Annonce
Sport

Schönes frisparksperle hjælper Genoa over stregen i Serie A

Massimo Pinca/Reuters
Lasse Schöne scorede direkte på frispark, da Genoa slog Spal og rykkede over nedrykningsstregen i Italien.
Annonce

Et flot mål af den danske landsholdsspiller Lasse Schöne var søndag med til at sende Genoa tættere på overlevelse i Serie A.

Schöne bidrog efter pausen med et mål på frispark, da han drejede bolden over muren og op i målhjørnet til 2-0, der også blev slutresultatet i sejren over bundproppen Spal.

Forinden havde den tidligere Inter-angriber Goran Pandev bragt Genoa på 1-0 i første halvleg.

Med sejren rykkede Genoa over stregen i Italiens bedste fodboldrække. Holdet fra det nordlige Italien har 30 point som nummer 17 i ligaen. Det er et point bedre end Lecce, der på 18.-pladsen ligger under stregen.

Den nu 34-årige Lasse Schöne skiftede i sommeren 2019 fra Ajax til Genoa efter syv år i den hollandske storklub.

Genoa råder også over danskerne Peter Ankersen og Lukas Lerager. Sidstnævnte kom ind med et kvarter igen og var med til at køre sejren hjem for Genoa.

Landsholdsstopperen Simon Kjær spillede hele kampen for AC Milan, som fik 2-2 og et point med hjem fra Napoli søndag aften.

Theo Hernández åbnede scoringen for Milan efter 20 minutter, men Giovanni Di Lorenzo udlignede før pausen.

I anden halvleg sørgede Dries Mertens og Franck Kessié med en scoring hver for pointdeling.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce