Annonce
Kolding

Sag om stor gylletank ender på politikernes bord

Den røde prik viser, hvor gylletanken skal placeres efter planen. Den gule lidt længere oppe ad vejen er Poul Erik Jensens alternativ. Kort: Google Maps
Socialdemokratiets gruppeformand, Poul Erik Jensen, peger på en ny placering til gylletanken. Hans forslag er, at tanken rykkes 100 meter op ad vejen, sådan at virksomheden Dansk Auto Logik ikke vil blive generet af støv og stank.

Vamdrup: Sagen om landmand og svineavler Flemming Damgaards planer om at opføre en otte og en halv meter høj gylletank ved Koldingvej 14 i Vamdrup lander nu på politikernes bord.

Det oplyser gruppeformand for Socialdemokratiet i Kolding Byråd, Poul Erik Jensen, der har besluttet at rejse sagen plan-, bolig- og miljøudvalget. Sagen bliver rejst, efter den store transportvirksomhed Dansk Auto Logik har gjort indsigelse mod planerne, idet den frygter både lugt- og støvgener fra gylletanken, som virksomheden vil blive nabo til.

Flemming Damgaard, der driver landbrug i Ferup, har søgt Kolding Kommune om landzonetilladelse til at opføre den store tank, som skal fyldes med gylle hen over året, så det er klar til at blive kørt ud, når det er sæson for det. Den tilladelse har kommunens by- og udviklingsforvaltning i sinde at give.

Annonce
Dansk Auto Logik frygter blandt andet, at virksomheden vil få store omkostninger i arbejdet med at holde deres biler rene for støv. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen

Alternativ placering

Sagen kommer på dagsordenen, når plan, bolig- og miljøudvalget mødes den 6. november, og her vil politikerne skulle tage stilling til, hvor gylletanken skal placeres. Poul Erik Jensen har nemlig fundet frem til en alternativ placering 100 meter nordøst for rundkørslen Koldingvej rute 25.

- Vi kan ikke undgå gylletanken, og så må vi finde en placering, som vi kan leve med. Den placering, jeg har peget på, er også en placering, Dansk Auto Logik kan leve med, og idéen er at flytte den i retning mod Kolding, hvor man så stadig kan bruge rundkørslen som indfaldsvej til gyllebeholderen. Det betyder, at vi undgår støvgenerne, og det betyder også, at tanken bliver mindre synlig. Det er den bedst mulige løsning, når nu tanken skal opføres, siger Poul Erik Jensen.

- Så nu må vi se, hvad der er politisk flertal for. Det er den eneste mulighed, vi har, for vi kan ikke undgå tanken, understreger han.

Poul Erik Jensen den alternative løsning en god løsning for både Vamdrup og Dansk Auto Logik. Allerhelst så han dog, at gylletanken blev placeret et helt andet sted.

- Jeg så gerne, han beholdt den hjemme ved sig selv. Han har gård langt væk fra Vamdrup, men nu er det sådan, og så må vi rette os efter reglerne.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce