Annonce
Vejle

Sagaen afsluttet: Flertal for vandkunst på Rådhustorvet

Et flertal i teknisk udvalg har sagt ja til dette forslag til vandkunst på Rådhustorvet - og dermed er den sidste brik i det store renoveringspuslespil faldet på plads. Illustration: Vejle Kommune og Schønherr
4:3-afgørelse betyder, at renoveringen af torvet vil indeholde tre bassiner med rislende vand.

Vejle: Med politikerstemmerne fire mod tre er der dømt vandkunst på Rådhustorvet.

Tirsdag eftermiddag blev det formentlig sidste kapitel i sagaen om Vejles centrale torv skrevet færdigt. Efter mange måneders diskussioner om skulpturer, magnolietræer og afskærmning mod trafikken var udsmykningen af pladsen sidste debatemne.

På forhånd havde forvaltningen afleveret et forslag om en vandkunst udformet af kunstneren Jesper Rasmussen - og det godkendte udvalgets fire borgerlige medlemmer. Med formand Gerda Haastrup Jørgensen (V) i spidsen mente flertallet, at torvet godt kunne fungere med de tre lave bassiner, hvorfra vandet risler ned i tre brønde:

- Det er få centimeter dybe render, så pladsen kan stadig bruges til studenternes dans om bøgen og juletræ, siger Gerda Haastrup Jørgensen.

Annonce

Islandske skulpturer overlevede

  • I de første skitser af det nye rådhustorv var den islandske billedhugger Sigurjón Ólafssons granitskulpturer fra 1950'erne forsvundet.
  • Forvaltningen lagde op til et torv med én samlet flade fra facade til facade med trægrupper og måske springvand - men uden de karakteristiske kunstværker.
  • Protesterne fra vejlenserne og flere politikere i teknisk udvalg betød, at planerne blev ændret, og nu bliver de to skulpturer på torvet - placeret tæt på rådhuset på hver side af trappen. Også magnolietræer bliver fortsat en del af torvet.
  • Det kommende torv bliver mere fladt end i dag, fordi der graves af terrænet foran rådhusbygningen. Det vil blandt andet sikre bedre adgang til toiletterne under rådhuset. De renoveres i forbindelse med omlægningen af pladsen.
  • Renoveringsplanerne har været længe undervejs. Allerede da gågaderne blev lagt om i slutningen af 1990'erne og starten af 2000-årene stod Rådhustorvet på listen, men blandt andet uenighed om eventuel lukning for gennemkørsel via Kirkegade/Blegbanken langs torvet betød, at renoveringen blev udskudt gang på gang.
  • I det første oplæg til politikerne fra august 2017 var der lagt op til et langt større og dyrere projekt (30 millioner kroner) med sammenhæng mellem Rådhustorvet og Kirketorvet. Det blev lagt i arkivskuffen.

Ændringsforslag fra SF

Udvalgets to socialdemokrater og SF'eren Morten Kristensen var uenige. Sidstnævnte havde stillet et ændringsforslag. På sit partis vegne foreslog han, at man droppede vandkunsten og i stedet satte drikkevandsfontæner op:

- SF er ikke imod kunst på offentlige pladser, men ønsker at skabe en stor brugbar plads på Rådhustorvet. Vandkunsten vil optage en stor del af frirummet, lyder begrundelsen fra Morten Kristensen, der dog ikke fik flertal for sit forslag på tirsdagens møde.

Socialdemokraterne Alex Vejby og Martin Sikær mener ikke, at forslaget fra Jesper Rasmussen og arkitektfirmaet Schønherr har den nødvendige kvalitet "til byens vigtigste torv".

Derfor blev det et nej fra dem - men de fire ja'er fra Gerda Haastrup Jørgensen (V), Per Olesen (V), Kim Hesel (K) og Svend Erik Nielsen (DF) var nok til at sikre, at vandkunsten bliver en del af den omfattende renovering af pladsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

De unge får kortere snor: Skoleleder sætter kontant ind mod snus solgt i skoletiden

112 For abonnenter

Tidligere tyv gav gode råd om sikring mod indbrud: - Jeg har engang hentet en kogle på en scooter

Annonce