Annonce
FC Fredericia

Sæsonen sluttede med et nederlag: FC Fredericia faldt med ære i Silkeborg

Kristian Kirkegaard scorede FC Fredericias eneste mål, da klubben onsdag tabte til Silkeborg. Arkivfto: Michael Svenningsen
FC Fredericia tabte onsdag aften med 2-1 til Silkeborg i sæsonens sidste kamp. Opgøret var tæt, men hjemmeholdet var skarpest, da det gjaldt.

Silkeborg: FC Fredericia lukkede sæsonen 2020/21 med et nederlag på 2-1 til Silkeborg. Opgøret var en tæt affære, men ganske symptomatisk for sæsonen, var topholdet og oprykkeren fra Silkeborg skarpest.

Opgøret skulle været spillet klokken 19.00 men blev forsinket med 45 minutter, da FC Fredericias bus under turen nordpå blev holdt tilbage af et uheld på motorvejen.

FC Fredericia var fortsat hårdt ramt af skader, og stamspillere som Mikkel Knudsen og Anders Holvad så til fra tribunen, mens målmand Elias Olafsson var af sted med det islandske U21-landshold.

Annonce

Silkeborg kom også til kampen med et alternativt hold, idet Rasmus Carstensen var bænket, fordi han skal med det danske U21-landshold i kamp, mens islandske Stefán Teitur Thórdarsons var med det islandske A-landshold. Også målsluger Nicklas Helenius var ude af kampen sammen med en række andre småskadede profiler.

De mange afbud til kampen holdt dog ikke hjemmeholdet fra en chok-start. Efter blot to minutter stod der 1-0 til Silkeborg, da Magnus Mattsson fik alt for god tid til at drible ind i feltet og udplacere en chanceløs Alexander Nybo i FC-målet.

Mattsson blev inden kampen kåret til 1. divisions profil og er en særdeles giftig herre med sine 19 sæsonmål. Giver man ham plads, scorer han.

FC Fredericia var ingenlunde nedspillet. Gæsterne tog kampen op og havde flere gode angreb, men der manglede det sidste, når de skulle afsluttes. Samson Iyede var igen en drivkraft i FC Fredericias offensiv, og han testede Silkeborgs målmand med et hug fra kanten af feltet. Lidt senere var Tobias Anker lige ved at kunne bøvle et nedfald fra et hjørnespark i kassen, men målet materialiserede sig ikke.

Silkeborg var dog farligst og havde mest kvalitet både i og omkring FC-feltet. Det gav flere farlige indlæg, og det gav også mål, da Nicolai Vallys scorede til 2-0 kort før pausen.

Magnus Mattsson fik det meste ud af en fejlpasning fra Christian Ege Nielsen, og så kunne han finde Nicolaj Vallys, som mere eller mindre uhindret kunne glide i feltet og klappe bolden op i nettaget.

Holdene gik til pausen med 2-0 til Silkeborg, og FC Fredericia var ved at synke uden spor.

Et mål var ikke nok

Silkeborg virkede også efter pausen til at have ganske godt styr på begivenhederne, og det var småt med chancer fra begge hold. Hjemmeholdet kunne med en sejr potentielt tage førstepladsen i 1. division, hvis Viborg samtidig tabte til HB Køge. Men i Viborg førte hjemmeholdet med 4-0, og det lagde en dæmper på tingene.

Der var masser af spil men få chancer, og derfor kom det også lidt som en overraskelse,  da Kristian Kirkegaard reducerede til 2-1.

Han modtog bolden ved midterlinjen, og denne gang var det Silkeborgs tur til at bakke og se passivt til, mens kantspilleren tog bolden med op til feltet og klappede den uimodståeligt i mål med venstre. Den sad klinet op ad stolpen, men målmanden kunne måske have gjort mere for at afvise den.

Mål åbner fodboldkampe, og således blev det også med denne. FC Fredericia gik fra død og begravet til sprællevende, og resten af opgøret blev en åben affære, hvor begge hold forsøgte at score. Tættest på var Silkeborg, da indskiftede Mads Kaalund drejede bolden snert forbi trekantssammenføjningen, men det var også det tætteste, nogen kom på mål i kampens resterende del.

Opgøret endte med et nederlag på 2-1, og som vanligt var et tophold for stor en mundfuld for FC Fredericia. Nu er der sommerferie. FC Fredericias spillere og stab mødes igen medio juni til den første træning frem mod den kommende sæson.

Silkeborg IF-FC Fredericia 2-1 (2-0)

1. division

Mål: 1-0 Magnus Mattsson (2.), 2-0 Nicolai Vallys (42.), 2-1 Kristian Kirkegaard (65.).

Silkeborg (4-3-2-1): Stan van Bladeren - Nicklas Røjkjær (Rasmus Carstensen 59.), Tobias Salquist, Alexander Busch (Anders Hagelskjær 81.), Gustav Dahl - Anders Klynge (Mads Kaalund 59.), Pelle Mattsson (Anders Sønderby 81.), Nicolai Vallys - Sebastian Jørgensen, Magnus Mattsson - Alexander Lind (Emil Holten 59.).

FC Fredericia (4-2-3-1): Alexander Nybo - Alexander Jensen, Tobias Anker, Erik Nissen (Andreas Oggesen 65.), Mathias Johannsen (Mathias Gertsen 65.) - Raphael Onyedika, Christian Ege Nielsen - Kristian Kirkegaard, Oliver Sørensen, Christian Tue Jensen - Samson Iyede.

Advarsler: Raphael Onyedika (45.), Alexander Busch (63.).

Dommer: Mostafa Seyfi.

Tilskuere: 1679 på JYSK Park.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Helena blev kun 20 år: 'Mor, jeg har glemt mit træningstøj, jeg vender lige om nu og henter det', og så blev der helt stille

Annonce