Annonce
Danmark

Sønderjyske landmænd smuglede svinesæd i shampooflasker

Dansk avlsarbejde er i den internationale top, og det fristede danske landmænd til at smugle sæd til Australien. Nu skal de i fængsel. Arkivfoto
To danske landmænd er dømt for at deltage i indsmuglingen af dansk svinesæd til Australien. Sæden er smuglet ind i shampooflasker og flasker til håndlotion.

Smuglersag: Svineavlerne Henning Laue, der stammer fra Als, og Torben Sørensen er ved Retten i Perth i det vestlige Australien idømt flere års fængsel for at smugle dansk svinesæd til Australien. Det skriver The Guardian og ABC News.

Sæden er smuglet ind i shampooflasker og flasker til håndlotion. Det skete i regi af firmaet GD Pork, der var ejet af det sønderjyske selskab Pork Australian ApS. Begge selskaber er under opløsning.

Torben Sørensen var medejer af GD Pork, og han blev idømt tre års fængsel, mens den ledende medarbejder, Henning Laue, blev idømt to års fængsel. Firmaet blev idømt en bøde på 500.000 australske dollar svarende til cirka 2,3 millioner kroner.

Sagen kom til de australske myndigheders kendskab efter et tip i 2017, men sædsmuglingen har stået på i 2009-2017. Mindst 199 søer er blevet insemineret med den danske sæd, og der er lavet mindst 2000 smågrise med dansk sæd. Den danske sæd ville give GD Pork en konkurrencefordel, fordi danske orners sæd og danske svin er mere fertile og produktive end de australske. Australien har meget strenge karantæne- og biosikkerhedslove.

- Denne sag viser en foruroligende ignorering af de love, der beskytter levebrødet for Australiens 2700 svinekødsproducenter og kvaliteten af det svinekød, som millioner af australiere nyder hvert år, siger Bridget McKenzie, der er den føderale landbrugsminister, til The Guardian.

Hun understreger, at overtrædelser af biosikkerhedslovene ikke vil blive tolereret.

Annonce
Dansks søer føder flere grise end australske. Derfor skulle dansk sæd til Australien. Arkivfoto: Mette Mørk

Myndigheder blev tippet

Den danske sæd er blevet smuglet ind fra maj 2009 til marts 2017. Sæden er brugt i GD Porks avlsprogram, og flere avlssøer var direkte afkom af danske orner. Dansk svinegenetik er i international topklasse - danske søer får i gennemsnit 32 smågrise per år, mens australske søer får 26.

De australske myndigheder fik et tip om sædsyndikatet i februar 2017, og i en række e-mails på GD Porks computere blev der afsløret detaljerede planer for levering af "speciel sæd" og "særlig merchandise". Den ulovlige genetik blev også afsløret efter hårprøver fra 100 svin. Australiens meget restrive biosikkerhedslove gælder ikke alene dyresæd, også frø og planter - ikke engang en sandwich fra udlandet må bringes ind i landet.

Australien gør alt for at holde svinesygdomme ude fra kontinentet. GD Pork var blandt de største svineproducenter i det vestlige Australien. I september gik firmaet i opløsning, ligesom det danske firma bag - Pork Australian ApS - i juni 2019 er gået i frivillig likvidation - altså er opløst.

Ifølge The Guardian lånte GD Pork cirka 45 millioner kroner uden at fortælle bankerne om en potentiel retsforfølgelse fra regeringen i det vestlige Australien.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Prostitution er dybt skadeligt – lad os hjælpe udsatte ud

Regeringer er forskellige. Der er røde, der er blå. Men der er først og fremmest de politiske ideologier og værdier til forskel. Derfor er der nogle af de opgaver, man ”arver” som ny minister, som man slet ikke kan se sig selv i politisk. Sådan er det for mig, når det kommer til prostitution. Her nedsatte den tidligere VLAK-regering en arbejdsgruppe, som blandt andet skulle se på normalisering af prostitution som erhverv. Arbejdsgruppen var et udtryk for, at der i den tidligere regering var liberalistiske strømme med stærk tro på markedets velsignelser – også når det kommer til køb og salg af menneskers kroppe til sex. Det er i mine øjne helt misforstået – og et mærkeligt skønmaleri – at tale om prostitution som et normalt erhverv på linje med dét at være tømrer eller folkeskolelærer. Prostitution kommer med en meget høj pris: udnyttelse, vold og voldtægter. Et arbejdsmiljø, der er hårdt, og som giver skader på krop og psyke. Fra kønssygdomme til PTSD, angst og depression. Man kan slå vejen forbi en af Rederne, der er et frirum for gadeprostituerede. Her kan man høre om en hverdag præget af ofte ubehandlet psykisk sygdom, stofmisbrug, rådne tænder, ubehandlede fysiske sygdomme, stor utryghed og alt for mange, der udsættes for vold og voldtægt af kunder, bagmænd og andre i prostitutionsmiljøet. VIVE’s kortlægning af prostitution bekræfter det billede og beretter i øvrigt om, hvordan en del borgere med prostitutionserfaringer giver udtryk for, at de har psykiske problemer som stress, PTSD, angst, depression, bipolar lidelse, søvnproblemer og personlighedsforstyrrelse. For dele af dem er det i kombination med et misbrug af hash, heroin, amfetamin, kokain eller alkohol. Ifølge VIVE’s kortlægning bliver mennesker i prostitution udsat for vold og voldtægt af kunder, bagmænd og andre personer i prostitutionsmiljøet. I gadeprostitution har 41 procent oplevet vold inden for et år. Men også i escortprostitution, som mange ellers forbinder med de glamourøse billeder fra Pretty Woman, har hver fjerde været udsat for vold. Flere mennesker i prostitution er også utrygge ved risikoen for at blive udsat for vold og voldtægt. Vi skal have færre – ikke flere – mennesker ind i prostitution. Og arbejdet for bedre vilkår for prostituerede handler om at lappe de huller i vores velfærdssamfunds sikkerhedsnet, som de er faldet igennem. Det skal ske med en bedre sundhedspolitik, så ingen prostituerede bliver udskrevet fra sygehusene til gaden, fordi de ikke kan rummes på de travle sygehusafdelinger med deres mange forskellige problemer. Det skal ske med ordentlig behandling af psykiske sygdomme og traumer. Og det skal ske med bedre hjælp til sociale problemer som hjemløshed og dyb gæld. Arbejdsgruppens mål om at forbedre forholdene for de prostituerede lægges på ingen måde i graven. Tværtimod skal vi gøre mere for at hjælpe mennesker i prostitution til bedre forhold – og hjælpe flere ud af prostitution. Jeg anerkender, at nogle prostituerede i Danmark befinder sig i en juridisk gråzone. På den ene side er det lovligt at prostituere sig, hvis man ellers er over 18 år, er registreret som selvstændigt erhvervsdrivende og betaler skat. Men på den anden side er prostitution som erhverv ikke et lovligt erhverv. Derfor kan man som prostitueret for eksempel ikke blive medlem af en A-kasse. Men for de udsatte kvinder, der trækker på gaden for at få råd til det næste fix, eller som er ofre for menneskehandel og betaler af på en gæld til menneskesmuglerne ved prostitution, er svaret ikke A-kasse. Flere borgerlige leger med tanken om at give prostituerede ret til dagpenge. Men med dagpengesystemet følger pligter: at man står til rådighed selv. Og er en branche anerkendt, kan man ikke som ledig sige nej til at stå til rådighed for også den del af arbejdsmarkedet. Så med en liberalisering eller normalisering skulle vi så se ledige anvises til virksomhedspraktik på et bordel? Og hvad med arbejdsmiljølovgivningen? Ville en ufrivillig graviditet på baggrund af et sprunget kondom tælle som en arbejdsskade? Skulle en gruppevoldtægt udløse strakspåbud fra Arbejdstilsynet? Ville den nedslidte prostituerede, der ender med stomi på grund af for mange anale penetrationer, skulle have erstatning for tabt arbejdsfortjeneste? Det er brutale spørgsmål, der samtidig udstiller det absurde i at betragte prostitution som et normalt erhverv. Betyder det så, at den lykkelige luder ikke findes? Nej, det gør hun sikkert. Men jeg tror, der er en grund til, hun altid omtales i ental. Jeg vil gerne lytte til de ressourcestærke prostituerede i forhold til, hvordan vi kan sikre bedre forhold. Men mit fokus vil altid være at hjælpe de udsatte kvinder ud af prostitution og til et tryggere liv. Ikke at gøre branchen mere attraktiv at gå ind i.

Middelfart

Middelfart på verdenskortet til sommer: Amerikanske rocklegender giver kæmpekoncert under Lillebæltsbroen

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

112 For abonnenter

Tidligere tyv gav gode råd om sikring mod indbrud: - Jeg har engang hentet en kogle på en scooter

Annonce