Annonce
Vejle

Sikke et puslespil: Livline til Havneøen skal være intakt under broarbejde

I dag er havnekanalen ikke ført igennem til havnebassinet. En spuns og en stykke af den tidligere havnemole sikrer, at blandt andet busser med gæster til Fjordenhus kan passere. Foto: Kaare Johansen
Anlægget af en bro fra kajen til den kunstige ø i Vejle Havn er gået i gang - og det 7,1 millioner dyre projekt kræver nøje planlægning.

Vejle: Den kunstige ø Havneøen ved nordkajen er byggeplads, boligområde og adgangsvej til Vejles nye besøgs-magnet, Fjordenhus.

Af alle tre grunde må forbindelsen til øen ikke afbrydes. Det giver store udfordringer i de kommende måneder, hvor Vejle Kommune anlægger en ny broforbindelse til øen.

I dag er øen i princippet landfast med resten af nordkajen. En del af den oprindelige mole er bevaret. Havnekanalen blev ikke gravet helt igennem til havnebassinet i sin tid.

Men fra starten har det været et ønske, at vandet i stedet kunne flyde under en bro, så gæster og beboere på øen for alvor fik fornemmelsen af at bevæge sig over til - en ø.

Let buet stålbro

  • Den nye bro bliver en let buet stålbro med svære træplanker som dæk - lidt i stil med gangbroen fra havnemolen til øen på nordsiden. Plankerne er dog mange gange kraftigere for at kunne klare tung trafik.
  • Vejle Kommune betaler broen til 7,1 millioner kroner - et projekt, der indgår i den samlede regning for den nye bydel omkring lystbådehavnen på knap 300 millioner kroner.
  • Siden 2010 har kommunen blandt andet brugt de mange millioner på en ny lystbådehavn, kanalen rundt om havneøen inklusive træmoler, legepladser og sidste år den 300 meter lange pier, der strækker sig fra enden af havneøen ud langs sydsiden af lystbådehavnen.
  • De mange millioner er for en pæn dels vedkommende hentet ved salg af grunde i området - blandt andet til Kirk Kapital, der ejer Havneøen.

Trafikken flyttes

Lige før sommerferien bevilgede et flertal i byrådet 7,1 millioner kroner til broprojektet. Og i denne uge gik anlægs arbejdet i gang. Under mere almindelige forhold ville man formentlig blot sætte en gravko i arbejde og på den måde grave det sidste stykke af kanalen ud. Derefter kunne der hejses en bro på plads.

Men den går ikke - af ovennævnte grunde. Det er afgørende, at trafikken til og fra øen kan passere i hele anlægsperioden:

- Derfor har vi delt arbejdet ind i tre etaper, så der hele tiden er passage, forklarer projektchef Henrik Iversen fra Vejle Kommune.

Lidt forenklet fortalt indleder entreprenørfirmaet Aarsleff arbejdet i sydsiden og på midten af byggepladsen. Her støbes brohoveder, som den nye stålbro kan hvile på.

I den periode kan trafikken bruge den nordlige passage. Når det arbejde er overstået flyttes trafikken til den midterste del af af byggepladsen.

Deadline 1. december

På den måde kan der arbejdes i siderne - blandt andet med den komplicerede opgave at sikre alle de nuværende forsyningsledninger til området.

Når kørebanen er sikret, skal jorden graves væk under det nye broanlæg. Derefter kan entreprenøren fjerne stålspunsen på begge sider af den nuværende adgangsvej, så der bliver forbindelse mellem kanalen og havnen.

- Derefter skal vi klare de sidste arbejder med lys og rækværk, og hvis alt går efter planen er vi færdige 1. december, siger Henrik Iversen.

Mens de kørende må finde sig i at blive flyttet rundt, vil der under hele perioden være adgang for gående via en særlig bro langs havnebassinet.

Mens anlægsarbejdet står på, kan fodgængere benytte den midlertidige bro langs havnemolen. Foto: Kaare Johansen
Annonce
Forsiden netop nu
FC Fredericia

Minut for minut: FC Fredericia havde masser af chancer - men tabte alligevel til gæsterne fra Amager

Annonce