Annonce
Indland

SF til Radikale: Drop idé om arbejdskraft fra tredjelande

SF-formand Pia Olsen Dyhr vil rekruttere mennesker til "en ordentlig løn", siger hun før forhandlinger.

De Radikale kan glemme alle drømme om at hente mere udenlandsk arbejdskraft fra lande uden for EU ved at sænke beløbsgrænsen for, hvad man skal tjene for at arbejde i Danmark.

Det siger SF-formand Pia Olsen Dyhr. Forud for onsdagens regeringsforhandlinger kommer hun med meldingen om, at der er "mere end 19 millioner arbejdsløse europæere", som kan rekrutteres.

- De skal rekrutteres til en ordentlig løn. Og så skal vi have flere langtidsledige ud på arbejdsmarkedet.

- At hente folk fra tredjelande vil ikke hjælpe Danmark ret meget. Jeg mener, at Finansministeriet vurderer, at det vil give 120 millioner kroner, hvilket ikke er meget, siger hun før SFs forhandlinger med Socialdemokratiet.

SF er det andet parti efter Enhedslisten, der onsdag er mødt frem til forhandlinger på det økonomiske område.

De Radikale skal onsdag eftermiddag ind som det tredje og sidste parti fra rød blok for at forhandle med S-formand Mette Frederiksen.

De Radikale vil sænke beløbsgrænsen for, hvad en borger uden for EU skal tjene for at kunne arbejde i Danmark, fra 427.000 kroner til 325.000 kroner.

Det skal tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft.

Både Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF er imod at sætte beløbsgrænsen ned.

- Hvis De Radikale tror, at det eneste, man kan gøre, er at hente folk til Danmark for at arbejde for en meget lav løn, så kommer vi ikke langt. Men lad os se, om vi ikke kan finde en løsning, siger Pia Olsen Dyhr.

SF gik markant frem ved folketingsvalget 5. juni. Her blev partiet fordoblet i mandater, så det er oppe på 14 mandater.

De fire partier i rød blok fik i alt 91 mandater ved valget og har således flertal i Folketinget.

De økonomiske forhandlinger ventes at blive et politisk tovtrækkeri mellem SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet på den ene side og De Radikale på den anden.

De Radikale ønsker at føre en økonomisk politik med reformer og tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft, en idé som de tre andre partier ikke deler.

Enhedslisten har sagt, at partiet ikke vil bakke op om Mette Frederiksen som statsminister, hvis hun vil føje De Radikales idéer på det økonomiske område.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Borgere får besked om skift af privat hjemmehjælp: Men kommunen afventer endelig underskrift

Fredericia

Private plejere og borgere mødte op til demonstration: Krævede svar på mange spørgsmål

Fredericia For abonnenter

Efter debat om udbud: Embedsmænd og Kære Pleje mødes fredag morgen

Fredericia

Forældre i kamp for Ungdommens Hus: - Havde det ikke været for huset, havde vores datter aldrig fået sin studentereksamen

Annonce