Annonce
Sport

Skadesfri trup øger dansk optimisme før VM-afrejse

Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
En lettet Klavs Bruun Jørgensen melder alle spillere spilleklar og friske inden turen til Japan.

Når det danske kvindelandshold i håndbold torsdag morgen sætter sig i flyet mod Japan og den forestående VM-slutrunde, er der for første gang i flere år ingen skader og skavanker, der giver panderynker.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen udtog allerede sine 16 udvalgte for en måned siden. Efterfølgende er truppen blevet udvidet med to reserver, og fælles for dem alle er, at de ville være klar til at spille, hvis der var kamp i morgen.

- Det har været en stående joke, at jeg har gået og krydset fingre og sagt 7-9-13, hver gang jeg har snakket med spillerne. At udtage 16 i god tid og så gå og håbe på, at ingen bliver skadet, har været en smule nervepirrende.

- Men det er med stor glæde, at jeg nu kan sige, at de 18, som jeg rigtig gerne vil have med, de flyver også til Japan, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Før EM sidste år var anfører Stine Jørgensen i kapløb med tiden for at blive klar efter en knæskade. Hun nåede med til Frankrig, men haltede sig gennem det meste af turneringen.

Året før var det stregspilleren Stine Bodholt, der efter halvanden måneds pause rejste halvskadet til VM i Tyskland og først kunne komme i kamp efter indledende runde.

Den slags kvaler har spillerne ikke denne gang, og for landstræneren er der nu kun tilbage at krydse fingre for, at den positive tendens fortsætter frem til VM-premieren mod Australien 30. november.

- Ja, der er stadig godt en uge, til vi skal i gang. Men bare det, at vi nået hertil, er jeg selvfølgelig super glad for.

- Jeg må sige, at jeg tror sgu på det her hold. Spillerne ser fit ud og virker optimistiske. Noget af den tvivl, vi engang imellem har rendt rundt med, er vi kommet et skridt væk fra, fastslår Klavs Bruun Jørgensen.

Holdet flyver torsdag morgen fra Kastrup til Okinawa i Japan.

Efter en uges træningslejr går turen videre til Kumamoto, hvor VM-kampene skal spilles.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Øl væltede ud i rundkørsel: Politiet forventer oprydning i flere timer

112 For abonnenter

Tidligere tyv gav gode råd om sikring mod indbrud: - Jeg har engang hentet en kogle på en scooter

Annonce