Annonce
Kultur

Science fiction-prædiken i Faaborg Kirke

- Jeg har glædet mig til at komme i kirke, for at kunne blive befriet for min egen navle, fortalte den yngste kirkegænger på den første gudstjeneste Julie Haugaard efter Corona-nedlukningen, der har varet i over to måneder. Foto: Anne Kruse Brødsgaard
Håndsprit, markerede siddepladser, og nadver-handsker gjorde det muligt for landets kirker at genåbne dørene Kristi himmelfartsdag.
Annonce

Kordegnen og kirketjeneren smågrinede af begejstring godt en halv time før dørene i Helligåndskirken i Faaborg åbnede for den første gudstjeneste, siden Corona-nedlukningen den 12. marts. Omkring 15 mennesker havde fundet vejen til kirken denne syrenduftende formiddag, hvor solen varmede den 500 år gamle klosterkirkes gulkalkede mure op. I ankomstområdet bød håndsprit velkommen, og et menighedsrådsmedlem havde sørget for friske, lyserøde roser og levende lys ved rækkerne af kirkebænke der, med klistermærker, markerede hvor pladserne skulle indtages.

I virkeligheden behøvede man ikke have gjort sig anstrengelser, for 15 mennesker plus kirkens folk, kunne snildt havde siddet Corona-korrekt med mange meters afstand uden retningslinjer og spærrende snore for hver anden kirkebænk. Menighedsrådsformand Thomas Ingemansen understregede da også sagte, at: - Vi følger naturligvis retningslinjerne, men det er op til folk selv, om de vil overholde dem. En stemning som på et teater i timerne op til en premiere flød gennem det store rum hvor præst Lene Matthies, på vej til omklædning, sang højt med på kirkesangernes salmeprøve. Fra pulpiturets lange piber brusede lyden af kirke ned over dens tjenere, der blot ventede på publikum. På menigheden, som de kun har været i kontakt med via skærme og telefonrør den seneste tid.

Faaborg Kirke havde fulgt alle regler for at kunne skabe plads mellem kirkegængerne. Fremmødet var dog så lille, denne første gudstjeneste Kristi himmelfartsdag, at det næppe havde været nødvendigt. Foto: Anne Kruse Brødsgaard
Annonce

Science fiction-citat fra prædikestolen

Dommedagsscenarier har formentlig spurtet rundt i mange menneskers tankebaner siden Covid-19 lukkede hele verden ned. Præstens budskab på denne første rigtige gudstjeneste tog da også sit udgangspunkt i perspektivet; hvad sker der, når vores eksistens som jordboere trues? Således citerede præsten en scene fra science fiction-filmen Interstellar, hvor hovedpersonen Cooper undervejs siger: - Vi plejede at se op mod himlen, og forestille os vores plads blandt stjernerne. Nu kigger vi bare ned, og bekymrer os over vores plads i hele skidtet. Lene Matthies førte sætningen videre til forholdet mellem Gud og mennesket. At man skal huske ikke kun at kigge opad med nakken på gled, for at få øje på Gud. Men at se frem mod vores næste og det liv og de udfordringer, der er blevet os givet som mennesker. For himmel og jord står i ét i kristendommen. Så selvom Jesus drønede til himmels denne Kristi himmelfartsdag for tusindvis af år siden, er han, via vores gerninger, stadig levende her på jorden.

Måske forsvandt sætningernes betydning hen over hovedet på de overvejende ældre mennesker, der var mødt op. Måske nød de bare at sidde i et solbeskinnet, højloftet rum, og føle sig velkommen, mens velmenende ord flød imellem dem. Det store i det små.

Altergangen med oblater og portvin blev der også inviteret til. Igen var cirklen omkring præsten markeret med klistermærker, så menighedens knæfald fik god plads imellem sig. Og af hensynsfulde to omgange, delte kordegn og præst, iført latexhandsker, "kød" og "blod" ud til de fremmødte. En tåre løb undervejs ned ad præstens kind. Orglet brusede med i alt seks salmer, der kunne synges fra printede papirark, for sangbøgerne er pakket væk, indtil vi ikke længere bør frygte, om en bacille har sat sig fast mellem Grundtvig og Brorson.

Annonce

Befriet for navlepilleri

Efter gudstjenestens sidste salme anno 1644, brød folk op. Kom udenfor og smilede farvel til præsten. 35-årige Julie Lykke Haugaard, var en af dem, der havde skiftet fridagsformiddagen ud med det levende ord. - Jeg er taget i kirke i dag for at blive befriet for min egen navle, og i stedet være en del af noget almenmenneskeligt. En del af en helhed. Kirken er det rum vores kultur har, når vi skal tale om livets rigtig store spørgsmål, fortalte hun inden hun satte sig på cyklen. 52 - årige Lene Granhøjs øjne vidende også om en god oplevelse - Det har været en glæde at opleve energien i kirken og at være sammen med andre. Det er en energi, der højner en selv, og det synes jeg er meget værd for menneskeheden i dennme her tid.

Om en uge åbner dørene igen indtil i Faaborg Kirke, ligesom de gør det i landets øvrige 2353 folkekirker, når pinsen og Helligånden skal fejres. Det fysiske afstandskrav holdes i hævd i Guds hus, formentlig i de næste mange måneder.

Levende lys og friske, lyserøde roser bød velkomen i kirkerummet, som summede af forventning inden dørene for meninghjeden igen kunne åbnes. Foto: Anne Kruse Brødsgaard
En smøg var påkrævet af præst Lene Matthies, der fældede flere glædestårer undervejs i denne første gudstjeneste. Foto: Anne Kruse Brødsgaard
Dørene til landets kiker blev åbnet igen første gang Kristi himmelfartsdag. Præst Lene Matthies bød velkommen til Faaborg Kirke. Selv havde hun ligget vågen siden klokken fem om morgenen, fuld af forventning. Foto: Anne Kruse Brødsgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Endnu et villa-indbrud

Debat

Lad os gå sammen om at redde Lillebælt

Annonce