Annonce
Fredericia

Seniorer vil lave bofællesskab i gade med glastag: Man skal kunne gå rundt i sutsko på en dag med slud

Erling Eich Hammer bor på Kobbelgårdsvej med sin hustru, Pernille. De er omkring de 60 år, og villaen i baggrunden er blevet stor at leve i, efter at børnene er flyttet hjemmefra. Parret er i fuld vigør, men har også den tredje alder i sigte. Derfor vil Erling og Pernille Eich Hammer gerne være med til at stifte en ny andelsboligforening og bygge et bofællesskab. Ligesindede søges på Facebook. Foto: Morten Pape
Erling og Pernille Eich Hammer fra Kobbelgårdsvej ønsker sig et bofællesskab med overdækket gade. Man skal kunne gå rundt i sutsko på en dag med slud. Men ikke et egentligt kollektiv, og økonomien er anderledes.

Fredericia: Hvem vil være med i et nyt seniorbofællesskab i Fredericia?

Sådan spørger Erling og Pernille Eich Hammer fra Ullerup. De er henholdsvis 64 og 59 og bor i dag i en rummelig villa på Kobbelgårdsvej.

Men alene.

Annonce

Lang kø til seniorbolig

Ifølge en godt to år gammel rapport fra Realdania er der stor interesse blandt ældre for at bo i seniorbofællesskaber, og på forårets generalforsamling i foreningen Senior Bo Fredericia kunne det konstateres, at 175 stod på venteliste til en lejlighed i et seniorfællesskab i Fredericia.

Senior Bo Fredericia og Boligkontoret Fredericia har knap 100 lejemål fordelt på tre seniorbofællesskaber i Fredericia. 55 i den gamle Købmagergade Skole rummer, 23 i I.P. Schmidts Gaard og 28 i det nye byggeri Kongens Punkt i Kanalbyen.

Alt var udlejet.

- Det er tre-fire år siden, børnene flyttede, og selvom vi har boet her i 12 år og bor rigtigt fint og har god plads - og er i fuldt vigør - ja, så er der ikke så forfærdeligt lang tid mere, til vi er ude af arbejdsmarkedet.

Sådan forklarer Erling Eich Hammer til Fredericia Dagblad:

- Og så har man måske ikke den samme omgang mere med andre som i dag.

- Hvis man ønsker at opretholde relationer og tryghed tæt på og sammen med andre, kunne et seniorvenligt bofællesskab være en god løsning, synes vi.

Fik idéen i et drivhus

Erling Eich Hammer har vendt og drejet idéen i flere år, siden han i anden sammenhæng besøgte et stort gartneri ved Odense:

- Administrationen og drivhusene lå i forbindelse med hinanden under glastagene, og det fungerede godt. Man gik direkte ud i gartneriet fra kontorerne. Sådan ville jeg gerne bo, tænkte jeg.

Nu er ønsket modnet, og Erling og Pernilles søn, Rasmus, 28, og datter Karen, 25, er som sagt fløjet fra reden. De studerer i Aarhus.

Pernille Eich Hammer er kiropraktor for blandt andet Falck Healthcare. Erling er uddannet maskinmester, men ejer i dag handelsfirmaet med stål, Inoxline, på Dannevirkevej i Fredericia.

Erling Eich Hammer ejer tomandsfirmaet Inoxline i Fredericia. Det handler med stål. Pernille Eich Hammer er kiropraktor (og var ikke hjemme da Fredericia Dagblad besøgte dem i Ullerup). Deres to børn læser i Aarhus, og så er 162 kvadratmeter meget. Håbet er 20 nye seniorvenlige boliger ud til en slags overdækket gade med glastag - med indflytning i 2025. Foto: Morten Pape

10 følgere på Facebook

Parret har 165 kvadratmeter på Kobbelgårdsvej. Huset ligger flot og frister med fornem udsigt.

Seniorvenligt vil det imidlertid næppe være, når beboerne en gang bliver rigtigt gamle. Haven er stor. Der er trappe ned til kælderen.

Ønsket om en anden boform har Erling Eich Hammer slået op på Facebook med søgeordet Seniorvenligt bofællesskab i Fredericia. Han håber, ligesindede vil melde sig, så der i første omgang kan dannes en projektgruppe og udarbejdes et budget. Derefter stiftes en andelsboligforening. Der er pt. 10 følgere.

Inspirationen til et eventuelt nyt seniorvenligt bofællesskab i Fredericia kommer fra bofællesskaberne Solfang og Regnbuen på Toftegårdsvej i Erritsø. De blev indviet ved siden af hinanden for 31 år siden. Det ene fællesskab er en andelsboligforening. Det andet lejemål. Hér nogle af de nyindflyttede i Solfang, 26. maj 1988. Foto: Peter Honoré for Fredericia Dagblad, Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn

Skal være uden gæld

En lokal ejendomsmægler skriver på et notat om økonomien. For den skal funderes på en anden måde end i mange andelsboligforeninger.

Foreningen skal stiftes uden nævneværdig foreningsgæld, så man kan sidde for 2500-3500 kroner om måneden. Håbet er indflytning i 2025 - i 20 boliger plus fællesfaciliteter på en naturgrund på 10.000-15.000 kvadratmeter i udkanten af Fredericia. Men tæt på indkøb og offentlig transport.

Hjemmene skal være seniorvenlige. Men ikke med bedstefar- og bedstemorklausul på.

- Nej, hvis man vil bo flere generationer sammen, er det også muligt, forestiller Erling Eich Hammer sig.

- Jeg tror, mange, der har levet et langt og flittigt liv, har en friværdi på 1,5 eller 2 millioner kroner, som andelsbeviserne skal koste. For så kan man reelt leve af sin folkepension, argumenterer idémanden:

- Det er i hvert fald tanken. Men ellers er det ikke anderledes, end at andelsbeviserne kan belånes som til et hus, hvis man ikke har den friværdi.

Sammen, hver for sig...

- Vi skal bo hver for sig og blive enige om graden af fællesskab. Jeg skal for eksempel have et værksted, da jeg er handymand. Jeg ser ikke for mig, at der skal være regler om ét eller andet antal fællesspisninger om ugen, fortsætter initiativtageren.

Det kommer an på, hvad man kan blive enige om, pointerer Erling Eich Hammer og lægger op til diskussion, hvis der altså kan samles en flok:

- Men inspireret af bofællesskaberne Solfang og Regnbuen i Erritsø skal boligerne opføres omkring en overdækket gade med glastag.

- Når man går uden for sin dør, er man stadig indenfor og kan mødes med de andre. Det er også sådan, at vi alle skal dø - men ikke samtidig. Så når den ene af to falder væk, vil der stadig være en tryg ramme for den anden. Det tiltaler også min kone og mig, understreger Erling Eich Hammer.

- Selv på en sur og klam sludvejrsdag i januar kan man gå ned ad gaden i sutsko. Det er seniorvenligt.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

De unge løvers hule findes i Fredericia Idrætscenter: Nyt middel mod måger blev kåret som årets vinderforslag på Innocamp

Fredericia

Liv deler pakkekalendere ud til trængte børn: - Det er en hjertesag for mig

Annonce