Annonce
Fredericia

SF'er kalder projekt for ledige handicappede for 'kreativt' - byrådsmedlem kalder kritik for politisk spin

Et projekt, der skal få folk med handicap og funktionsnedsættelser i job eller uddannelse, skaber nu splid mellem SF og en række byrådsmedlemmer.
Er det rimeligt at fremstille projektet som en vej ind på arbejdsmarkedet for handicappede borgere, spørger Connie Maybrith Jørgensen (SF). Byrådsmedlem John Nyborg (S) kalder hendes anfægtelser politisk spin.
Annonce

Fredericia: For nylig kunne Fredericia Dagblad fortælle om et projekt, der har succes med at få handicappede ledige videre i job eller uddannelse.

Men projektet "Et mere rummeligt arbejdsmarked for borgere med handicap", som er støttet af Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering (STAR), er faldet Connie Maybrith Jørgensen, der er medlem af SF, for brystet.

Hun mener, projektet stikker handicappede borgere blår i øjnene og skriver blandt andet følgende i et læserbrev: "Nu kommer der jo nok ikke en Britta-sag ud af denne kreative brug af satspuljemidlerne, men ærlig talt, burde byrådet ikke overveje at aflevere pengene til staten igen, således disse kan gå til de formål, som de er tænkt til?"

- Det, der er problemet, er, at der findes rigtig mange handicappede, som gerne vil i job. Men at det skulle være tilfældet, at de kommer, det er der ikke noget, der tyder på, uddyber Connie Maybrith Jørgensen over for Fredericia Dagblad og siger desuden:

- Man skal ikke stikke folk blår i øjnene. Det mener jeg, man gør.

Annonce

Projekt slutter i september

Connie Maybrith Jørgensen er medlem af Fredericia Kommunes handicapråd og kritiserer desuden projektets målgruppe, som ikke mener er handicappede.

Hun skriver blandt andet i læserbrevet: "Der var altså umiddelbart ikke tale om borgere med handicaps i gængs forstand, som via projektet er kommet i beskæftigelse".

Hun mener i det hele taget, det er vanskeligt for handicappede at komme ind på jobmarkedet.

- Det er overordentligt vanskeligt for handicappede at komme ind på arbejdsmarkedet - især hvis de har fået pension. De kan godt have lyst til at arbejde, og der er mulighed for at få skånejob, men det er svært at få hjælp til fra kommunen, anfører hun.

Annonce

Ansøgning godkendt af styrelse

Fredericia Kommune har fået knap to millioner kroner af STAR til projektet, som - når det er færdigt - overgår til at blive en del af den daglige drift på Fredericia Jobcenter.

Det er også STAR, som har godkendt ansøgningen fra Fredericia Kommune og undervejs i projektet løbende har udbetalt de knap to millioner kroner, efterhånden som resultaterne er tikket ind.

Projektet

Det omtalte projekt gik i gang 1. april 2019 og slutter i år ved udgangen af september.

398 personer tilknyttet Fredericia Jobcenter er screenet for handicap og funktionsnedsættelser, hvorefter 80 personer er visiteret til projektet.

32 personer er kommet i job, 10 personer er gået i gang med en uddannelse, fire personer er i gang med virksomhedspraktik og fire er i et forløb med en jobformidler.

De resterende 30 er borgere, som enten ikke er kommet i gang med job eller andet eller har forladt projektet.

Om projektets formål står der: "Projektets overordnede formål er, at flere borgere med handicap eller/og funktionsnedsættelser får varig tilknytning på arbejdsmarkedet, samt at der kommer et øget fokus på de kompenserende ordninger hos borgere, hos medarbejdere i jobcentret og i virksomhederne".

Der står desuden, at projektets målgruppe er "dagpengemodtagere, jobparate kontanthjælpsmodtagere, samt uddannelsesparate og ikke-uddannelsesparate med handicap eller funktionsnedsættelse". Alle med under to års ledighed.

- Vi har fået godkendt ansøgningen med den her gruppe af borgere, fortæller jobcenterchef Sanela Ljeskovica og tilføjer:

- Alle kriterier for tildeling af tilskud har styrelsen taget stilling til. Der er desuden krav om afrapportering løbende og krav om regnskab.

Annonce

Formand: Grov beskyldning

Formand for social- og beskæftigelsesudvalget Peder Tind (V) og næstformand John Nyborg (S) afviser da også Connie Maybrith Jørgensens kritik og især det, at Connie Maybrith Jørgensen kalder brugen af satspuljemidlerne for kreativ, falder dem for brystet.

- Det er en meget grov beskyldning. Det er en tynd kop te at komme med, når der ikke er beviser for, vi ikke skulle være kommet i mål. Vi har et projekt, som går godt. Borgere er kommet i job og uddannelse. Det bør vi glæde os over, siger Peder Tind, mens John Nyborg tilføjer:

- Det er nok politisk spin, det her.

- Vi vil gerne modtage en objektiv kritik, og vi vil gerne vise, hvad vi gør. Men man skal ikke angribe os på, at vi ikke opfører os hæderligt, og at vores medarbejdere (på jobcentret, red.) ikke gør det. For det gør vi, slår John Nyborg fast.

Annonce

Kritik af målgruppen

Samtidig stiller de sig undrende over, at Connie Maybrith Jørgensens kritik af projektets målgruppe.

- "At man som medlem af Handicaprådet ikke mener, at det er "de rigtige" handicappede, der er omfattet, må stå for egen regning. Hvad er "rigtige" og "forkerte" i øvrigt?", skriver John Nyborg, Peder Tind og Inger Nielsen (DF) i et læserbrev.

- Vi skal være der for alle borgere uanset handicap, tilføjer Peder Tind desuden til dagbladet.

Desuden peger han og John Nyborg på, at projektet efterfølgende vil blive evalueret, hvor man vil se på, hvad der kan forbedres fremadrettet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Indbrud i ferietomt hus

Debat

Forbrugerne stemmer med gaflen

Annonce