Annonce
Kolding

Stor familierestaurant får intet ud af klage: Salatbuffet skal smides ud efter lukketid

Miljø- og Fødevareklagenævnet har stadfæstet, at Bone's skal smide resterne i salatbuffeten ud efter lukketid. Der er risiko for, at sundhedsskadelige varer bliver serveret næste dag, og derfor skal salatbuffeten kasseres, lyder det fra klagenævnet. Arkivfoto: Robert Wengler
Der er risiko for, at gæsterne på Bone’s indtager fødevarer, der er sundhedsfarlige, når restauranten stiller resterne fra salatbuffeten i køleskabet for at bruge dem dagen efter. Sådan lyder det fra Miljø- og Fødevareklagenævnet, der har stadfæstet Fødevarestyrelsens afgørelse om at kassere salatbuffeten ved lukketid.

Kolding: Når den sidste gæst har forladt Bone’s, skal resterne i salatbuffeten smides ud har Miljø- og Fødevareklagenævnet fastslået. Restauranten har klaget over, at Fødevarekontrollen i april gav restauranten i Kolding en indskærpelse, der betød, at resterne i salatbuffeten efter lukketid skal smides ud. I kædens 24 restauranter har de ansatte stillet resterne fra salatbaren i køleskabet. Næste dag har man fyldt friske råvarer i bunden af bøtterne, og fyldt op med resterne fra dagen før.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har stadfæstet afgørelsen fra Fødevarestyrelsen, efter at Bone’s har klaget over, at restauranten skal ændre den procedure, der har været praktiseret i 29 år. I april fik restauranten i Kolding en bøde på 15.000 kroner, fordi man ikke havde ændret sine arbejdsgange, siden Fødevarestyrelsen første gang var på besøg i februar.

Bone’s argumenterede fra starten med, at det var spild af "ordentlige" fødevarer, at resterne blev kylet ud. Derudover henviste restauranten til en risikoanalyse, og at der ikke er fundet problematiske forhold i prøveresultater. Den administrerende direktør i Bone’s, Jan Vinther Laursen, har tidligere vurderet, at konsekvensen af indskærpelsen ville blive, at kæden årligt skulle smide 250 tons friske råvarer ud. Restauranten holdt fast i sin tidligere procedure efter besøget i februar, og da Fødevarestyrelsen var på besøg igen i april, udløste det bøden.

Annonce
Arkivfoto: Birgitte Carol Heiberg

Samme procedure i 29 år

Miljø- og Fødevareklagenævnet er enig i Fødevarestyrelsens vurdering af, at der er risiko for smitte af listeria og spredning af norovirus, når resterne bliver genanvendt. Bone’s har blandt andet anført, at buffeten hele dagen bliver kontrolleret af de ansatte, hvor de lugter og kigger på madvarerne og skifter bøtter og stænger hyppigt. Derefter bliver resterne opbevaret i køleskab. Men det er ikke nok til at udelukke, at der er risiko for smitte med listeria og norovirus, lyder det fra klagenævnet. De ansatte kan ikke se og lugte om fødevarerne er smittede, og bakterierne kan overleve i køleskabet, lyder det i afgørelsen.

Restauranten har i klagen også hæftet sig ved, at der ved prøveudtagning ikke er fundet spor af bakterier. Men det ændrer ifølge klagenævnet ikke ved, at der er en risiko for smitte via buffeten.

Endelig har Bone’s undret sig over, at kæden i 29 år har brugt resterne fra salatbuffeten uden, at Fødevarestyrelsen har vurderet, at der er var tale om en risiko. Men det fritager ikke Bone’s fremgår det af afgørelsen, man skriver, at det forhold, at ”Fødevarestyrelsen ikke tidligere har haft bemærkninger til de forhold, der blev konstateret under kontrolbesøget, er således alene udtryk for, at Fødevarestyrelsen ikke har kontrolleret de pågældende forhold, og er ikke udtryk for, af Fødevarestyrelsen har godkendt eller fundet forholdene i orden”.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra administrerende direktør i restaurantkæden Jan Vinther Laursen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Christian Jørgensen (V) om FN's verdensmål: Det koster noget at gøre noget, men med måde - ellers får vi gule veste på gaden

112 For abonnenter

Alarmer kan ikke holde tyvene væk alene - men det kan være et fint bidrag

Annonce