Kolding/Vamdrup: To års ubetinget fængsel. Den dom fik og modtog 32-årige Kenneth Fuglsang Melsen i Retten i Kolding i den forgange uge. Ifølge anklageskriftet var han i oktober sammen med en anden mand i besiddelse af over et kilo kokain, der skulle sælges videre med fortjeneste. Helt præcist drejede det sig om 1.011,7 gram kokain, der blev opbevaret i Vamdrup.
Den 32-årige kunne ifølge anklager Alexander Lange Madsen umiddelbart erkende sig skyldig i at opbevare op mod 200 gram kokain, men han blev dømt for at opbevare den noget større mængde, som er nævnt i anklageskriftet.
Den 32-årige er ikke tidligere straffet og modtog sin dom på stedet.
Alle tre i fængsel
Da han var i grundlovsforhør i Retten i Kolding tilbage i oktober sidste år, skete det sammen med to andre mænd. Dørene til grundlovsforhøret blev lukket, efter sigtelserne var læst op.
De to øvrige mænd fik straksdomme. Den ene, 24-årige Aleksander Wolfson, blev knaldet af politiet midt i en narkohandel, hvor han i Kolding forsøgte at købe 107 gram kokain til en værdi af omkring 41.000 kroner. Ifølge sigtelsen havde han desuden 4509 gram skunk, 1298 gram hash, 12,67 gram mdma og en ecstasypille.
Han fik et år og tre måneders fængsel og modtog sin dom.
Fra artiklenI forbindelse med grundlovsforhøret betegnede anklager Alexander Lange Madsen sagen mod de tre mænd som en mellemstor narkosag.
Den anden, 28-årige Nicklas Klinge Pedersen, blev anholdt på Vestergade i Vamdrup. Han blev sigtet for at have været med til at være i besiddelse af kokainen, der blev fundet dels på en adresse og dels i en bil i Vamdrup. Han fik den længste dom, der lød på tre år og seks måneders fængsel. Også han modtog sin dom.
I forbindelse med grundlovsforhøret betegnede anklager Alexander Lange Madsen sagen mod de tre mænd som en mellemstor narkosag.