Annonce
Fredericia

Sandra opdagede løse hjulbolte: - På afkørslen begyndte bilen at sejle

Sandra Kronsted har fået løsnet hjulboltene på sin bil. Det opdagede hun mandag, da hun kørte mod arbejdspladsen i Kolding. Da hun kørte fra Fredericia, bemærkede hun godt en underlig lyd, men det var først ved afkørslen til Kolding, bilen begyndte at sejle. Nu opfordrer hun andre bilister til at være opmærksomme. Foto: Søren Gylling
34-årige Sandra Kronsted fra Fredericia fik sig et chok af kaliber i mandags. På vej til arbejde lød og føltes bilen underlig at køre i. Mekanikeren konstaterede løse hjulbolte.
Annonce

Fredericia: Som så mange gange før satte 34-årige Sandra Kronsted sig bag rattet i sin bil mandag morgen med retning mod arbejdet i Kolding. Hen over weekenden havde bilen stået stille, da familien fra Fredericia havde været på familietur. Bilen var mandag morgen fyldt op i bagagerummet, så hattehylden var lidt presset og løftet et par centimeter.

Annonce

110 km/t og løse bolte

- Det lyder i første omgang som om, at det er hattehylden, der klaprer. Men lyden bliver bare værre og værre, jo tættere jeg kommer på Kolding, fortæller Sandra Kronsted.

Men lyden stammede ikke fra en klaprende hattehylde. Et af bilens fire hjul havde så løse hjulbolte, at mekanikeren kunne stå og skrue dem af med fingerkræfter. Da Sandra Kronsted fra Fredericia så mekanikeren dreje på boltene, fik hun det skidt.

- Jeg tænkte bare, at jeg lige havde kørt 110 kilometer i timen på motorvejen, lige havde sat mine børn af. Jeg fik det skidt, og så blev jeg rigtig vred, siger Sandra Kronsted.

Mekanikeren spurgte efterfølgende den 34-årige fredericianer om, hvorvidt hun havde fået efterspændt sine hjul efter påmontering af sommerdæk.

Annonce

Opslag og opmærksomhed

Ifølge Sandra Kronsted var mekanikeren fra Kolding ikke i tvivl om, at ”nogen havde pillet ved hjulet”, som Sandra beskriver det. Især på baggrund af, at bilens øvrige tre hjul havde så spændte hjulbolte i mandags, at de ikke kunne efterspændes yderligere.

Sandra Kronsted fra Fredericia har fået efterspændt sine hjul, efter hun i april fik sommerdæk på. Mekanikeren, der opdagede de løse bolte i mandags, kunne skrue dem af med almindelige fingerkræfter. Sandra Kronsted blev fyldt med vrede og chok, da hun opdagede, at boltene var løse. Hun havde lige forladt motorvejen, hvor hun havde kørt 110 km/timen. Foto: Søren Gylling

I april måned blev sommerdækkene monteret på Sandra Kronsteds bil.

For tre uger siden fik hun sommerdækkenes hjulbolte efterspændt.

- Jeg bliver så vred over, at nogle har gjort det her (løsnet hjulboltene, red.). Lige meget hvad, så er det bare ikke sjovt, siger Sandra Kronsted.

Derfor lavede hun et facebookopslag i weekenden, hvor hun opfordrede andre bilister til at være ekstra opmærksomme.

- Det var vigtigt for mig at få kommunikeret ud. Det er i hvert fald ikke naturligt for mig lige at tjekke mine hjulbolte, inden jeg kører, lyder det fra Sandra Kronsted.

I et opslag på Facebook opfordrer Sandra Kronsted fra Fredericia andre bilister til at være opmærksomme på eventuelle løse hjulbolte. Hen over sidste weekend, mens familien var udenbys, blev boltene på et af bilens fire hjul løsnet. Hun har meldt det til politiet. Foto: Søren Gylling

I kommentarsporet under Sandras facebookopslag dukkede et indlæg op fra en beboer, der ikke bor langt fra Luthersvej, hvor Sandra Kronsted har adresse.

Annonce

Bilist: Grove drengestreger

Kåre Gertz oplevede, hvordan hans bil mandag også opførte sig mærkeligt. Allerede søndag havde hans kæreste påpeget, at bilen lød underlig, men Kåre Gertz slog det hen. Indtil mandag hvor han selv hørte bankelyden. Hans mekaniker i Erritsø kunne ligeledes konstatere, at tre ud af fire hjulbolte på højre forhjul var løsnet.

- Bilen var til service i onsdags (forrige onsdag, red.), så jeg tænkte, mekanikeren havde glemt at tjekke det. Men min mekaniker sagde, at han altid tjekker efter, inden bilen overleveres til kunden, fortæller 49-årige Kåre Gertz.

Gode råd fra mekanikeren

Sidste år var der flere lignende episoder i Fredericia, hvor bilejere oplevede, at hjulboltene blev løsnet på deres biler. Dengang kom Michael Kristiansen fra Magnussens Biler i Fredericia med gode råd til, hvad du som bilist skal være opmærksom på.

  1. Vær opmærksom på mislyde. Er der den mindste mislyd, skal du kontakte et værksted.
  2. Hvis dine hjulbolte er blevet løsnet, vil det larme fra dækket. En klonk-lyd vil være næsten konstant. Lyden kommer allerede inden, boltene kan bevæge sig.
  3. Hold øje med dine hjulbolte. Det kan du eventuelt gøre med maling, hvor du tegner på både bolt og fælg - ulempen er dog, at maling ikke holder særlig længe.
  4. I sidste ende kan du købe låse til dine hjulbolte. Det er en lås, som du heller ikke lige umiddelbart kan købe en ny nøgle til. Ifølge indehaveren er det ikke muligt, at hjulbolte bare sådan lige kan løsne sig.

Kåre Gertz fik sommerdæk på for halvanden måned siden, og han har nu besluttet – ligesom Sandra Kronsted – at bilens hjulbolte skal udstyres med låsebolte.

- Jeg skal ikke risikere noget. Og nu hvor jeg skal ud og køre, der tjekker jeg lige om alle 16 (hjulbolte, red.) er spændt. Det er lidt uhyggeligt. Og selvom det måske er drengestreger, så er det nogle grove af slagsen.

Sandra Kronsted og Kåre Gertz har begge meldt episoderne til politiet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Gode forhold og næsten ingen kø: Flere hundrede er allerede blevet testet for covid-19 i MesseC

Fredericia

Corona-testbiler på vej: I weekenden kan borgere blive testet

Fredericia

Investeringer på vej i midtbyen: Gothersgade Syd bliver permanent gågade

Fredericia

Partier tager penge af kassen for at få råd til store anlægsopgaver - ny skole og teaterplaner afventer

Annonce