Annonce
Fredericia

Se video og billeder: Islamkritiker fik modstand fra flere hundrede fredericianere

Partiet Stram Kurs med Rasmus Paludan i front lagde søndag vejen forbi Fredericia, hvor han demonstrerede med budskabet "Islam ud af Danmark".

Fredericia: Hvis Rasmus Paludan havde troet, at han kunne komme til Fredericia med budskabet "Islam ud af Danmark" uden at få medfart, så blev han hvert fald søndag klogere.

Foran Korskærparken havde flere hundrede personer stillet sig klar - dels for at høre, hvad Rasmus Paludan og hans parti, Stram Kurs, havde at sige, og dels for at fortælle ham, at han ikke var velkommen. Et fåtal af de fremmødte var tilhængere af den omstridte islamkritiker.

Annonce

Det er vigtigt, at helt almindelige mennesker siger nej. Han repræsenterer jo ondskab.

Lotte Hansen, moddemonstrant.
Et par hundrede havde taget plads ved græsarealet ved Lidl. Flere valgte at vende ryggen til Rasmus Paludan. Det blev de opfordret til at en af de kvinder ,der forud for demonstrationen havde været med til at politianmelde Rasmus Paludan. Foto: Søren Gylling

Vend ryggen

- Vi har haft mange snakke om, om sådan en som ham (Rasmus Paludan red.) bare skulle ties ihjel, men vi blev enige om, at vi vil stå op mod sådan en som ham. Det er vigtigt, at helt almindelige mennesker siger nej. Han repræsenterer jo ondskab, når han kun går efter mennesker ud fra, hvilken hudfarve de har, eller hvem de tror på, lød det fra 63-årige Lotte Hansen.

Sammen med sin mand, Niels Mortensen, havde hun stillet sig op på fortovet foran Korskærparken. Her havde de udsigt til den afspærrede firkant, hvor islamkritikeren Rasmus Paludan skulle ytre sig. De bor slet ikke i området, men "de kunne ikke bare sidde og gøre ingenting", som Lotte Hansen selv beskrev det.

Der var lagt op til, at demonstrationen skulle vare tre timer fra klokken 14. Allerede en halv time inden Rasmus Paludan overhovedet var ankommet, stimlede folk sammen. Her var både indbyggere fra Korskærparken, men også fredericianere med adresse i andre dele af byen. Der var sågar en kvinde fra Randers. Hun er en af dem, der har været med til at politianmelde Rasmus Paludan. Opfordringen fra hende var klar:

- Han er ikke toneangivende i Danmark. Vend ryggen til ham, råbte Lisbeth Pedersen i den medbragte megafon.

I godt to og en halv time spankulerede Rasmus Paludan rundt indenfor den firkant, politiet - med afspærringsbånd - havde skabt til dagens formål. Han gik fra person til person og talte med dem. Langt fra alle var enige i de holdninger, Rasmus Paludan havde. Foto: Søren Gylling
Især mange unge var dukket op. Flere af dem gik i direkte diskussion med Rasmus Paludan, og flere kaldte ham eksempelvis racist. Flere af dem bad Rasmus Paludan om at rejse hjem, hvor han kom fra. Foto: Søren Gylling

'Byen for alle'

Rasmus Paludan brugte over to timer på at gå langs politistrimlen. Her talte han med de fremmødte om, hvad han og hans parti står for. Valget af sted for demonstrationen bunder i, at islamkritikeren besøger de områder, der er på ghettolisten. Hans budskab er - kogt ned - at "kriminelle samfundstabere skal rejse hjem til deres lorteland", som han selv beskriver det.

- Vi har et problem, og de skal have at vide, at de skal rejse hjem til det land, de kommer fra. Vi har ikke respekt for dem. De er samfundstabere, og de skal bare ud, proklamerede Rasmus Paludan.

Det krævede rigtig gode ører at høre, hvad Rasmus Paludan snakkede med de fremmødte om. Hver gang han gik fra en person til en anden, fulgte en stor flok med.

De råbte alle i kor "byen for alle", mens de klappede i hænderne. Flere stod med ryggen til Rasmus Paludan og ignorerede ham. Det hindrede dog ikke islamkritikeren i at indgå i dialog med de mange fremmødte.

Der var ikke en decideret tale fra Rasmus Paludan under den planlagte demonstration ved Korskærparken. Det mindede mest om en slags walk-and-talk. Og Rasmus Paludan kunne gå til og fra de fremmødte, som det passede ham. Foto: Søren Gylling

Paludan i modvind

Efter halvanden time valgte en stor flok af de fremmødte moddemonstranter at flytte sig fra det afspærrede område. Opfordret af et par mænd fra Korskærparken stillede de sig i flok på fortovet lige foran Korskærparken. De dannede en slags mur mod det boligområde, Rasmus Paludan angreb i sin demonstration og med sit parti.

Der var ingen tvivl om, at Rasmus Paludan ikke var dagens mand i skysovs. Under den to og en halv time lange demonstration fik han både kastet tyggegummi, grimme ord og alverdens papir efter sig.

"Du er bare klam", "Du skal selv skride hjem", "Du hører ikke til her, taber". "Fuck dig, Rasmus".

Lisbeth Pedersen (med megafonen) opfordrede blandt andet også de unge til ikke at udøve vold eller komme i slagsmål. Ifølge hende ville den bedste reaktion være, at man vendte ryggen til Rasmus Paludan. Hvilket hun opfordrede flere til via megafonen. Foto: Søren Gylling
Rasmus Paludan er en eftertragtet herre på eksempelvis Youtube. Mange børn og unge ved hvem han er. Fredstegnet, som en af de fremmødte laver, er også et tegn, Rasmus Paludan oftest laver, når der tages billeder. Foto: Søren Gylling
Foto: Søren Gylling
Foto: Søren Gylling
Foto: Søren Gylling
Foto: Søren Gylling
Foto: Søren Gylling
Lotte Hansen og Niels Mortensen har ikke relationer til Korskærparken, men de kunne ikke bare sidde og gøre ingenting, da de hørte, at Rasmus Paludan havde planer om at komme til Fredericia. Foto: Søren Gylling
En af de fremmødte moddemonstranter mente, at grin var vejen. Hun rendte rundt i en times tid og grinede højlydt i megafonen. Det fik flere til at trække på smilebåndene - også flere betjente. Foto: Søren Gylling
Foto: Søren Gylling
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce