Annonce
Middelfart

Sejlerskole er ved at fylde efterårshold: - Det boomede for tre-fire år siden, hvor Kløvedal og Beha var i fjernsynet

Benny Møller og Imone Møller er begge en del af sejlerskolen i Middelfart som henholdsvis formand og elev. Foto: Sofie Ejlskov Hugger
Middelfart Sejlerskole søger de sidste af i alt 36 elever til den kommende sæson, hvor der vil flere dage på vandet for at kompensere for tabt forårsundervisning.
Annonce

Middelfart: Der er efterhånden ved at komme gang i motorerne igen hos Middelfart Sejlerskole, der har været lukket ned under coronaen.

Skolen søger lige nu elever til det kommende hold i sensommeren og efteråret, hvor der er lagt nogle ekstra lørdage på vandet ind for at kompensere for den tabte undervisning i foråret.

Formand for skolen Benny Møller regner dog med, at de 36 elever, der som udgangspunkt er plads til, nok skal dukke op, om ikke andet oven på det informationsmøde, skolen holdt mandag den 22. juni.

Det fortalte han, da han kiggede forbi avisens kontor på Middelfart Marina mandag.

- Vi får nok fyldt op med de 36, når vi ser på de tilmeldinger, der har været. I år vil flere prøve noget andet i stedet for at rejse ud. Så på den måde har corona gjort noget godt. Men det dårlige, det har gjort, er, at vi ikke har fået forårssæsonen med, forklarer Benny Møller.

Han tilføjer dog, at antallet af middelfartere, der valgte at gå til sejlads, lå en lille smule højere for nogle år tilbage, hvor tv-kendisser stod for inspirationen til at drage til søs i bedste sendetid.

- Det boomede for tre-fire år siden, hvor Kløvedal og Beha var i fjernsynet med en række udsendelser. Så skulle mange ud at sejle, fortæller Benny Møller.

Annonce

Seks både med seks elever

Sejlerskolen råder over seks både, der er udviklet til matchrace, og der er plads til seks elever i hver båd. Kniber det med pladsen, har skolen også et par mindre både med plads til fem.

Benny Møller forklarer, at det er folk i alle aldre, der plejer at melde sig til.

- Der er de unge, som gerne vil lære at sejle, de lidt ældre, der går op i sejlads, og de lidt ældre igen, der selv lige har købt en båd, siger han.

En af de yngste elever sidste sæson var Imone Møller på 22 år, der endte med at få et duelighedsbevis.

-Jeg havde kun siddet i en båd, men havde aldrig taget ansvar for noget, fortæller hun om starten på sejlerskolen.

Hendes ophold endte med at være en succes, og hun håber, at andre også vil få lyst til at kaste sig ud i det, selvom de måske føler sig på dybt vand.

- Mit bedste råd er at give det en chance. Hvis man ikke helt ved, hvordan man har det med at få rykket sine grænser, så er der en tryghed i det, siger Imone Møller, der eksempelvis har været glad for, at skolen har to instruktører per båd. Hun fortsætter:

- Efter i hvert fald andet år har man styr på båden, og man får lov at sejle ud selv og selv være kaptajn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce