Fredericia: Rikke Friis og Kirsten Christensen, der til dagligt arbejder i Shell-raffinaderiets administration på Egeskovvej, blev torsdag lettere forbløffede.
På programmet stod der walk-and-talk med pressechef Torben Øllegaard Sørensen. Det troede de i hvert fald, men da Thomas Griepp, der er direktør for raffinaderiet, pludselig stødte til flokken, blev de med god grund lettere forundret.
For i stedet for gang og snak blev der interviewet og taget fotos. Dansk Firmaidrætsforbund var nemlig troppet op med præmiecheck, blomsterbuket og en plakat. Raffinaderiet var blevet udtrukket som vindere af førstepræmien i forbundets "Tæl Skridt"-kampagne.
Sund vandrevane
1500 hold har denne gang deltaget i kampagnen, der løber fire gange i løbet af året. Heraf har de 1100 hold opfyldt udtrækningskravet på minimum 10.000 skridt i gennemsnit i mindst otte af de 14 dage, kampagnen har varet.
Hos Shell har de 19 deltagere på de to hold med afstand opfyldt dette.
Henholdsvis 13.769 og 13.200 skridt har deltagerne i gennemsnit gået dagligt i løbet af kampagnens to uger.
- Inden coronaen kom til, havde vi to gange ugentligt en tradition med at gå rundt om rundkørslen (ved Egeskovvej/Ydre Ringvej) for at blive rørt i løbet af dagen, forklarede Kirsten Christensen.
- Vi har været meget adskilte fra hinanden under coronaen, så vi har tænkt nyt. Men vi prøver at gøre lidt mere ud af det og snakker om, hvordan vi kan få endnu flere med, sagde Rikke Friis.
Fælles motivation
For at motivere andre havde hun blandt andet lagt et billede op i et internt forum, hvor hun lavede en jubeldans efter at have passeret 10.000 skridt.
- Vi har været med til at motivere hinanden, konstaterede Rikke Friis.
Kirsten Christensen, medarbejder hos ShellInden coronaen kom til, havde vi to gange ugentligt en tradition med at gå rundt om rundkørslen for at blive rørt i løbet af dagen.
Hun fremviste stolt trofæet "den gyldne sko", som uddeles til den person, som har været bedst til at motivere andre og selv deltage aktivt under motionskampagnerne. Denne gang får skoen ligeledes en ny ejermand.
Gang i flere år
Shell raffinaderiet har i flere år deltaget i Dansk Firmaidrætsforbunds kampagner, der nu har ført til gevinsten på 25.000 kroner. Penge, som skal bruges på at styrke fællesskabet blandt medarbejderne yderligere.
- Jeg håber, at vi måske kan lave nogle konkurrencer i selve konkurrencen, så vi motiverer endnu flere ansatte til at deltage, siger Rikke Friis.
Som mange andre håber hun snart på, at der kommer en coronavaccine, så traditionen med gåtur kan holdes i hævd.
Med checken på 25.000 kroner kan medarbejderne i hvert fald fremvise, at gåturene også kan betale sig på andre parametre end det sundhedsmæssige.