset hvor de mener at have set ham.

Finn Ellesgaard Nielsen, vicepolitiinspektør, Sydøstjyllands Politi


Det er ikke kun eftersøgningsmæssigt, Sydøstjyllands Politi arbejder. Også efterforskningsmæssigt, fortæller Finn Ellesgaard.

- Vi har brugt tid på en massiv efterforskningsindsats, hvor alle potentielle spor er blevet endevendt. Vi har forsøgt at efterforske os frem til alle de områder, der kunne give den mindste antydning af, hvor han kunne være, lyder det fra Finn Ellesgaard Nielsen.

Annonce

Fik flere henvendelser

Mandag fortæller vicepolitiinspektøren, at eftersøgningen nu foregår i grønne områder med politihunde. Det er udvalgte grønne områder, hvor vidner mener at have set 77-årige Jørgen Nesgaard, der er dement.

Han gik fra Stævnhøj Plejecenter i Taulov omkring klokken 11 torsdag den 6. august. Samme dag henvendte flere vidner sig til politiet med tips om, at de havde set Jørgen Nesgaard. Henvendelserne kredsede sig omkring Erritsø.

Jørgen blev efterlyst klokken 17.30

Jørgen Nesgaard blev sidst set omkring klokken 11 ved Stævnhøj Plejecenter i Taulov torsdag den 6. august. Men hvorfor blev han så først efterlyst klokken 17.30?

Det har Fredericia Dagblad spurgt Finn Ellesgaard Nielsen, vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi om.

Han fortæller, at politiet modtog anmeldelsen klokken 12.36, hvorefter ressourcerne blev brugt omkring plejecenteret, hvor man afsøgte området for at fastslå, om Jørgen Nesgaard kunne befinde sig i nærområdet.

- Og så på et tidspunkt har man vurderet, at der var behov for en efterlysning, fortæller Finn Ellesgaard Nielsen.

Vidner har sidst set Jørgen Nesgaard i området omkring Erritsø torsdag.

Politiet hører fortsat fra vidner, der mener at have set 77-årige Jørgen Nesgaard, der er dement.

- Men vi er dybt afhængige af, at vi får henvendelser fra folk, der mener at have set ham. Der hvor vidnerne har set ham, er et blandet område (skov og villakvarter, red.). Derfor beder vi også om borgernes hjælp til at lede i for eksempel villaområderne. Så tager vi de grønne områder, fortæller Finn Ellesgaard Nielsen og henviser til politiets seneste opfordring til borgere om at kigge i deres garager, udskure, haver og baggårde efter.

Rent teknisk er det svært for hundene at lede efter spor i et villaområde, da en hund leder efter menneske-færden. I et villakvarter vil der i sagens natur være en del af den slags. Søgning med hunde i et villakvarter virker oftest mest optimalt, hvis det er lige efter, at en person har forladt et villaområde.

Annonce

Jørgen er godt gående

Finn Ellesgaard Nielsen slår fast, at borgerne ikke skal være bekymret for at ødelægge eventuelle spor ved at færdes bestemte steder.

- Vi kan ikke få for meget info, og vi kan ikke lede for meget. Og der skal ikke være nogen tvivl om, at vi håber meget på at få yderligere, som vi kan målrette vores søgning efter. Vi vil gerne høre fra folk, uanset hvor de mener at have set ham, siger vicepolitiinspektøren.

Jørgen Nesgaard er dement, men er i øvrigt godt gående. Der er altså ikke noget, der umiddelbart ville få ham til at stikke ud af by- eller trafikbilledet.

77-årige Jørgen Nesgaard er cirka 185 centimeter høj. Politiet vil gerne høre fra borgere, der mener at have set Jørgen Nesgaard. Uanset hvor det skulle være. Privatfoto

Han beskrives som cirka 185 centimeter høj og spinkel af bygning. Han var iført jeans, sorte sko og formentlig en lys-grå vindjakke, som kan vendes, så den kan også være grøn, da han forlod plejecenteret 6. august. Ser du Jørgen Nesgaard, har du set ham på noget tidspunkt et hvilket som helst sted eller har du øvrig info, der kan hjælpe politiet i søgningen efter den 77-årige, kan politiet kontaktes på telefon 1-1-4.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Spørgelystne fredericianere havde masser af input til byudvikling: Forslag om legeplads, byhaver, showrooms til webbutikker

Fredericia

Corona: Smittetal er stabilt på gymnasium - ét nyt tilfælde

Annonce