Annonce
Vejle

Se billederne: Larmende cykelfest på Kiddesvej

PostNord Danmark Rundt sluttede 3. etape i Vejle, hvor den berygtede Kiddesvej ventede. Vejen er 400 meter lang og stiger i gennemsnit 11,1 procent og 21 procent, hvor den er stejlest. Rytterne ankom omkring klokken 17. Foto: Yilmaz Polat
PostNord Danmark Rundt sluttede 3. etape i Vejle, hvor folk vanen tro var mødt talstærkt op på Kiddesvej. 23-årige Gitte Schulz kom for at heppe på kæresten.

Vejle: Der blev piftet og hujet på Kiddesvej, da cykelrytterne fra PostNord Danmark Rundt kæmpede sig op ad den lede bakke.

Den skulle rytterne op ad hele tre gange, før de strøg over målstregen på Koldingvej.

Og hele vejen op ad Kiddesvej stod tilskuerne klemt sammen for at følge rytternes sidste strabadser under sensommer-solen.

En af dem, der var kommet i rigtig god tid for at få en god plads, var 23-årige Gitte Schulz fra Odense. Hun havde hevet forældrene med fra Aabenraa og allerede omkring klokken tre fandt de en plads på Kiddesvej med deres klapstole.

- Vi skulle have en god plads, fordi min kæreste er med i løbet. Han bliver simpelthen så glad, når jeg er med ude til cykelløb. Jeg forstår mig ikke meget på cykling, men det gør ham heldigvis ikke noget, fortalte Gitte Schulz.

Gitte Schulz er kæreste med 23-årige Mathias Bregnhøj, som er født og opvokset i Vejle. Han er på tredje år cykelrytter for BHS-Almeborg Bornholm, og med etapen i Vejle så Gitte Schulz muligheden for at følge ham på hjemmebane.

- Han har cyklet virkelig mange gange op ad Kiddesvej, så han kender stigningen ret godt. Vi skal heppe på ham, så han lige kan give den ekstra gas. Jeg synes bare, at den er hård at gå op ad, sagde Gitte Schulz, der bor sammen med Mathias Bregnhøj i Odense.

PostNord Danmark Rundt i Vejle

3. etape og motionsløbet Kongetapen blev afsluttet i Vejle.

Etapen er løbets længste og hårdeste på 200 km og 1500 højdemeter fra Holstebro til Vejle.

I Vejle cyklede rytterne tre omgange på 5,7 kilometer, inden de strøg over mållinjen på Koldingvej.

Det er 21. gang, at cykelrytterne fra Danmarks største etapeløb gæster Vejle og omegn.

PostNord Danmark Rundt ruller gennem landet fra den 21. til 25. august

Spændt svigermor

At spotte sin rytter er ikke altid let, fortalte Gitte Schulz. Som regel ser hun efter ansigtet, der er lettere skjult bag cykelhjelm og cykelbriller, men det kan snyde.

- "Hov, der er Mathias", og så ser jeg, at det er en holdkammerat. Det kan faktisk være meget svært at se, fordi de suser så stærkt forbi og er ens klædt, men som regel kan jeg kende ham, fortalte hun.

Gitte Schulz tager ofte med ud for at heppe på Mathias Bregnhøj. Også Gittes forældre følger nøje med i svigersønnens cykelløb.

- Det er meget spændende, og vi følger altid med, når han er på tv eller aviserne. Han lægger også rigtig meget tid og kræfter i det, sagde Marianne Schulz.

Da kommentatorerne begyndte at annoncere, at nu nærmede feltet sig Kiddesvej, pakkede Mathias Bregnhøjs heppekor straks klapstolene sammen for at få det bedste syn af rytterne.

Mathias Bregnhøj klarede etapen fra Holstebro til Vejle på fire timer, 47 minutter og 26 sekunder. Det udløste en 26. plads.

Etapen blev vundet af Lasse Norman Hansen.

Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia For abonnenter

Landmand bruger Facebook til at gør opmærksom på gyllelugt: Nu dufter det tørre vasketøj godt

Annonce